Partiet har prøvet at blive sprængt.

SF har altid været præget af opslidende fløjkampe, og derfor er det ingen stor overraskelse, at folkesocialisterne igen er brudt ud i kamp. Som allerede socialdemokraten Per Hækkerup forudså, har det seneste års regeringsarbejde vist, at SF risikerer at knække »under åget« af ansvar.

Den afgående formand, Villy Søvndal, evnede ikke at kombinere magt og indflydelse; forene den oplagte ambition om at gå med ind i en regering med den mindst lige så afgørende vilje til at gennemtvinge konkrete forandringer for borgerne, særligt for alle dem, der ikke vokser op med økologisk aftensmad.

Foreløbig er der dog ikke meget, som tyder på, at de to formandskandidater, 29-årige Astrid Krag og 52-årige Anette Vilhelmsen, har løst partiets grundlæggende gåde: Hvordan skal SF på én og samme tid kunne tage ansvar for små mudrede kompromiser og forfægte store, rene synspunkter?

LÆS OGSÅ Astrid Krag: Vi har skuffet en masse danskere

Kort sagt finde en bæredygtig politisk plads mellem de pragmatiske socialdemokrater og det idealistiske Enhedslisten.

Det lyder romantisk, når de begge taler om at ville styrke medlemsdemokratiet i SF. Og fred med det. Men Socialistisk Folkeparti vinder hverken den tabte vælgeropbakning tilbage eller ny realpolitisk indflydelse ved at drikke mere kaffe sammen.

Danmark og ikke mindst S-R-SF-regeringen trænger til et offensivt parti, der tør fremlægge håndgribelige forslag på alle de mange politikområder, som engang var klare SF-mærkesager, men som Villy Søvndal desværre har forsømt at idéudvikle i sin formandsperiode, og hvor de to andre partier heller ikke ligefrem dominerer debatten med stor originalitet.

Det gælder særligt klimaet, retsområdet og erhvervspolitikken.

LÆS OGSÅSF's smilende fynbo er kendt for at bruge alle kneb

SF’s næste formand behøver ikke at blive den sidste, hvis enten Astrid Krag eller Anette Vilhelmsen tør løfte blikket fra de interne fløjopgør og udvise mod til at præsentere konkrete reformforslag, der bygger videre på regeringens succeser og den kontante kendsgerning, at SF’s regeringsdeltagelse er partiets hidtil største aftryk på dansk politik.

Men der er lang vej igen: Indtil videre har formandsopgøret i SF kun bidraget til at forstærke billedet af en regering i splid med sig selv.