Når historien om de seneste 10 år i dansk politik skal skrives, vil man være nødt til at bruge uforholdsmæssig mange analytiske kræfter på at fortælle om den infame blanding af ideologisering og personforfølgelse, som regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, gjorde til sit kendemærke.

Indtil for få dage siden var det friskeste eksempel på uvæsenet, Søren Krarups (DF) overfald på den dommer i Svendborg, der dømte historikeren Bent Jensen for at forfølge og tilsvine journalist Jørgen Dragsdahl ved gentagne gange at beskylde ham for at være agent for Sovjetunionen under den kolde krig.

Dommeren politiserede, mente Krarup skråsikkert. Hvorfor? Fordi dommeren dømte noget andet, end Søren Krarup og Bent Jensen mente hun skulle.

LÆS ARTIKELDommerformand: Krarups udtalelser er uhyrlige

Søren Krarup er som bekendt mærkeligt nok medlem af Folketinget, så kraftigere ideologisering og politisering af en domstol og den uafhængige retfærdighed skal man lede længe efter.

Lige indtil integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i søndags kastede sig over direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen. I truende vendinger af mafiatypen ’vi ved hvor du bor’, gjorde ministeren Christoffersen klart, at hans institut jo var offentligt støttet.

Ville direktøren kritisere noget i pressen eller i de høringssvar på integrationsområdet, som ministeriet beder instituttet om at levere, så havde han da sin ytringsfrihed til at gøre det. Selvfølgelig.

Personforfølgelser og trusler
Men konsekvenserne af en sådan kritik, kunne Christoffersen jo nok forstå, var, at han var uenig med ministeren og den førte politik. Og det er jo politisering, mente ministeren.

Så det kunne godt være, at det var uklogt at være kritisk og dermed politiserende, hvis man ville bevare sin bevilling og sit gode navn og rygte.

For husk på, hvordan det gik Christoffersens forgænger i jobbet, Morten Kjærum, som DF satte alle kræfter ind på ved navns nævnelse at få fjernet som en af disse rædselsfulde ’smagsdommere’, man ville gøre op med én gang for alle.

Sagen dengang, alle de mellemliggende sager og nu den seneste er udtryk for samme tendens og holdning. Regeringen og dens støtteparti mener at have patent på det politiske i det her samfund.

Kritik er velkommen, men kun hvis den er baseret på den siddende regerings holdning, og altså er en kritik af oppositionen eller af fortidens syndere, alle de røde lejesvende i DR f.eks. Ideologi først, politik dernæst og til sidst, eventuelt, substans.

For at køre den linje har regeringen og dens støtteparti fra første færd taget alle midler i brug. Ikke mindst personforfølgelse og trusler på brødet. Adspurgt direkte i et interview her i avisen, om man skal tie stille, hvis man er uenig med regeringen og ministeren, svarede Rønn Hornbech, at det måtte Jonas Christoffersen da »fuldstændig selv om«.

Hellere det glade vanvid
Men hvis han som ekspert ikke kan finde ud af at være ekspert uden at »politisere« – det vil sige være uenig – så kan ministeren ikke »bruge det til noget«.

Og hvorfor skal han så have sin løn og instituttet sin støtte? Hvis den øverste ansvarlige for området ikke kan bruge hans kritik til noget?

Måske burde man besvare regeringens personforfølgelse med samme mønt. For Rønn Hornbech er, som mange har bemærket, et enestående eksempel på den personlighedsforandring, der kan ske med et menneske, når det får embede.

Som folkevalgt var Rønn Hornbech berømt for sin integritet og sit mandsmod. Som minister har hun gang på gang indvilliget i at indtage det stik modsatte synspunkt af, hvad hun engang havde.

Og nærmest i desperation opført sære mummespil eller er kommet med hidsige udfald som det i søndags. »Jeg indrømmer aldrig noget«, som hun siger her i avisen. Nej, så hellere det glade vanvid.

Den side af sagen er nærmest morsom. Det kan man ikke sige om ideologiseringen, der kaster vrag på alle traditioner i dansk politik for at høre på kritik og uenighed uden at true med magtens sidste middel: den rå magt selv. Vi er i denne regerings sidste fase, det er tydeligt.