For et år siden jublede befolkningerne i Tunesien og Egypten. De sejrede, og deres begejstring bredte sig overalt i verden.
Ville den dominoeffekt af gamle regimers fald, som George W. Bush og hans koalition af villige havde håbet på, de i 2003 satte i gang ved at bombe demokrati ind i Irak, endelig skylle hen over det arabiske Mellemøsten? Bush og hans allieredes projekt i Irak mislykkedes. Saddam Husseins regime er væk og godt det samme! Men uanset hvor meget vestlige politikere, der støttede Irakkrigen, i dag bedyrer, at demokratiet har slået rod i Irak, er det desværre langtfra tilfældet. Et ubehageligt vidnesbyrd herom er, at de irakere, som blev smittet af begejstringen på Tahrirpladsen i februar og demonstrerede i Iraks gader, blev mødt af regimets knipler og brutalt slået væk. Selv om der har været afholdt valg og Irak har fået en ny forfatning, er landet milevidt fra at have et fungerende demokrati. Tværtimod lurer konflikt og borgerkrig stadig under overfladen. Og vil Iran nu blande sig endnu mere, efter at den sidste amerikanske soldat forlod Irak kort før jul? Det, der med Irakkrig skulle starte den demokratiske bølge i Mellemøsten, blev et orgie i vold, der desværre langtfra er ophørt, et forstærket og mere selvbevidst Iran og en antiamerikanisme og dyb skepsis over for demokrati i de arabiske befolkninger.
