Mens den arabiske verden i 2011 har været under vild forandring med kurs mod demokratisering, har ’Mellemøst-konflikten’ – altså den mellem israelere og palæstinensere – ligget skræmmende stille.

Før har man diskuteret, om der var forbindelse mellem de to sæt problemer. Skulle en modernisering af den arabiske verden vente på, at palæstinenserne fik frihed fra israelsk besættelse? Eller skulle oprettelsen af en palæstinensisk stat afvente, at arabiske stater fik demokrati? Og hvorfor egentlig?

De har alle ret til politisk frihed – og den enes ret går ikke forud for den andens.

Når Israels nationalistiske udenrigsminister nu siger, at tiden ikke er til fred, har han den ene forståelige pointe, at det naturligvis er svært at lave aftaler med stater eller regeringer, som er truet af en politisk udløbsdato.

Men det er et elendigt argument for, at Israel ikke – af egen drift og i egen interesse – forsøger at komme fremtidens arabiske nationer i møde. Og det er rent ud selvmorderisk, når udenrigsminister Avigdor Lieberman insisterer på, at Israel i de næste ti år hellere skal satse på at håndtere konflikten med palæstinenserne end på at løse den.

Vi har allerede set, hvordan hans højreregering ’håndterer’ konflikten: Med flere bosættelser, fortsat fratagelse af palæstinensernes politiske rettigheder og en uhyggelig overbærenhed med aggressive bosættere, der chikanerer palæstinensere.

Med den politik vil Israel hverken forberede sig selv eller palæstinenserne på fred, snarere på mere vold og ny konflikt. Også israelere har ret til politisk frihed. Men den kan ikke bygge på undertrykkelsen af en anden nation.

Alverdens Mellemøst-politik har hidtil fokuseret på konflikten mellem stater og regeringer. Ved dette årsskifte har folkenes – borgernes – rettigheder langt om længe bragt sig i centrum. I det lys bør Mellemøsten fremover ses.

Det kan tage tid at afvikle totalitære regimer. Men de uomgængelige problemer ved udviklingen af demokrati kan aldrig blive et argument for at fastholde diktatur.

Det kan også tage tid at opbygge en palæstinensisk stat. Men de forventelige barrierer for etablering af fred mellem Israel og Palæstina kan aldrig legitimere en fortsat israelsk besættelse af Palæstina.

I 2012 vil autoritære regeringer blive målt på deres vilje til at vige til fordel for demokratiske institutioner. Israel og palæstinenserne vil blive målt på deres vilje til at bane vejen for fred. Begge dele haster.