DR 2-journalist Martin Krasniks interview med Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, var i sig selv en særdeles afslørende affære. Hedegaard formåede ikke at svare blot nogenlunde sammenhængende på de mest basale kritiske spørgsmål til hans metoder, og hans verdensbillede blev demaskeret som den spindelvævstynde sammensværgelsesteori, det hele tiden har været. Men forløbet efter den belevne afklædning af Hedegaard, hvor selskabet som en skandaleramt politiker har forsøgt at udøve damage control, har i virkeligheden været næsten lige så oplysende. Vi er vidne til et maskefald. LÆS OGSÅLars Hedegaard tager til genmæle Trykkefrihedsselskabet har groft sagt slået sig op på to ting: at sidde inde med en ufortalt sandhed om konsekvenserne af indvandring og kultursammenstød, der undertrykkes af andre medier, samt et krav om fuldstændig ytringsfrihed til at fremføre denne undertrykte sandhed.
Da så en skarp journalist på et stort medie faktisk tager deres sandhed op og trykprøver den på samme måde som alle andre politiske eller videnskabelige ideer, falder den for åben skærm sammen som en soufflé. Den 'skjulte sandhed' var ikke længere undertrykt, men afsløret som halvbagt og helt uden en makronbund af kendsgerninger. Men så kom den desperate ripost fra ytringsfrihedens påståede forkæmpere, mest afslørende i Søren Krarups sammenstilling af Krasniks interview og en endnu ukendt gerningsmands attentat på Hedegaard. Organisationen, der aldrig før har ment, at ord kan skade, kunne ikke selv tåle kritikken. Selve vandmærket på pressens rolle i et demokratisk samfund - det saglige, kritiske interview - blev udstillet som et mordforsøg. Af nogen, der tillader sig at kalde sig Trykkefrihedsselskabet? Det er ikke uden humor. LÆS OGSÅKrasnik snuppede højrefløjens ytringskringle Sagen afslører, at kamp for ytringsfrihed for Trykkefrihedsselskabet blot er et skalkeskjul for kravet om blive fritaget for stringent kritik og en retorisk stok til at tæve sine politiske modstandere med. Kalder man deres konspiratoriske vrøvlerier ved deres rette navn, er det i deres øjne en fornægtelse af fakta. Pludselig dansede stokken over deres egne rygstykker, fakta faldt fra hinanden, og hykleriet stod klart for enhver. Det har været et lærerigt og ikke mindst stærkt underholdende forløb at se maskerne falde, og Trykkefrihedsselskabets ledende kadrer står i stedet tilbage med en velfortjent klovnenæse. Men Hedegaard, Winkel Holm og Krarup skal endelig blive ved med at trykke løs - komikken vil vi så nødig gå glip af.
