Kvajekvoten er slut.

Man skulle næsten tro, det var satire: Fra januar stiger priserne på børnebilletter til busser og S-tog med 7,1 procent. Ikke nok med at prisen på kollektiv trafik – stik mod alle valgløfter fra SF og S – stiger mere end inflationen, ja, så er det børnene og pensionisterne, der må holde mest for.

Da Helle Thorning-Schmidt (S) overtog Statsministeriet fra Lars Løkke Rasmussen (V), gav hun ham et klippekort som en symbolladet gave efter flere gange under valgkampen at have hånet den borgerlige statsminister fra Nordsjælland for ikke at kende til leveomkostningerne for almindelige arbejdere, der pendler til og fra job: »Prisen står på, hvis du skulle være interesseret«, sagde Helle Thorning-Schmidt kækt.

Lidt for kækt, skulle det vise sig.

Efter valget og efter det møjsommelige Crown Plaza-kompromis valgte Helle Thorning-Schmidt at gøre billigere billetpriser til selve symbolet på magtskiftet.

LÆS OGSÅS og SF skuffer med dyrere billetter til bus og tog

I regeringsgrundlaget hedder det, at de tre partier vil skabe »bedre og billigere kollektiv trafik i og omkring Hovedstadsområdet«. Så meget desto mere uforståeligt er det, at S-R-SF-regeringen – med Enhedslistens villige medvirken – nu påfører folk med lave indkomster endnu højere udgifter til transport i dagligdagen.

De højere billetpriser i den offentlige trafik følger desværre et skævt mønster: Ligesom de stigende livsstilsafgifter på tobak og sukker, og ligesom de stigende afgifter på el og varme, vender også de højere billetpriser den tungeste ende nedad.

I en tid, hvor priserne på almindelige livsfornødenheder og dagligvarer i forvejen stiger hurtigt, har S-R-SF-regeringen med stor præcision formået at pålægge folk med lave indkomster uforholdsmæssigt højere udgifter end folk med høje indtægter. Samtidig er alle progressive skatter droppet: Millionærskat og enhver form for boligbeskatning er skrinlagt.

Mønsteret er ikke tilfældigt. Selv om S-R-SF-regeringen forsøger at undskylde sig med, at de blot forvalter et milliardunderskud fra den forrige regering, ja, så er realiteten, at Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre selv aktivt har valgt at lade billetpriserne stige, igen.

Den nye regering står med ansvaret for selv at have prioriteret en skæv finanslov, som gør det endnu dyrere at være fattig i Danmark.

Statskassen er ikke et stort cigarkassesystem, hvor alle udgifter er knyttet direkte til modsvarende indtægter. Tværtimod handler al politik om prioritering mellem forskellige områder, og her har S-R-SF-regeringen valgt at lade billetpriserne stige – som de har gjort gennem de seneste ti år, hvor billetpriserne er steget dobbelt så meget som de generelle priser.

Selvfølgelig ville det have kostet penge at sænke billetpriserne, eller i det mindste fastfryse dem, og derfor ville regeringen have været nødt til at skære andre steder på statsbudgettet, eller skaffe ekstra indtægter, hvis deres løfter om »bedre og billigere kollektiv trafik i og omkring Hovedstadsområdet« skulle være blevet til virkelighed.

For sådan er realpolitik. Men vilje til forandring og omprioritering må være det mindste krav til en ny regering.

LÆS OGSÅEL: Radikale er skyld i dyrere billetter

Efter ti år med en skæv politik, der har tilgodeset den bedst stillede halvdel af befolkningen kontant, har SF og Socialdemokraterne skabt forventninger om et lille kursskift. Men sådan skulle det ikke gå.

Den systematiske nedprioritering af levevilkårene for den dårligst stillede tredjedel af befolkningen – alle dem, der ikke har lange uddannelser og høje indtægter; alle dem, der ikke bor i ejerboliger med egen familiebil i carporten – er et tegn på, at den nye regering ignorerer de sociale kløfter, der stadig præger Danmark i dag.

For vælgere uden overtræk på kassekreditten, og som stadig har en solid friværdi at trække på fra deres velisolerede villaer – og som i øvrigt ikke ryger og spiser fedt i stort omfang, og aldrig rumler rundt i busserne – betyder strømmen af nye afgifter og prisstigninger næppe det store.

Men S-R-SF-regeringen har stadig til gode at iværksætte konkrete initiativer, der letter hverdagen for lavtlønnede arbejdere. Ministrene har alle mulige og umulige tekniske undskyldninger.

Bortforklaringerne er dog så sølle, at de kun bekræfter billedet af en historisk svag regering, som ikke engang ønsker at repræsentere alle lejerne, de ufaglærte og togpendlerne.

Tåkrummende pinligt bliver det, når topministre anklager den afgåede VK-regering for at være ansvarlig for den asociale prioritering i finansloven. Bundlinjen er, at S-R-SF-regeringen selv foretrækker f.eks. videoovervågning ved grænsen, lægehelikoptere og nye ekstramidler til Det Kongelige Teater frem for billige billetter.

Kun regeringen selv – og Enhedslisten, der tilsyneladende har opgivet enhver social indignation – kan og skal holdes ansvarlig for en politik, der står i skærende kontrast til Helle Thorning-Schmidts indtog i Spejlsalen.

Her blot 58 dage senere er det røde klippekort allerede slidt op.