Formandsvalget i SF har medført en række forsideprofetier om de negative sideeffekter ved at spørge medlemmerne til råds. De seneste erfaringer med medlemsdemokrati peger dog snarere på, at partier opnår positive sideeffekter. De sidste uger i dansk politik har givet os en unik mulighed for at afdække, hvordan ’Kommentariatet’ tænker. To partiledere har forladt Borgen, og to fortællinger kan oprulles: Først farvel til Pia Kjærsgaard og goddag til Kristian Thulesen Dahl, dvs. ro, renlighed og regelmæssighed. Dernæst farvel til Villy Søvndal og goddag til SF’s medlemsdemokrati, dvs. krig, koks og kaos. Den klare visdom er tilsyneladende, at et vinderparti kroner kronprinsen, mens et taberparti tilspørger medlemmerne. Men er det egentlig skadeligt for et parti at spørge medlemmerne om, hvem der skal være formand? Ikke nødvendigvis.
Hvis man kigger på undersøgelser og forskning, kan der faktisk være gode grunde til at prøve noget så dristigt som den demokratiske vej:
