Chokket kom i flere omgange. Først at det var sket. Så nær og så voldsomt. Dernæst det frygtelige omfang, ungdommen, ofrene. Og til sidst den skræmmende kynisme i udførelsen.

Siden har eftertanken meldt sig. Medfølelsen og solidariteten med Norge og de mange, der mistede livet eller pårørende. Efterfulgt af respekten for det norske samfunds og de nærmestes værdige og civiliserede håndtering af sorgen, fortvivlelsen og vreden, personificeret ved statsminister Jens Stoltenberg og hans fine evne til at sætte ord på alt det, chokket efterlod.

LÆS OGSÅ Norsk forfatter ser tilbage på året, der forsvandt

Retssagen har været lang med sine ubærlige udpenslinger af de rædselsfulde begivenheder på øen. Det har været tungt at give forbryderen opmærksomhedens tilfredsstillelse. Men der ligger en selvstændig pointe i, at retssamfundets normalitet også anvendes i dette ekstreme tilfælde.

Vi må leve med, at en i sig selv ubetydelig person kan forvolde stor skade og påføre uskyldige uoprettelige tab. Det er meningsløst. Det skete i Norge for et år siden, og det kan desværre ske igen.

Livet går videre, og det norske samfund er grundlæggende uforstyrret af de voldsomme begivenheder for et år siden. Tabene må vi leve med, både vi, der mærker dem på afstand, og de, der er personligt berørte.

Der vil i Norge altid være et før og et efter Utøya. Sådan er det også i resten af Skandinavien, i Europa, i verden. 22. juli 2011 er allerede en del af vores fælles historie. Den, der handler om, at det værste kan ske, men det er muligt at komme over selv det, hvis hver enkelt står fast på grundlæggende menneskelige værdier og vi står sammen om vores samfunds medmenneskelighed.

Vi bliver ikke foreløbig færdige med at bearbejde denne historie. I takt med at de voldsomme begivenheder kommer på afstand, er der spørgsmål, der vil blive stillet, og som kræver svar.

Spørgsmål om højreekstremismens tankegods. Andre om myndighedernes ageren og om samfundets og det enkelte menneskes beredskab. Der er ingen grund til at pege fingre eller placere ansvar. Men eftertanken og diskussionen er nødvendig, for at vi kan lægge Utøya bag os – uden at glemme.