Kampen er for længst blevet aflyst.

I årevis har den politiske debat været vendt fuldstændig på hovedet: De fattigste har stemt på de borgerlige partier, mens de rigeste har foretrukket storbysocialisterne. Slaget om efterlønnen er dog pludselig ved at skabe en ny konfrontation, der ikke handler om livsstil, men om gammeldags klasseskel.

MENINGSMÅLERENSe de seneste politiske målinger

Så sent som i november proklamerede S-formand Helle Thorning-Schmidt ellers, at økonomiske modsætninger hører fortiden til:

»Det er længe, siden Socialdemokraterne har talt om klasser og klassesamfund«, og videre: »Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstående klasser«.

Men Danmark er stadig splittet økonomisk.

Den barske kendsgerning er, at den sociale mobilitet er gået i stå, og lagdelingen er ved at stivne i gasbeton: Børn af arbejdsløse har en voldsomt forhøjet risiko for at dø tidligt og inden da at have hutlet sig igennem på kroniske overførselsindkomster, mens børn af veluddannede har en tilsvarende større chance for at kunne spare millioner op til deres fede otium.

Det er dybt naivt at tro, at velfærdssamfundet skulle have opløst alle socialskel. Tværtimod. Selv om det ikke har været populært at tale om blandt de bredtfavnende ’folkepartier’, så er der kontant forskel på, hvad folk får ud af politikernes planer.

Tre af VKO-blokkens mest markante initiativer i 00’erne har vendt den tunge ende nedad og været til ulempe for de mindst begunstigede vælgere, der typisk står til nu også at miste retten til efterløn:

•Fastfrysning af ejendomsværdiskatten har skabt en kløft mellem ejere og lejere

•Skattelettelser i 04, 07 og 09 har været skævvridende til fordel for højtlønnede

• Udhulingen af ungdomsuddannelserne – og faldet i andelen af unge, der får en uddannelse – har givet unge med en ufaglært baggrund dårligere jobmuligheder.

LÆS OGSÅSeks ud af ti LO’ere regner med at blive slidt ned

De seneste ti års politik har hjulpet de få højtuddannede boligejere med solide opsparinger, mens de lavtuddannede lejere uden private pensionsordninger har tabt. Derfor bør det ikke overraske, at nye nedskæringer skaber oprør fra neden.

Ganske vist vil de dårligst stillede vinde mest på langt sigt mest ved investeringer i uddannelse og arbejdsmiljø frem for milliardbevillinger til passive overførsler.

Men uanset hvor fornuftigt det vil være at udfase efterlønnen rent samfundsøkonomisk, er det ubestrideligt, at størstedelen af tabet på kort sigt skal bæres af de vælgere, som ikke fik gavn af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten eller indkomstskattelettelserne – og hvis børn er lige så dårligt uddannet som dem selv.

De mindst bemidlede vælgere, der typisk bor ude i baglandet i Udkantsdanmark, har nøgternt betragtet en lige så kortsigtet interesse i at ville bevare efterlønnen, som de rige vælgere, der er klumpet sammen nord for København og Aarhus, har i at sænke skatterne yderligere.

Begge dele er udtryk for økonomisk rationalitet, men begge dele kan ikke nødvendigvis lade sig gøre samtidig. Derfor oplever vi for første gang i snart en generation en konflikt, der splitter vælgerne i økonomiske lag.

I hvert fald potentielt.

LÆS OGSÅFarvel til efterløn kan sænke lønnen

Interessant nok har VKO-partierne vundet de seneste tre valg på stemmer fra alle de provinsvælgere, der har fået mindst ud af skattegaverne (f.eks. i Tønder), mens de røde partier samtidig er gået mest frem i de storbykredse, hvor vælgerne er bedre uddannet og tjener mere end landsgennemsnittet (f.eks. i Lyngby-Taarbæk).

00’ernes omfordeling har begunstiget de røde vælgere i den højere middelklasse. Og modsat: S og SF’s planer vil flytte penge ned i lommerne på de blå partiers vælgere i den lavere middelklasse. Foreløbig er der dog ikke tegn på, at det ene og alene skulle være snæver privatøkonomi, som afgør, hvordan folk stemmer.

I så fald skulle flertallet i udkantsområderne for længst have vendt både Venstre og Dansk Folkeparti ryggen, mens de højtuddannede storbyvælgere i højere grad skulle have omfavnet Det Konservative Folkeparti eller Liberal Alliance. Men så enkelt fungerer moderne politik ikke.

Klassekampen er ikke, hvad den har været – i klassisk økonomisk forstand. Kun få vælgere identificerer sig i dag kollektivt med en taberposition, mens de privilegerede, der har nydt bedst af skævvridningen, heller ikke ser sig selv som en ny adel.

Tidens klassekamp tager form som en ’skoleklassekamp’, hvor lagdelingen hovedsagelig følger uddannelsesniveauet.

Ikke desto mindre kan magtbalancen tippe frem mod valget i rød bloks favør, hvis det går op for de blå vælgere, hvad effekterne af den borgerlige omfordeling har været. Der kan hurtig opstå en situation, hvor privatøkonomi igen afgør valget.

Det vil være dårligt nyt for blå blok, der ikke har gavnet den lille mand i 00’erne.