Smædekampagner skaber ikke større mod.

Dansk politik tegner derfor til at blive endnu mere tandløs, ganske enkelt fordi S-formand Helle Thorning-Schmidt vil få endnu sværere ved at profilere en klar og troværdig kant til VKO-blokkens skattepolitik, og fordi K-formand Lene Espersen vil være nødt til at rejse længere væk fra de hjemlige debatter for at virke udenrigsminister-agtig.

LÆS OGSÅHver anden vælger: Thorning og Espersen er utroværdige

Sidste sommer opstod ellers en tiltrængt åbning for større uenighed mellem partierne. For præcis et år siden brød Socialdemokraterne med den taktiske kopipolitik, der i årevis har udvisket alle substansforskelle mellem rød og blå blok.

S-formand Helle Thorning-Schmidt brød med VKO-blokkens skattestop og lancerede sågar en særlig ’millionærskat’, der skulle sætte trumf på den nye forskel.

Efter et tabt årti i 00’erne, hvor Venstre og Socialdemokraterne konkurrerede om at efterligne hinanden, markerede sidste sommer et positivt vendepunkt, hvor rød og blå blok igen begyndte at profilere sig forskelligt. Men vinduet for forandring er desværre ved at blive lukket.

Sløseri og dårlig dømmekraft kan meget hurtigt amputere de små, men vigtige forskelle, der var ved at opstå i debatten om genopretningen af dansk økonomi.

Sidste sommer udtalte Helle Thorning-Schmidt med stor selvsikkerhed, at rød blok vil vinde næste folketingsvalg på netop skattespørgsmålet, fordi »vi fortæller ærligt og redeligt, hvad vi vil gøre«, som S-formanden udtalte til Jyllands-Posten.

Vil sætte sig spor i politikken
Skatteudspillet fra Socialdemokraterne og SF var ikke epokegørende og langtfra tilstrækkeligt i forhold til de udfordringer, som Danmark står over i de kommende år med udflytning af ufaglærte arbejdspladser og et stadig større konkurrencepres på danske virksomheder. Men alene diskussionen om justeringer af skatten var et tegn på et nybrud.

Socialdemokraterne skal overraske sig selv og alle andre, hvis de tør fortsætte ufortrødent, hvor debatten stod, da ’skandalen’ om Helle Thorning-Schmidts skiftende forklaringer tog fart i medierne. I moderne politik sætter frontfigurer krop på partiernes holdninger, og derfor vil virakken om påstået skattefifleri med stor sandsynlighed sætte sig spor i politikken.

Uanset hvordan skattesagen mod familien Thorning-Schmidt falder ud rent retligt, er det svært at se, hvordan partiets »ærlige og redelige« skattepolitik – hvor personer med millionindkomster skal betale mere i skat – kan blive et trumfkort for Socialdemokraterne i den valgkamp, der kan komme hurtigere, end ventet.

S-formanden kan stadig nå at overrumple og skærpe forskellene mellem rød og blå blok, når det gælder skat og økonomisk politik. Men det virker usandsynligt.

Med den italienske premierminister Silvio Berlusconi som den mest spektakulære undtagelse er skandalesager som regel ikke en stor gevinst for toppolitikere.

Uanset hvad man kan mene om grænserne og mangel på samme for politikeres privatliv, kan B.T.s vellykkede kampagne mod Helle Thorning-Schmidt vise sig at få samme effekt som dengang i 1998, da Lejernes Landsorganisation angreb Venstre med en småperfid valgannonce. Illustreret af daværende partiformand Uffe Ellemann-Jensens bolig lød spørgsmålet til vælgerne lige før valget: »Er det lejerne, der skal betale Jensens skattelettelser?«.

Plakaten fik afgørende betydning for valgresultatet i 1998, og ved de efterfølgende valg trak Venstre følehornene til sig: Angrebet på Uffe Ellemann-Jensen fik ikke Venstre til at skærpe tonen, men førte derimod til et formandsskift og en taktisk tilnærmelse til Socialdemokratiet.

Valgkampen kan blive rigtig ond
Interessen for politikeres privatliv styrkes oplagt, når forskellene mellem partierne bliver mindre. Politik handler om forskelle, modsætninger, og hvis der ikke er forskel i substansen, så kan man altid rette skytset mod personerne. Men det opvejer ikke tabet af politisk uenighed.

Som en anden tidligere Venstre-formand, Henning Christophersen, udtalte i Weekendavisen: »Det er blevet sværere at få øje på forskellene mellem de politiske partier. De prøver at lægge sig op ad hinanden. Dansk Folkeparti lyder som Socialdemokratiet, og Venstre har bevæget sig mod midten. I hele den vestlige verden er der mere fokus på politikernes opførsel end på deres politiske budskaber«.

LÆS ANALYSEDerfor handler politik om personer

Risikoen er, at personsagerne forstærker trangen til efterligning, og yderligere udvander dansk politik. Valgkampen kan blive rigtig ond – og renset for kontroversielle uenigheder, når det gælder spørgsmålet om, hvordan der skabes nye job.

Sommerens personsager risikerer at gøre dansk politik endnu mere tandløs i substansen, og dermed valgkampen endnu ondere i udtrykket