Fedtafgifter til de fattigste og skattelettelser til de rigeste lyder ikke ligefrem som folkesocialisme, ej heller som en fair løsning for alle de medborgere, der ikke var inviteret med til forbrugsfesten i 00’erne. Men sådan er kapitalismen. Den nye S-R-SF-regering har lagt sig solidt til højre i den økonomiske politik.

Ligesom VKO-blokken førte en mere generøs velfærdspolitik, end Nyrupregeringerne gjorde i 1990’erne, tyder de foreløbige udmeldinger fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på, at den nye såkaldt røde regering vil føre en langt mere liberal-konservativ politik, end særligt Foghregeringerne turde gøre i 00’erne.

Hvis man vil forstå fundamentet under den nye regering, kan man nøjes med at læse én enkelt sætning i regeringsgrundlaget – de to første symbolske linjer øverst på side ni:

»Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler, herunder tilbagetrækningsreformen«.

Sådan lyder anerkendelsen af Løkkes reformer.

De ærlige ord vækker minder om en berømt formulering fra en af den britiske premierminister Tony Blairs nærmeste rådgivere, Peter Mandelson, som erkendte, at New Labour-regeringen byggede videre på jernladyen Margaret Thatchers konservative politik:

»Globalisering straffer alle de lande hårdt, der ignorerer markedets realiteter eller de offentlige finanser. I denne snævre forstand, og i lyset af det påtrængende behov for at fjerne stivheder og skabe øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet, er vi alle thatcherites nu,« proklamerede Mandelson tilbage i 2002.

Ministrene i Danmarks nye regering er også thatcherites – eller i hvert fald arvtagere til en økonomisk politik, der vender den tunge ende nedad. Selv SF’erne er nu presset til at lovprise en lavere topskat.

Millenniumskiftet var klimakset for de britiske nysocialdemokratiske thactherites, der kaldte deres pragmatiske politik for ’den tredje vej’. Efter hundrede år med klassepolitik – venstrefløjen for underklassen og højrefløjen for overklassen – var tiden kommet til en bred midterkurs, som skulle tilgodese middelklassen.

Danmarks nye statsminister er rundet af samme tankegang.

Gennem ægteskabet med Stephen Kinnock – søn af den tidligere britiske Labourleder Neil Kinnock – har Helle Thorning-Schmidt knyttet personlige bånd til chefstrategerne bag den tredje vej. Efter flere møder med førnævnte Peter ’Machiavelli’ Mandelson udtalte han: »Hun er den rigtige vare, og med hende som leder ser fremtiden lys ud«.

Da Helle Thorning-Schmidt stillede op til formandsvalget i 2005, førte hun kampagne på vilje til reformer, kompromiser og lavere overførsler. Dengang, som nu, gik hun ind for at rulle efterlønsordningen tilbage. Dengang, som nu, gik hun ind for skattelettelser til den højere middelklasse.

Senere har hun forsøgt at distancere sig fra den tredje vej, blandt andet med to Kroniker her i Politiken, men nu er sosserne tilbage på den tredje vej.

LÆS KRONIKFor enden af den tredje vej (2008)

Forhistorien viser, at grundlaget for den nye regering ikke kun er dikteret af de radikale: Thorning-Schmidt lægger op til at føre netop den politik, hun fortalte åbent om i valgkampen – vel at mærke i den interne urafstemning mod venstrefløjskandidaten Frank Jensen i 2005.

Tænkningen bag den tredje vej bygger på to liberal-bureakratiske ideer: For det første skal den offentlige sektor strømlines og effektiviseres med forbillede i privat virksomhedsdrift, og for det andet skal de offentlige overførsler forringes, så tilskyndelsen til at søge job øges. Begge ideer står centralt i regeringsgrundlaget, som samtidig er renset for SF’s valgløfter.

Venstrefløjen hos Socialdemokraterne, som i dag må siges at være repræsenteret af SF, har tabt magtkampen. Igen.

Med den tættest mulige valgsejr – og friske meningsmålinger, der allerede viser borgerligt flertal – er det ikke svært for den nye tredje vej-regering at argumentere for, at den førte politik skal være midtersøgende. Men risikoen er, ligesom det skete for Tony Blair i Storbritannien, at vælgerne ikke køber den nødvendighedens logik, som reformerne ofte forsøges solgt med. At legitimiteten forsvinder.

Hele tilgangen er så hyperpragmatisk, at udtrykket hurtigt bliver meget teknokratisk. Kritikken af løftebruddene ruller.

Men Helle Thorning-Schmidt er reelt kun vendt tilbage til sit udgangspunkt.

Eller som hun sagde som programerklæring, da hun trådte ind på den offentlige scene i 2004: »For politikere i min alder, er der intet, der kan være helligt«.