»Jeg tror, de er kommet for at se Carson«, siger en kvinde.
Der er seks timer og 21 minutter til verdensstjernen går på scenen.
Det er Louisiana Literature. I seksten år har den forlængede weekend samlet hypede danske og internationale forfattere i Humlebæk. Der kommer tonsvis af mennesker, der læser bøger. Og også mennesker, der gerne vil være nogen, der læser bøger.
Det er et af de få tidspunkter, hvor intellektuelle og introverte forfattere får noget, der minder om rockstjernestatus.
Den status har amerikanske Anne Carson. Hun er 76 år og syg med Parkinson. Derfor er hendes optrædener blevet sjældnere. Og endnu mere eftertragtede.
Vi er taget med til årets sidste store havefest i Nordsjælland. Det er sommerens afslutning. Og introfest til bogåret, der allerede så småt er i gang med friske udgivelser. Hvem kan samle de længste køer? Og hvad er det egentlig, folk er villige til at stå gennemblødte i regnen for?
Måske er man en måge
Nogen har omsider givet Gud besked om at slukke for bruseren, og Louisiana-solen lyser på festivalgæsterne på pladsen.
En af dem er Karen. Hun er kommet fra Karise med den »rullende lænestol«, som er dét, hun kalder toget. Hun havde egentlig bare tænkt sig at »smage« på dagens program.
Det gør hun i Villateltet, mens hun betragter den danske forfatter Christel Wiinblad, der sidder på scenen i bare ben og plysvest og taler om sine seneste bøger ’Word’. Og ’Wings’. Og bjergtager publikum med sine svar:
»Måske er man en måge. Hvor heldig kan man være?«.
Foran softiceboden sender to danske forfatterkollegaer hinanden et par indforståede vink. To piger ligger med store solbriller i græsset og taler om highlighter.
Køen til den britisk-ungarske David Szalay slanger sig rundt og rundt og rundt. Forfatteren har fået Booker-prisen for bogen ’Flesh’, men den er endnu ikke oversat til dansk.
»Hver gang jeg ser en kø, tænder det altså lidt en FOMO i mig«, siger en kvinde i mønstret nederdel.
»Hvorfor står de der? Hvad er det, man går glip af?«.
Klokken 15.00 forsvinder køen ind mod koncertsalen. Og så kommer en anden til syne. Carson-køen, der havde gemt sig inde i David Szalay. Som et tog kan gemme sig bag et andet.
Forrest sidder Kristiina. Hun har engang haft en diskusprolaps og har derfor fået en stol at sidde på af vagterne. Hun er finsk, og i tasken har hun ’Punaisen omaelämäkerta’. Det er finsk for ’Selvbiografi i rød’, et af Carsons hovedværker.
Kristiina er bogens finske oversætter. Finske ord er meget lange, siger hun. Derfor overvejede man at udgive bogen i et særligt stort format.
Hun er taget fra Helsinki til Humlebæk bare for at se Carson i levende live. Hendes mand er ved at hente to fadøl.
»Du kan stadig nå det«, siger hun. Og smiler.
Ingen må høre strålen
Bag Parkscenen er der fortsat kø til toiletvognene. Det er her, en mand konstaterer, at Louisiana Literature må være en af de få festivaler, hvor man ikke tør tisse i en busk.
»Det er så civiliseret her, at man er bange for, at nogen kan høre strålen«, siger han.
To timer og 13 minutter før Carson går på, spørger en kvinde med røde hornbriller: »Har vi en chance?«.
På vej mod køen til fadøl siger en skaldet mand på engelsk: »I’m a bit overwhelmed. I might be leaving now«.
59 minutter inden Anne Carson, står en kvinde i blomstret top og siger højt til sin veninde:
»Jeg prøver at bevare optimismen«.
23 minutter før kommer en ung pige hen til de forreste i køen.
»Ej, nu spørger jeg lidt dumt«.
»Men er det her køen til Anne Carson?«
Der himles.
Lidt Jurassic Park
De mest dedikerede havefestgæster ved, at der er ’Magi i Søhaven’. Det er titlen på programmet for den punkede lillesøsterscene, hvor forfatterne har fået frie tøjler under trækronerne.
»Det er lidt Jurassic Park hernede«, siger en kok, der er blevet hyret ind til at lave fladbrød. Han har ikke kunnet tage imod betalinger den seneste time. Og tror det er på grund af belastningen på mobilnettet.
En dansk forfatter fortæller, at han for år tilbage – som debutant – blev interviewet af Mikael Bertelsen.
»Dengang stod de altså i kø for at få min autograf«.
»Men da jeg var nede i Arnold Busck en måned senere, kom der ingen«.
Olga Ravn åbner ballet. Sammen med sin sekt, klædt i brudeslør, udfører hun et ordløst ritual til bragende klassisk musik. Der er en, som hvisker: »Man har ingen anelse om, hvad der foregår«.
Klokken 21 på Villascenen går Claus Hempler på til klapsalver fra alle de gæster over 50, som ikke er gået i seng endnu.
Klokken 22.02 er der stadig liv i Søhaven. Dem, der tidligere på dagen gik forgæves til Anne Carson, holder fast i håbet:
Festivalen har nemlig programlagt et ekstranummer med amerikaneren: Tyve minutters oplæsning.
Så klokken 22.10 er hun på igen. I joggingbukser, løbesko, rødt slips og lang habitjakke.
»Im trying to appear loveable«, siger hun med stoneface. Og giver sig dernæst til at læse det galgenhumoristiske digt:
’Saturday night as an adult’.
Og sådan ender fredagens store havefest i Nordsjælland.
