Regeringen har ikke tænkt sig om, når den vil åbne en ambassade i De Forenede Arabiske Emirater for at styrke handelen – og samtidig vil lukke vores ambassader i Jordan og Algeriet, fordi det er blevet dyrt at sikre dem mod terror.

Ren kortslutning, ren Holberg.

LÆS ARTIKELDanmark lukker fire ambassader

Hvis de seneste års tegningkrise i forholdet til den arabisk-muslimske verden burde have lært os noget, er det, at samarbejde, dialog og direkte forbindelser er den eneste nøgle til at afmontere konflikten.

Tegningballaden var rent guf for voldelige, totalitære og blot jævnt antivestlige kræfter i Arabien – og for nationalromantiske og fremmedfjendske partier og strømninger her hos os.

Ekstremt kortsigtet
Men krisen viste heldigvis også, at der både i den arabiske verden og her er en vældig interesse for et samarbejde. Faktisk har det været muligt at fortsætte et mylder af dansk-arabiske samarbejdsprojekter på trods af den em af fjendtlighed, der i politik og medier har forpestet forholdet mellem de to verdener.

Regeringen siger, at den vil fastholde sit ’arabiske initiativ’ -- samarbejdsprogrammet -- men vil altså hellere ha’ en ambassade i De Forenede Arabiske Emirater, hvor der er penge at tjene.

Det er ekstremt kortsigtet.

Bevares, der skal nok være penge at hente i Abu Dhabi og Dubai, så længe olien flyder og regimerne i de to kongedømmer magter at fortsætte deres koldsindige udnyttelse af de indvandrere, som udgør 85 procent af befolkningen, men savner politiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Det er næppe noget, regeringen har tænkt sig at stikke sin næse i. Men hvis regeringen og Danmark vil holde sig orienteret om, hvad der foregår i den arabiske verden, og vil støtte en udvikling af civile og verdslige samfund på de kanter, er det ikke i De Forenede Arabiske Emirater, det foregår – allerede fordi de ikke er befolket af arabere.

Ikke klogt
Nej, det må nødvendigvis ske i lande som Jordan og Algeriet, der begge er midt i en politisk forandringsproces.

De forsøger begge at lægge afstand til politisk-religiøs vold og oplever begge trinvise forsøg på kulturel og mediemæssig liberalisering. Hvis regeringen seriøst er bange for terror, må det være så meget desto vigtigere at dyrke forbindelsen til den såkaldte arabiske gade, altså de folkelige strømninger i den arabiske verden.

Danmark har både en sikkerhedsmæssig og en politisk interesse i at dyrke den arabiske verden. Sikkerhedspolitisk udgør Mellemøsten fortsat en trykkoger, der kan udløse krige og konflikter, flygtningestrømme og terror til bastant risiko for Europa. Danmark har en oplagt interesse i at undgå, at den eksploderer.

Politisk har vi også en interesse i at solidarisere os med naboer, som søger økonomisk liberalisering, politisk demokratisering og kulturel frihed.

Det kræver snarere mere engagement i den arabiske verden, end at vi vender ryggen til.

Det kræver hellere mere fut i det arabiske initiativ end mindre. Og det kræver flere ambassader, ikke færre. Lukningen af de to ambassader i Jordan og Algeriet oser af, at regeringen er ligeglad med arabisk udvikling (efter at VK-regeringen siden 11. september 2001 har hævdet en interesse i at stimulere stabilitet og demokratisk udvikling).

Og prioriteringen af en ambassade i Abu Dhabi viser kun, at vi er mere optaget af hurtige penge. Ikke klogt.