Det siger sig selv, at der er meget, der må holdes skjult, når man fører krig. Det modstående hensyn til dette både legale og selvfølgelige hemmelighedskræmmeri opstår, fordi borgerne i demokratiske stater i sidste ende er dem, der skal afgøre, om krigen skal føres (her tænkes på alt andet end gammeldags forsvarskrige, der giver sig selv).

I det daglige kan ansvaret for krigen overlades til kæden af generaler, ministre og parlamentariske kontroludvalg. Men når krigen bliver lang og besværlig, er det i sidste ende vælgerne, der afgør, om den skal fortsætte.

Der skal altså findes en balance mellem de militære sikkerhedshensyn og offentlighedens krav på at få besked. Den balance er for det meste – også i demokratierne – faldet ud til militærets fordel.

Indtil Vietnamkrigen havde myndighederne et patriotisk informationsmonopol, til krigen var overstået. Efter Vietnamkrigen, hvor tv for alvor blev sluppet løs, generobrede myndighederne hurtigt kontrollen – til dels med nye og mere åbne, men altså stadig kontrollerende kommunikationsformer.

Offentliggørelse står ikke til diskussion
Ugens store lækage af USA’s rå data om Afghanistankrigen illustrerer, at magtbalancen lige nu for alvor er ved at tippe i offentlighedens favør. Kombinationen af digitalisering, internet og frie medier udgør en cocktail, som selv Pentagon har meget svært ved at stille noget op over for.

Så snart et dokument foreligger i digital form – og sådan fødes alle dokumenter nu til dags – er det kun et klik væk fra internettet, og dermed en næsten universel og ukontrollabel spredning.

Bemærk dog, at de frie medier stadig er uundværlige. Hvis Wikileaks ikke havde samarbejdet med New York Times, Der Spiegel og Guardian, havde lækagen ikke fået noget, der ligner den samme gennemslagskraft. Internettet er uoverskueligt, og data derude har store troværdighedsproblemer.

De tre seriøse medier leverer bearbejdning og troværdighed. Wikileaks tager i realiteten ansvaret for offentliggørelsen, udgør en buffer, så medierne ikke engang behøver at kende deres kilde, og unddrager sig i praksis national lovgivning ved at eksistere i et virtuelt rum, fordelt på servere i de mest liberale lande.

Mediernes medvirken betyder også, at der har været en ganske omfattende dialog med myndighederne før offentliggørelsen. Både medierne og Wikileaks har fjernet navne og taget andre hensyn til soldaternes sikkerhed før offentliggørelse. Men selve offentliggørelsen står ikke længere til diskussion.

Mediernes afgørende kvalifikation
Vi så helt den samme mekanisme i Danmark i forbindelse med forsvarets forsøg på at nedlægge fogedforbud mod jægerbogen. Kombinationen af Politikens beslutning om at trykke bogen og dens øjeblikkelige spredning på internettet fik byretten til at sige nej til en anmodning fra forsvaret, som dommeren ellers utvivlsomt havde efterkommet.

Det kan virke provokerende, at mediernes vurdering af, hvad det er forsvarligt at offentliggøre – for slet ikke at tale om Wikileaks’ – går forud for de militære myndigheders eget skøn (at de operative militære myndigheder, jægerkorpset og Hærens Operative Kommando, dengang ikke støttede ministeriets og Forsvarskommandoens censurforsøg, er en anden sag).

For militæret er jo i sagens natur langt mere sagkyndigt end medierne, når det gælder militære forhold. Svaret på det paradoks er, at medierne har én afgørende kvalifikation, der opvejer vores manglende ekspertise: Vi er uafhængige.

Militæret og politikerne har det problem, at det saglige hensyn til at beskytte soldaterne uhyre nemt misbruges til at forskønne en krigsindsats og dermed forlænge en forkert eller udsigtsløs krig.

Historien er fuld af eksempler på, at det i praksis kan koste langt flere menneskeliv, end hvis en enkelt operativ hemmelighed skulle overleve den dialog mellem militær og medier, som vi selvfølgelig i medierne skal være åbne over for – og tage alvorligt (i Danmark er forsvaret endnu ikke helt nået til at tilbyde den).