Traktatændringer vil næppe redde det fallitbo, som de europæiske ledere har efterladt.

EU-landene har ladet vores fælles økonomier pantsætte til en finanssektor, hvis panikagtige redning absurd nok udløste gældskrisen.

Svigtet er historisk: Ved først at lade finanssektoren boble helt ud af kontrol gennem stadige liberaliseringer, for dernæst at påtage sig de svimlende gældsforpligtelser fra de krakkede banker, for nu at skære hårdt ned på de offentlige udgifter, så statsgælden og dermed renterne kan bringes under kontrol, har de borgerlige regeringer i Europa accepteret at undergrave de offentlige sektorers økonomier i mindst en generation frem.

Hele den økonomiske buffer, som EU-landene ellers kunne have brugt på at investere i forskning og øget konkurrencekraft over for vækstøkonomierne i Asien, er blevet formøblet på erhvervsstøtte til en branche, der kun svækker EU indefra.

Redningen af den virtuelle bankverden står i vejen for, at EU-landene kan investere i reelle produktions- og serviceindustrier med jobpotentiale til alle de vælgere, der i stigende grad bliver arbejdsløse.

Modsat myten er gældskrisen nemlig ikke opstået alene på grund af overforbrug. Tværtimod havde flere af de lande, der i dag balancerer på kanten af kollaps, sundere statsfinanser end Tyskland i 00’erne. Irland er det ekstreme tilfælde:

Fra en gæld på 25 procent af BNP i 2007 er gælden eksploderet til nu over 110 procent af BNP, alene på grund af redningspakkerne til de irske spekulationsbanker.

Hvis politikerne havde haft modet til at stille kontante modkrav, eller ligefrem havde ladet de mest fordærvede banker falde sammen, ville Europa i dag stå med mange andre muligheder end at spare.

Besparelserne gør kun ondt værre. EU-landene er i gang med at trække sig selv ned i en lavvækstfælde, hvor de stadige besparelser vil mindske efterspørgslen og investeringerne og dermed aktiviteten; en ond spiral af stigende ledighed.

Forslaget fra den tyske kansler, Angela Merkel, om at traktatfæste en strammere budgetdisciplin i eurozonen vil ikke hjælpe, skønt det kan være svært at se et alternativ i den aktuelle situation.

Risikoen er, at hvis manøvrerummet indskrænkes, ja, så vil EU-landene fremover får endnu sværere ved at gennemføre større samfundsreformer, investere i konkurrencekraft og modvirke lavkonjunkturer med f.eks. offentlige anlægsprojekter.

LÆS OGSÅ EU-ledere ser hinanden i øjnene på skæbnedag

Før eller siden skal vælgerne nemlig også tages med på råd. Og her er det værd at lytte til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som i går udtalte her til avisen:
»Det er dybt tragisk for Europa, at Merkel og Sarkozy på denne meget udemokratiske måde vil tvinge deres konservative tanker igennem. Jeg tror, at de undervurderer, hvor farligt det her er. Befolkningerne vil ikke finde sig i det«.

Nyrup ved om nogen, hvad topstyrede sparetiltag kan få af boomerangeffekter.

Afpresningen fra banksektoren – med de i Irakklassen løgnagtige påstande om, at de var »too big to fail« – har medført, at resten af samfundsøkonomien er brudt sammen. De mest skrøbelige økonomier i Sydeuropa har ikke længere råderum til at sparke gang i de industrier, som måske ville kunne skabe lidt tiltrængte job.

Boomerangen hænger i luften. Det kan blive ødelæggende for opbakningen til det europæiske projekt, hvis stats- og regeringscheferne ikke snart skifter prioriteter og begynder at sætte hensynet til jobskabelse over bankernes blackmail.

Hverken de fantasillion-dyre redningsplaner til bankerne eller de nye forslag til traktatændringer vil i sig selv skabe job. Europa vil gå fuldstændigt i stå, hvis politikerne ikke snart sætter aktiv jobskabelse øverst på dagsordenen. OECD’s seneste prognose er dyster: Væksten vil falde i de kommende år, og de europæiske lande tegner til at sakke stadig længere bagud.

Mest bekymrende er dog, at politikerne, især på venstrefløjen, slet ikke er i gang med at diskutere reel jobskabelse.

Paradoksalt nok kan europæiske politikere begynde at søge inspiration i Amerika: Præsident Obama holdt forleden en sjældent indigneret brandtale i Osawatomie, Kansas, hvor han fulgte op på Teddy Roosevelts klassiske ’New Nationalism’-tale fra 1910.

LÆS OGSÅ USA's banker advares mod smitte fra EU's fem værste lande

Her i slutningen af sin måske eneste præsidentperiode – hvor Obama selv har svigtet monumentalt ved ikke at stramme reguleringen af finanssektoren – har han fået øjnene op for de sociale konsekvenser af bank-korrumperingen.

Blandt mange stærke passager om øget ulighed i USA sagde Obama: »Dette er ikke bare endnu en politisk debat. Det er det skelsættende emne i vor tid. Det er knald eller fald for middelklassen«.

Præsident Obama gik så langt som til at erkende, at politikerne havde handlet moralsk, politisk og socialt forkert i de senere år ved kun at favorisere bankverdenen.

Nu skal det handle om job. Hvornår kommer den erkendelse her til Europa?