Pige, træd varsomt, thi scenen er skrå, ønsk dig ej det, som du aldrig kan nå. Alt, hvad du tror, er så yndigt og smukt, blegner og falmer, når lyset er slukt.

Kai Normann Andersen og Ludvig Brandstrups gamle revyvise ’Pige træd varsomt’ fra 1926, der handler om teatrets lokkende verden, har sjældent været mere sand end nu.

Det kan godt være, at livet på teatret umiddelbart er dragende, men scenen er skrå, og udefra set falmer det hele lidt. Desværre er teatret tilsyneladende falmet ekstra meget i år.

For teaterfolket har de senere års julestatistikker mildt sagt været deprimerende læsning, og sæson 2010/11 er ingen undtagelse. I går lød det fra Danmarks Statistik, at antallet af solgte teaterbilletter i år er faldet med 171.000 til 2,6 millioner, og eftersom antallet af forestillinger faktisk er øget, er resultatet uundgåeligt: flere tomme sæder – og tomme pengekasser hos teatrenes kasserere. Faktisk er antallet af solgte billetter det laveste nogensinde.

LÆS OGSÅPolitisk aftale skal sikre kvaliteten på Det Kongelige Teater

Spot til skade føjes der med meddelelsen om, at de små provinsteatre uden direkte statsstøtte har solgt 15 procent flere billetter end sidste år. Det fører nødvendigvis til, at storbyernes teaterkunst, der modtager flest af skatteborgernes penge, har det endnu dårligere, end den samlede statistik ellers lader ane.

Teatrene kæmper altså i disse år en svær kamp. Man kan vende og dreje teatrenes udfordringer endeløst, men den tid, hvor middelklassens foretrukne kunstart udspilledes på ’duarderet’, er tilsyneladende forbi. Et besøg på de traditionsrige teatre giver da også allerede i foyeren et vink om forklaringen.

Der er en stor dominans af gråhårede mænd og kvinder, og den løbende fornyelse af publikum, der er en helt afgørende forudsætning for, at teatrene kan overleve på sigt, har ikke rigtig indfundet sig.

Der forsøges ganske vist med en slags nyudvikling, bl.a. med endeløse rækker af såkaldte teaterkoncerter, men spørgsmålet er, om valget af kopimusik, der på udvalgte scener sælger mange billetter, ikke blot dækker over, at det egentlige billetsalg til den egentlige teaterkunst er skredet endnu mere, end statistikken tyder på.

Det er givetvis god underholdning for mange at se og især høre skuespillere forsøge sig som sangere, men for en kunstart, hvis udøvere engang hørte til landets mest feterede stjerner, må det nu engang virke en smule patetisk at skulle have kunstigt åndedræt af Gasolin’-kopier, Anne Linnet-wannabes eller Beatles-kloner.

LÆS OGSÅKulturpinger til ny minister: »Giv os nogle los i røven«

Er der endelig lidt nybrud, sker det på intimscener med skrabede budgetter, og det løfter sig sjældent op til egentlige, gedigne publikumssucceser. Det er næppe herigennem, teateret som debatskaber positionerer sig.

Billetsalget antyder, at det er nødvendigt med nye tiltag på teatrene for at få nye generationer i tale. Man kan naturligvis gå samme vej som Betty Nansen og sætte billetpriserne ned for at få lidt flere folk på sæderne, men det gør langtfra hele forskellen.

Det er nemlig ikke alene den økonomiske krise, der afholder folk fra at gå i teateret, for faldet i billetsalget har været i gang siden slutningen af 1990’erne. Man kunne f.eks. forsøge sig med en mere kunstnerisk vej og begynde med at droppe vanetænkningen og utilgængeligheden og bruge teatret mere aktivt som en stemme i samfundsdebatten.

Man kunne arbejde med nye former for pr, satse på publikumsudvikling og sørge for, at det bliver nemt at købe billetter til de københavnske teatre. Der skal nok en revolution til, hvis almindelige danskere i aldersklassen 30-50 igen skal synes, at en betydelig del af husholdningens budget skal investeres i to teaterbilletter, drinks i pausen og en barnepige.

LÆS OGSÅUffe Elbæk: Hellere lukke institutioner end skære bredt

Desværre er der ikke umiddelbart udsigt til store udefrakommende ændringer på teaterområdet trods behovet. For halvandet år siden fremlagde Teaterudvalget en grundig rapport om teatrenes udviklingsmuligheder, og den kaldte på radikale forandringer af teatermiljøet.

Først blev rapporten sparket i udvalg, fordi teaterfolkene ikke kunne blive enige om noget som helst, men denne sommer indgik Folketingets partier så en bred, ny aftale på området. Den kan i bedste fald beskrives som laden stå til, så det er altså ikke fra nye politiske rammer, den livsnødvendige kvalitetsforbedring skal komme. Forandringen må komme indefra, hvis teatrene igen skal kunne tænde de røde lamper.

Ja, scenen er skrå, som Normann Andersen og Brandstrup skrev, men derfor kan man jo godt »ønske sig det, som man aldrig kan få«.