Der er grunde til, at Vesten i årevis modstræbende har støttet Syriens præsident Assad.

Mange vil mene, at de grunde ikke er gode, men i en region præget af delikate politiske balancer og sprængfarlige konflikter har stabilitet været et tungtvejende argument. Det har været fristende at tro på regimets tale om gradvise reformer. Og der er overhængende fare for sekterisk vold i et land med flere store religiøse minoriteter. Derfor har det været bekvemt ikke at forholde sig mere end almindeligt kritisk til den repression, der åbenbart er styrets forudsætning. Var præsident Assad, når alt kom til alt, ikke det mindste onde, når det gjaldt denne joker i det mellemøstlige magtspil? Og var Syriens forkrøbling ikke en pris, der trods alt var værd at betale, hvis alternativet var kaos med akut fare for et forløb, der ville få radikale islamister og Iran som vindere?