Der rystes i denne tid på hovedet ad en socialdemokratisk statsminister, som ikke kan holde sine løfter.

Millionærskat, lovede hun. Efterlønnen skulle bevares. Der skulle indføres skat på finansielle transaktioner. Velfærdsudgifterne skulle op. Etc. etc. etc.

Men hvad fik vi ifølge kritikerne? Løftebrud! Løftebrud! Løftebrud!

De, der holder mest regnskab med løftebruddene og fraværet af socialdemokratisme, er pudsigt nok skribenter fra Cepos & omegn og borgerlige politikere, som ellers ikke drømmer i røde farver.

LÆS OGSÅKommentatorer: 100 dage med oprydning og løftebrud

I forgårs udtalte Peter Christensen fra Venstre, at det »er endnu et løftebrud af en enorm størrelse«, når Thorning skærer 1,6 mia. kr. mere i det offentlige forbrug end Løkke. Med andre ord: Det er et problem, at regeringen er mere økonomisk ansvarlig end VKO? Den lader vi lige stå et øjeblik.

Krisen spiller naturligvis ind, men hovedforklaringen på fraværet af socialdemokratisk politik i 2012 er banal: Danskerne er borgerlige. Og de stemmer borgerligt. Som de næsten altid har gjort.

Ved valget i september fik venstrefløjen i ordets bredeste betydning – S, SF og EL – langt under halvdelen af stemmerne. Sammen med det borgerlige parti Radikale Venstre havde man flertallet i fem minutters tid. Nu er det væk.

LÆS OGSÅVilly Søvndal erkender ansvar for løftebrud

I disse dage er det borgerlige forspring øget og stort – 55 procent af danskerne stemmer til højre for de radikale. På intet tidspunkt i nyere tid har de røde været bare i nærheden af at have flertal i en meningsmåling. Det er der intet nyt i. Faktisk er det snart fyrre år siden, der har været rødt flertal.

Ja, helt siden tirsdag 4. december 1973, da en specialarbejder ved navn Anker Jørgensen gik til sit første folketingsvalg som statsministerkandidat, har borgerlige partier haft flertallet bag sig. Der har kun været flertal til venstre to gange i Danmark – i 1966-67 og 1971-73.

Men er det ikke sådan overalt i Europa? Næ. Frankrig, Storbritannien, Portugal, Spanien, Tyskland, Italien har haft mange socialist- og Labourledere i spidsen inden for de seneste 70 år, som har siddet på komfortable flertal.

For nylig skrev den herboende svenske forsker Ann-Sophie Dahl en bog, ’Matadorlandet – det borgerlige Danmark’, om det fascinerende folk i Norden, der i dag og historisk har været markant mere borgerlige i deres holdninger end f.eks. svenskerne.

Konsekvensen er pudsig: For når Cepos & omegn raser mod ’den socialdemokratiske danske velfærdsmodel’ og mod alt det der socialdemokratiske beton, så tordner de altså mod en samfundsmodel, der er bygget op under solide borgerlige flertal i parlamentet og i befolkningen.

Undskyld, men det er da imponerende, at det så alligevel er lykkedes socialdemokrater at få så stor indflydelse på samfundsudviklingen – og på eftertidens vurdering af den – at man i dag ligefrem taler om en ’socialdemokratisk velfærdsmodel’, ikke?

Tænk at bygge en universel, skattefinansieret, lighedsorienteret samfundsmodel op – på trods! Når socialdemokratiske politikere historisk har haft held til at præge samfundsudviklingen, skyldes det ikke mindst evnen og modet til at argumentere stærkt og overbevisende over for modstandere i den borgerlige lejr.

Kort sagt: en selvtillid i forhold til at udfordre det borgerlige Danmark og tingenes tilstand. At turde argumentere i stiv modvind.

Mere af det i de kommende år, tak! For efter ti år med en forandringsangst stopregering (VKO-stop for indvandring, skat, velfærd, reformer) skriger velfærdssamfundet på reformer og en gennemgribende omkalfatring af samfundsøkonomien i en grøn, bæredygtig retning.

Men her er kerneproblemet: Kan og tør Socialdemokraterne anno 2012 stå i spidsen for reformer og forandring? Er bevægelsens historiske kamplyst intakt? F.eks. i principielle sager, hvor man risikerer at udfordre vælgere og borgerlige dogmer, som med betalingsringen?

LÆS OGSÅThorning fortryder isolation i sort tårn

Hmmm ... Desværre afslørede 00’erne en vis træthed og afmatning, når det gjaldt den politiske agitation.

Her førte socialdemokrater politik efter devisen ’Bjarne fra Herlev, som vi tabte til VKO i 2001, skal hjem’, og man havde mere blikket stift rettet mod, hvor den offentlige – borgerlige – mening var flyttet hen end på selv at flytte den på områder som boligskat, værdipolitik mv.

Det er dét, og ikke løftebrud, der er Socialdemokraternes egentlige problem i disse år: frygten for at agitere i modvind.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken