Danmark fik sin første politimester i 1682. Han var ikke et rart bekendtskab. Claus Rasch både drak og horede. Han var korrupt som få og slog og straffede, som det passede ham. Det samme gjorde hans betjente. Seksuelle overgreb og lystvold hørte til dagens orden.

Når betjentene først var i nærheden, kunne borgerne i Enevældens København aldrig vide sig sikre. Ja, faktisk kunne politiets tilstedeværelse kun betyde én ting: at man blev utryg.

Siden er der som bekendt sket en del. Ikke bare med politiets gøren og laden og moralske habitus, men også med borgernes syn på politiet. Politietaten er i dag dén offentlige institution, danskerne har absolut størst tillid til. Sådan har det været, siden man begyndte at foretage den slags tillidsmålinger.

Vi stoler på betjentene, ja, de fleste føler sig ligefrem trygge, når betjentene kommer ridende, kørende eller gående. Politiet virker for tryghed – og skaber tryghed.

Og hvordan kan nogen så overhovedet få den tanke, at politiet skal skære ned for omkostningerne?

Nu er det da heller ikke alle, der får den tanke. Nok har politiet haft et overforbrug af en anden verden i de senere år, hvor særbevillinger og ekstratilførsler har lunet godt i korpsets kaffestuer.

Politiet løser ikke problemerne
Men da det i weekenden kom frem, at politiet formentlig står til at spare mellem 300 og 500 millioner kroner om året – ud af et budget på ca. 9 milliarder kroner – var både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti klar med flere penge:

»Vi vil ikke være med til en nedgang i betjeningen«, sagde Socialdemokraternes bud på Peter Skaarup, retsordfører Karen Hækkerup.

Dermed skulle man tro, at politiet også denne gang var sikret en plads på samfundets solside. Men sådan kommer det – højst overraskende – måske slet ikke til at gå.

LÆS OGSÅPolitiet skal spare en halv milliard

I hvert fald lød der samme dag nye toner fra politiets traditionelle støtter hos de borgerlige: »Hvis politiet tror, at det har et sugerør lige nede i statskassen, må det tro om«, lød det f.eks. fra Venstres retsordfører, Kim Andersen.

Det er da klar tale – og tak for det. Der er nemlig brug for et opgør, et nyt syn på samfundet – og en klar erkendelse af, at det udelukkende er udtryk for symptombehandling, når vi sender politiet i aktion: Politiet løser ikke problemer, det standser dem blot midlertidigt.

Vi er blevet lullet i søvn af sangen om, at det kun er mere og bedre politi, som kan skabe tryghed i et samfund. Vi er – i risikosamfundet – blevet gidsler af vores egen følelse af tryghed. Og det ved politiet. Det er derfor, dets talsmænd bevidst bruger befolkningens utryghed som rambuk for flere penge.

Truer med utryghed
Tag nu f.eks. ordlyden af denne tidligere annonce for Politiforbundet: »Jeg savner min politibetjent. Han plejede at færdes på gader og stræder, og hvor der ellers var brug for ham – ikke mindst efter mørkets frembrud«.

I søndags valgte forbundets formand, Peter Ibsen, så endnu en gang at ’true med utryghed’, da han beskrev det som »en nærliggende mulighed«, at besparelser vil gå ud over politiets service af borgerne og bekæmpelsen af kriminalitet.

Naturligvis stopper man ikke kriminalitet med et trylleslag. Men tænk engang, hvor mange praktikpladser og initiativer til fastholde unge i uddannelse man kan få for de mere end 1,3 milliarder kroner, som politiet bare inden for det seneste år har fået i særbevillinger.

Ja, tænk engang, hvor mange SSP-medarbejdere, man kunne ansætte på Nørrebro og i andre betændte bydele, hvis politikerne turde satse på fremtiden i stedet for fortiden.

Det skal blive spændende at se, om vi i Lars Barfoed (K) har fået en justitsminister, der tør satse på forebyggelse og udvikling frem for strafkultur og afvikling.

For dette taler, at man nu skal helt tilbage til Lene Espersen for at finde den hovedansvarlige for den omkostningstunge politireform. Denne kan med andre ord ikke være Lars Barfoeds dårlige samvittighed. Imod taler, at utrygheden måske også har fået tag i Lars Barfoed?

Det skal blive spændende at se, om vi har fået en justitsminister, der tør satse på forebyggelse og udvikling frem for strafkultur og afvikling