Kunne man forestille sig, at Dansk Industri indkaldte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti til et møde, hvor partierne fik at vide, at Dansk Industri udelukkende ville støtte partierne, hvis de dannede regering sammen og pegede på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Og kunne man forestille sig, at Dansk Industri havde skrevet et politisk manifest, som de tre partier skulle skrive under på. Og at de tre partier faktisk gjorde det.

Nej, vel. Uanset om nogle af parterne kunne have lyst til at lave en sådan aftale, ville ingen af dem være så dumme at gøre det.

Men hvis de gjorde det, ville man til gengæld være sikker på, at oppositionen ville kritisere aftalen sønder og sammen. Med god grund. En sådan aftale ville være en hån mod den demokratiske proces.

Aftalen er helt gal
Ikke desto mindre er det nøjagtig en sådan aftale, der netop er blevet indgået i Københavns Kommune. Blot med den forskel, at det er LO Storkøbenhavn, der har brugt sin økonomiske magt til at gennemtrumfe en aftale, og med den forskel, at det er de tre partier på venstrefløjen, der velvilligt har deltaget i den demokratiske kortslutning.

I sidste uge underskrev LO Storkøbenhavn, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten en aftale, hvor de tre partier forpligter sig til at konstituere sig sammen, og hvor de tre partier forpligter sig til at pege på Frank Jensen som overborgmester.

LÆS Underskrivning af kommunalpolitisk aftale(eksternt link)

Aftalen er helt gal – ud fra alle betragtninger.

Økonomisk afpresning
Først og fremmest er det stærkt kritisabelt, at LO Storkøbenhavn bruger økonomisk pression til at gennemtvinge en aftale.

Af aftaleteksten fremgår det klart og tydeligt, at LO’s støtte til de tre partier står og falder med aftalen. Her overskrider LO enhver anstændig grænse for, hvordan man kan give partistøtte.

Et er at støtte partier, der fremmer LO’s sag, noget andet er at kræve, at partierne skal opføre sig på en bestemt måde for at få støtte.

Demokratisk kortslutning
For det andet er aftalen en kortslutning af det sunde demokratiske kapløb om vælgernes gunst. Indtil aftalen blev underskrevet, kunne de københavnske vælgere påvirke, hvem der skulle være overborgmester.

Men det kan de ikke længere. Med aftalen nedlage SF’s Bo Asmus Kjeldgaard sit kandidatur til overborgmesterposten. Dermed fratages vælgerne en mulighed for at påvirke valgets udfald.

Svækket overborgmester
For det tredje udstiller aftalen, at Frank Jensen øjensynligt ikke havde mod nok til at kæmpe en åben kamp om overborgmesterposten.

Han foretrak i stedet – med hjælp fra LO’s mafiametoder – at tvinge venstrefløjen til at støtte ham. Hvis Frank Jensen bliver overborgmester, er det på en baggrund, hvor han ikke troede på styrken af sine egne argumenter.

En svag overborgmester er skidt for København.

Blokcementering
For det fjerde gør aftalen det umuligt for venstrefløjen at kritisere VKO-flertallets blokpolitik. VKO-blokken vil nu kunne afvise enhver venstrefløjskritik ved at pege på København.

Dermed har venstrefløjen bidraget til en cementering af den største ulykke for dansk politik: blokpolitikken.

LÆS ARTIKELMinister: Frank Jensen er købt til blokpolitik

Og ja, jeg har set Frank Jensen postulere, at han er tilhænger af et bredt samarbejde. Gid han havde stamina nok til at stå ved sine egne handlinger …

Borgere i anden række
For det femte stiller aftalen de københavnske borgere i anden række. Aftalens syv sider handler nærmest udelukkede om, hvad kommunen skal gøre for sine medarbejdere.

LÆS AFTALENKommunalpolitisk aftale mellem LO, S, SF og Enhedslisten(eksternt link)

Dermed udstiller aftalen, hvordan de seneste års modernisering af den offentlige sektor er gået hen over hovedet på Frank & Co.

Hvor de fleste andre kommuner for længe siden har fattet, at kommunen er til for borgerne og ikke omvendt, viser aftalen, hvordan den københavnske venstrefløj stadigvæk døjer med at sætte borgernes behov først.

LO skyder sig selv i foden
For det sjette spænder aftalen effektivt ben for moderniseringen af fagbevægelsen. Mange har de seneste år vendt ryggen til fagbevægelsen, fordi de følte sig spændt for en bestemt politisk vogn.

Den følelse bliver kun forstærket med aftalen.

Frank Jensens kampagneslogan er ’Respekt for København’. Aftalen er et udtryk for det stik modsatte. Hvis Frank Jensen vil lykkes som overborgmester, bliver han nødt til at række hånden frem mod københavnerne, i stedet for at gemme sig bag lumpne og indspiste aftaler.