»Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften«.

Citat: Skatteminister Thor Møger Pedersen.

Det er os, der er de mange. Og som Thor rigtigt nok skriver, så er det os, der trækker læsset. En kommentator i Politiken kalder os skaffedyrene. Thor kalder os hårdtarbejdende lønmodtagere. Jeg kalder os for arbejderklassen.

Der må aldrig herske tvivl om, at arbejderpartierne utvetydigt skal tjene arbejdernes interesser. Når jeg som tømrer er akkordholder i mit sjak, så er det mig, der forhandler priserne med mester.

Og lige så lidt som nogen i skuret sætter spørgsmålstegn ved min loyalitet, når jeg sidder over for mester, lige så lidt skal vi være i tvivl om, hvilke samfundsgrupper Thor og hans slæng forsvarer, når de forhandler politiske aftaler på plads.

Men alligevel er mine kolleger i tvivl. Arbejderpartierne har i flere årtier været domineret af akademikere. Akademikerne har snakket arbejderne ud af vores politiske organisationer. Det har efterladt nødhjælpssocialisterne i flertal.

Et velmenende flertal, der er i politik for at dele ud af deres barmhjertighed til kontanthjælpsmodtagere, miljøet, de fattige studerende, ja faktisk til hele verden.

Men arbejderklassen? Nej, den stoppede med at være eksotisk, da den flyttede ud af brokvarterernes baggårde, blev småborgerlig og fik villa, Volvo og vovse. Thors kronik er et tiltrængt og nødvendigt opgør med nødhjælpssocialisterne.

Men hvis Thor vil være bannerfører for de hårdtarbejdende lønmodtagere, som han blæser til kamp for, så mangler hans skattereformoplæg tre vigtige punkter:

1) Drop topskattelettelserne.
Det vil også ramme den vellønnede metalarbejder eller tømrer. Hvis jeg holder arbejde hele året ud, kommer jeg op at kysse topskattegrænsen. Så har jeg også tjent gode penge på min hammer. Og så vil jeg med glæde aflevere de ekstra skattekroner til fællesskabet.

Og selvom der er over 200.000 arbejdere, der betaler topskat, så er der ved en topskattelettelse klart flest kroner at hente for dem med de fine titler og visitkort.

2) Fradrag for fagforeningskontingentet.
Når jeg jubler over skattelettelser til arbejderne, så er det, fordi det giver flere penge i lommen til forbrug. Den offentligt ansatte kvinde skifter Netto ud med Kvickly, og hendes privatansatte mand får endelig skiftet de slidte sutter på dytten.

Det skaber flere arbejdspladser og skatte- og afgiftsindtægter. Om skattelettelsen ender i mit eller erhvervslivets drømmescenarie, ja det kommer arbejdsmarkedets parter til at tage en lang, stille armlægning om.

Derfor skal en skattereform også stille de overenskomstbærende fagforeninger stærkere. Helst med fuld fradragsret, men minimum ved at vende fradraget om, så det nuværende samlede fradragsbeløb blev givet til årlige faglige kontingentudgifter over 2.000 kr.

Thor kan give os skattelettelser, men hvis arbejdsgiverne bøffer gevinsten ved lønforhandlingerne, gør det ingen forskel.

3) Husk dagpengemodtagerne.
Det er en hån mod alle de arbejdere, der betaler til deres a-kasse, at dagpengesatsen er så tæt på kontanthjælpen og langt fra vores normale løn.

Afstanden mellem maks.-dagpengesatsen og lønningerne risikerer at få endnu et nøk i den forkerte retning med den kommende skattereform. Skal Thors skatteligning ende med at give arbejderne flere penge, så skal pengene skrabes ind fra dem, der har allermest; fagforeningerne have et rygstød; og maks.-dagpengesatsen sættes op.

Ellers ender den som endnu en fiks ide fra en smart student, der siger, han vil os det bedste, men i praksis har glemt os, når forliget er indgået og ministerbilen vender hjem til villaen i Vanløse.