Den afdøde københavnske socialdemokratiske overborgmester H.P. Sørensen udtalte engang, at »når der brænder et lokum i byen, så kan man være helt sikker på, at der sidder en socialdemokrat på det«.

Det er der nok mange socialdemokrater, der kan relatere sig til i disse dage, hvor målingerne gør mere nas end nogensinde, og diskussionerne om regeringens reformprogram er størst.

Da vælgerne i september sidste år sammensatte Folketinget, gjorde de det på den absolut mest besværlige måde. Det skal man ikke græde snot over, men bare konstatere.

Det borgerlige (godt hjulpet på vej af Enhedslisten) spin om de mange løftebrud har tæret på mit parti.

Det er lykkedes dem alt for godt at skabe en kunstig fortælling om, hvad denne regering burde være i stand til.

Jeg er blandt andet en af dem, der i tide og utide har krævet en mere hårdfør ideologisk kurs fra regeringen i den politik, der skal føres efter krisen.

Det, vi alle sammen imidlertid har glemt, er, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten tilsammen fik 40,7 procent af stemmerne ved sidste valg.

Egentlig en ret banal konstatering, men faktum er, at der på valgdagen ikke var opbakning til en entydig socialdemokratisk krisepolitik. Med andre ord: Vi vandt ikke valget 15. september 2011.

Alle i Danmark har en holdning til Socialdemokratiet og til, hvordan det socialdemokratiske projekt bør se ud. Alle lige fra Johanne Schmidt-Nielsen til Pia Kjærsgaard påberåber sig retten til at udlægge, hvad der er de sande socialdemokratiske værdier.

Man kan midt i denne, for mit parti, svære krise vælge at gøre to ting.

Man kan enten blive apatisk og opgivende, måske endda håbe på bedre vejr, målinger og begivenheder i morgen. Eller man kan finde kampgejsten for de socialdemokratiske ideer og ånd frem igen og begynde at tage nogle slagsmål.

Her er fem pejlemærker:

1. S lever udelukkende i kampen
Vi er ikke sat i verden for at forvalte, administrere eller stabilisere noget som helst.

Socialdemokratiet er skabt for at forandre Danmark og verden til et bedre sted for flere mennesker.

Vi lever af kampen. Derfor skal vi heller ikke være så pæne. Vores politiske modstandere lever af at bringe sig i opposition til værdierne om et mere lige og solidarisk samfund.

Vi bør leve efter mantraet, som Clintons tidligere kampagnerådgiver messede igen og igen: »Don’t bring a knife to a gunfight«.

2. S skal være systemkritisk
Den dag, Socialdemokratiet lægger systemkritikken fra sig, opgiver vi samtidig ambitionen om, at det 21. århundrede også skal være et nyt socialdemokratisk århundrede.

Vi er ikke sat i verden for at forsvare velfærdsstaten og bureaukratiet, der alt for ofte har den bygningsfejl at klemme mennesker mellem systemer. Vi er heller ikke sat i verden for at føre nødvendighedens politik, som embedsmændene lægger frem.

Uanset om det er i ministerier, regioner eller kommuner, er der overordentlig god grund til at være skeptisk og kritisk over for teknokraternes logik.

Vi er ikke sat i verden for forsvare dem, hverken når børn svigtes i familierne, eller når regnemodellerne bygger på neoliberale forudsætninger.

Sidst, men ikke mindst, er der mere end nogensinde grund til at finde energi og kraft i kritikken af de finansielle markeders magt over samfundsøkonomien. Socialdemokrater skal ikke acceptere tidens herskende logik om, at markedet styrer de politiske beslutninger.

Heri ligger også det 21. århundredes store kamp.

3. S lever af indignationen
Foragten for uretfærdigheder og ulighed i samfundet er den afgørende drivkraft for mig.

Når arbejdsløsheden tynger familier og samtidig fratager folk værdigheden gennem idiotiske selvudviklingskurser. Når byrderne for den globale finanskrise entydigt væltes over på de 90 procent af befolkningerne, der intet havde med krisen at gøre.

Når grådigheden i alt for mange år har fået lov at være motoren i samfundsudviklingen. Når børn falder igennem uddannelsessystemet, eller når dine forældres indtægt og postnummer afgør din skæbne efter folkeskolen, er der energi til kampen. Med andre ord: Uden indignation ingen socialdemokratisk fortælling.

4. S skal udbygge velfærdsstaten
Efter at den daværende LO-formand Thomas Nielsen i sin tid på en LO-kongres sagde, at »vi har sejret ad helvede til«, er der skabt en ide om, at Danmark har den perfekte model, og at vi har nået målet. Velfærdsstaten er ikke perfekt, heller ikke næsten perfekt.

Problemerne tårner sig op. Det næste årtis store udfordring bliver at skabe de job og den produktion, der skal til, for at Danmark overhovedet kan leve op til de mange fremtidsplaner.

Den danske model er under massivt pres, og endnu mere efter sammenbruddet i trepartsforhandlingerne. Lige nu kredser velfærdsdebatten mere om, hvor vi skal skære ned, end om, hvordan vi skal udbygge.

5. S skal føre værdikamp
Den depression, som Danmark og Europa befinder sig i i disse år, skyldes én ting: en fejlslagen højreorienteret ideologi. Det er de borgerlige økonomer og politikere, der over hele verden igennem 30 år har gennemført de mest absurde dereguleringer af markedet.

Samtidig har de ført en politik, der har øget uligheden markant. De to ting kombineret har skabt den nye depression. Heri ligger også en ny socialdemokratisk kamp for det nye årti.

Meningsmålinger kan tit gøre en fortvivlet og mismodig. Men der er rigeligt med grunde til at være socialdemokrat og rigeligt at tage fat på i de næste mange år.

Kampgejsten skal hentes i indignation, i kritikken af de systemer, der dominerer samfundsudviklingen, i værdikampen og gennem ambitionen om at forbedre velfærdssamfundet.