Hylekoret fra Det Kongelige Teater bringer den gamle fremskridtsmand Kristen Poulsgaard i erindring og hans nordjyske ord om, at »Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet«.

Pølsemanden ville skære på statsstøtten til voksne mænd, der springer badut i lange underbukser.

Det var dengang.

Mens tusindvis af produktionsarbejdspladser lige nu er ved at blive nedlagt i randen af Udkantsdanmark, fra Munkebo over Varde til Aalborg, har nogle få professionelle drama queens fået sat en dommedagsfortælling i scene.

Og kunststykket virker: I dag vil selv de borgerlige bondeoprørere bevare finkulturen inde i Kongens København.

Men koreografien vender også den anden vej. Forholdet mellem Nordjylland og København K spejles lige nu. Som et nutidigt modsvar til Kristen Poulsgaard trådte den radikale klima- og energiordfører Rasmus Helveg Petersen forleden frem og sagde til Nordjyske Stiftstidende:

»Aalborg Portland har haft meget høj stemmeføring, men er i denne sammenhæng uinteressante. Det handler om fremtidens arbejdspladser, og det er ikke Aalborg Portland, der under nogen omstændigheder skal udfylde den rolle«.

Eller med andre ord: Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen betonproduktion. Fabrikken Aalborg Portland er i dag Danmarks eneste cementproducent, en grundbestanddel i beton.

Baggrunden er den ophedede debat om S-R-SF-regeringens forslag om højere afgifter på kvælstofoxiden NO{-X}, som risikerer at flytte den danske cementproduktion og tilhørende job til udlandet.

Selv om Rasmus Helveg Petersen hurtigt forsøgte at trække i land på Facebook, som Kristen Poulsgaard også forsøgte i flere medier, kunne det nye radikale folketingsmedlem ikke slette indtrykket af ytringen: Set fra København K hører tungindustrien fortiden til, og politikerne skal ikke stoppe kvæledøden.

Kritikerne af NO{-X}-afgiften, også kendt som ’betonsocialisterne fra Nordjylland’, anført af de tre socialdemokrater Bjarne Laustsen, Orla Hav og Rasmus Prehn, har gjort, hvad de kunne for at bruge de ansatte på Aalborg Portland som statister i et egnsteater, der næsten matcher hysteriet på Det Kongelige Teater. Aalborg Portland er blevet et symbol; et symbol på viljen til at bevare industrijob i Danmark.

De barske konkurrencevilkår betyder, at en isoleret dansk NO{-X}-afgift næppe vil påvirke den samlede kvælstofoxidudledning, snarere tværtimod, da den danske cementproduktion kun vil blive flyttet til lande med ringere miljøkrav.

Spørgsmålet er samtidig, om cementproduktion reelt er så afkoblet »fremtidens arbejdspladser«, som Rasmus Helveg Petersen hævder. DI-direktøren Tine Roed har beskrevet sammenhængen med væksterhvervene enkelt: »Det er jo cementproduktionen, der skal sikre, at vindmøllerne står på et fundament«.

I bogstaveligste forstand er beskidt industri selve fundamentet for den rene teknologi, og derfor er det naivt og fritsvævende at tro, at danske virksomheder kan få succes inden for f.eks. grøn energi, hvis vi som nation ikke også evner at bevare konkurrencedygtige industrijob.

Forestillingen om, at alle borgere i Danmark vil kunne ernæres i fremtiden uden at få skidt på fingrene, er lige så enfoldig som rindalisternes gamle landeværn mod abstrakt og finkulturel kunst.

Som spejlbilleder af hinanden er Rasmus Helveg Petersens verdensfjerne betonmodstand og Kristen Poulsgaards jordnære balletmodstand begge udtryk for en manglende forståelse for koblingen mellem grundlæggende produktion og avanceret nytænkning; mellem top og bund; og mellem folkeligt og elitært.

I dag udgør fornægtelsen af behovet for klassisk industriproduktion i Danmark dog et større problem end rindalismen, ikke mindst fordi de radikale igen sidder på magten – og foreløbig ikke har bidraget til at udvikle en industripolitik, der løfter bunden af arbejdsmarkedet.

Opfattelsen af industri som noget beskidt, uforståeligt og unødvendigt, som politikerne under ingen omstændigheder skal understøtte, minder ikke alene om rindalismen, men bygger også på en fortrængning af, hvordan de varer, som forbruges i Vesten, reelt produceres. Udflytningen af fabrikker til Kina har ikke gjort verden til et renere sted. Tværtimod er forureningen blot blevet eksporteret.

Udfordringen i de næste år bliver at gentænke, hvordan der skabes bedre vilkår for bæredygtige industrijob. I manglen på ideer i Danmark kan inspirationen måske søges hos præsident Obama, der i sidste uge afholdt et ’Insourcing American Jobs Forum’, hvor erhvervsfolk kom med råd til at bringe job tilbage til USA.

Projektet bliver spændende at følge. Præsident Obama har erkendt, at hans genvalg afhænger af industripolitik.

Samme fænomen gælder her: Hvis S-R-SF ikke får held med at skabe titusindvis af nye private job i fremstillingsindustrien, også uden for de grønne og fromme brancher, bliver det en kort forestilling.