Øresund er ved at blive forvandlet til et sølvtæppe: Nye tal viser, at dansk økonomi skrumpede med 0,4 procent i sidste kvartal af 2010, mens svensk økonomi voksede med 1,2 procent.

Forskellen lyder måske ikke så stor, men på årsplan udgør afstanden mellem Danmark og Sverige en forskel i økonomisk vækst på over 5 procentpoint af BNP.

Derfor er det ikke overraskende, at økonomer taler om »kinesiske tilstande« på den anden side af Øresund. Med en vækst på 7,3 procent i 2010 – og stærke prognoser for 2011 – står det succesfulde Sverige i skarp kontrast til det dovne Danmark.

LÆS OGSÅ Svensk jubeløkonomi er i kinesisk ekspresfart

Skævvridningen skyldes i vid udstrækning, at Sverige har en større og mere eksportorienteret industrisektor – og ikke mindst en flydende kronekurs, der i de senere år har været historisk lav. Væksten er dog også et resultat af en politisk beslutsomhed, som vi ikke kender i Danmark.

Med statsminister Fredrik Reinfeldt i spidsen har den borgerlige regering gennemført flere kontroversielle reformer og skattelettelser: Dagpengene er beskåret og skattetrykket sænket til 45 procent.

Reinfeldt har ikke brugt tiden på verdensfjerne værdidebatter, men derimod på at gøre alt det, som økonomer og kommissionsrapporter også har anbefalet politikerne at gøre her i Danmark, men som Fogh ikke turde, og som Løkke ikke har evnet at gennemføre. Og mere end det.

Reinfeldt blev genvalgt ved Riksdagsvalget i efteråret – dengang danske politikere beskyldte Sverige for at være en udemokratisk bananrepublik, fordi politikerne ikke ville gøre Sverigedemokraterna til det centrale omdrejningspunkt i valgkampen, på samme måde som Dansk Folkeparti har været det her siden 2001.

Med vanlig sans for jantelov og slet skjulte mindreværdskomplekser har det borgerlige Danmark ikke kunnet få sig selv til at hente inspiration hinsidan, men har i stedet opbygget et fjendebillede af Sverige som et »tavshedens rige«, hvor de konfliktsky middelklassesvenskere ikke tør stå op imod de indvandrende islamister og selvgode feminister, der menes at ville undergrave det gode gamle folkhem.

Taleban-feminister kaldes de fromme og ’politisk korrekte’ i Sverige, der på én og samme tid støtter en liberal globaliseringspolitik med frihandel og mange indvandrere og en hyperhumanistisk ligestillingspolitik med fuldstændig ligeløn.

Begrebet ’Taleban-feminister’ er en hård variant af det danske ’halalhippier’.

Et prototype-eksempel kunne være Malmøs estiskfødte borgmester Ilmar Reepalu (S).

Han havde tilmed den frækhed i sidste uge i Berlingske at kritisere Danmark for at skade vækstmulighederne i Sydsverige, fordi København ifølge OECD klarer sig dårligere end andre nordeuropæiske storbyer: »Danmark har fået et stempel som værende et land, der lukker sig om sig selv, og som er xenofobisk. Det påvirker resten af Øresundsregionen«.

LÆS OGSÅ»Kære bror Sverige, fej for din egen dør først«

For borgere, der har vænnet sig til den politiske debat her i Danmark i de sidste 10-15 år, kan det være svært at fatte, at toneangivende svenskere oprigtigt argumenterer for en liberal indvandringspolitik og samtidig hævder, at en mere åben attitude over for omverdenen kan styrke væksten.

Det er ikke desto mindre holdningen blandt midtersøgende politikere i Sverige, ikke mindst blandt borgerlige.

Selv Jyllands-Postens blogger, Mikael Jalving, der i sidste uge udgav den indædt kritiske reportagebog ’Absolut Sverige’, har ikke kunnet undgå at forholde sig til det svenske wirtschaftswunder.

Jalving citerer den svenske økonom Andreas Bergh fra Lunds Universitet for at sige: »I en vis forstand er politisk korrekthed godt for samfundsøkonomien. Mens andre lande sidder fast i endeløse diskussioner, som f.eks. Danmark, og tilmed strejker, som f.eks. Frankrig og Grækenland, er den svenske konsensus utrolig effektiv rent økonomisk. Midten, den etablerede mainstream, fører til kompromiser, og kompromiser fører til effektivitet«.

De konservative kulturkrigere i Danmark, der ser den svenske cocktail af liberale økonomiske reformer og en liberal indvandringspolitik som et mareridt, er nu blevet indhentet af virkeligheden.

Reinfeldt-regeringen har ført en vækstpolitik, der målt både på borgerlige og socialdemokratiske præmisser har været bedre end VKO-blokkens misregimente. En sund økonomi hjælper folk i bunden.

Skønt den blågule reformfeber ikke har været uproblematisk, skal man leve meget afkoblet fra flertallets hverdagsproblemer, hvis man i dagens verden ikke foretrækker en vækst, der er over tre gange så stor, som tilfældet er i Danmark. Svenske politikere har prioriteret det vigtige.

Danmark kan og skal ikke kopiere alle årsagerne til det svenske boom. Øget indvandring af ufaglærte med ultrakonservative normer er f.eks. næppe en succesopskrift.

Men det er tid til at erkende, at gennemførte reformer er vigtigere end abstrakt værdidebat. Når der skal strammes, er det smartere at gøre det på budgetterne end på udlændingepolitikken.