Ungdomsarbejdsløsheden!

Jeg husker det, som var det i går. Dét var et ord, der stod på alle avisforsider, og som man skrev projekter om i faget samtidsorientering dengang i slutningen af 1970’erne, da jeg var teenager.

Ordet gik hen og blev identitetsbærende for store dele af en generation. ’No future-generationen’. Problemet dengang var, at alle talte om ungdomsarbejdsløsheden, men ingen gjorde rigtig noget ved den.

Regningen for forsømmelsen kom senere. I min generation har mange klaret sig godt – men der er alt for mange Dennis’er, Johnny’er og Connie’er, som har siddet alt for længe i storcentre i forstæderne med deres hunde og ’no future’-tilværelse, fordi de aldrig fik den der chance for et job. Pinligt!

Dennis & co. var med til at få det golde statistikbegreb ’antal personer på overførselsindkomster’ til at stige markant. Og i 1984 gjorde politikerne det muligt at give raske unge mennesker førtidspension på ’socialt grundlag’, fordi det var urealistisk at se, at de skulle få et job.

Jamen, jamen … Op med modet, frem med hashpiben og giv hunden et lille klap, Johnny. Når det er på sin plads at mindes fortiden, skyldes det, at vi nemt kan ende der igen.

Nye tal fra AE-rådet viser, at 85.000 unge under 35 år er faldet ud af det aktive arbejdsmarked under krisen, at de unge står for 60 procent af faldet i beskæftigelsen fra 2008 til 2010. Og at de 18-24-årige er hårdest ramt. Hertil kommer den skjulte arbejdsløshed på 70.000 personer, som først og fremmest rammer unge.

LÆS OGSÅ Ekspert: Ungdomsarbejdsløshed er værre end efterløn

Set før, ikke? Men på ét punkt er situationen anderledes end i slut-70’erne: Dengang var ungdomsarbejdsløsheden et emne, der blev debatteret overalt. Som optog sindene og fyldte spalterne. Det gælder ikke i dag, hvor vi næsten udelukkende taler om, hvor længe de ældre skal blive på arbejdsmarkedet, og om efterlønnen skal afskaffes eller ej.

Meget mærkeligt! Den stigende ungdomsarbejdsløshed er nemlig ikke ’bare’ et spørgsmål om sociale tragedier. Det er også cool cash. Kroner og øre. Et spørgsmål om samfundsmæssige langtidsinvesteringer. Eller rettere mangel på samme.

Vi ved i dag, hvad det koster for samfundsøkonomien at tabe en ungdomsgeneration på gulvet. Formentlig dyrere end efterlønnen. For hvis først den unge får en dårlig start og ender som ’langtidsledig’, så får han det knæk, der gør, at han ikke senere i livet vil kunne møde frem til jobbet kl. 8.00 og tage hjem kl. 15.30.

Så er det for sent. Slut. I op til 60-70 år! Vi ved det. Og vi har ikke råd til at spilde store grupper blandt de unge. For det er jo dem, der i dag er 18-24 år, der skal finansiere skidtet på langt sigt.

Men forsvinder ungdomsarbejdsløsheden ikke, når der bliver mangel på arbejdskraft? Nej, problemet er, at mange unge bliver marginaliseret nu og ikke får de uddannelser, der bliver brug for.

I dag er der 1.855.000 danskere på overførsler. I 2015 vil vi runde 2.000.000 overførselsmodtagere, og der kommer kun flere, viser tal fra tænketanken Cepos. Taxameteret tikker, vi har simpelthen ikke råd til turen. Politik handler om prioriteringer.

LÆS ANALYSE Reel debat om efterløn savnes

Og i stedet for nu at nedsætte en værdikommission ville det have klædt regeringen, hvis den havde nedsat en egentlig ’ungdomskommission’, der kunne gennemtrawle de unges vilkår, skabe debat og lægge op til løsninger.

Spørgsmålene står i kø: Hvorfor er den sociale mobilitet gået i stå? Hvorfor svækkes uddannelseslysten? Hvordan motiverer man ikke-boglige unge til at tage en uddannelse? Ja, hvordan undgår vi en ny ’no future’-generation?

At undgå en ny ’no future’-generation kræver viden. Debat. Og løsninger.

Lige nu har vi ingen af delene.