Den eneste forskel er udtalen.

Den er til gengæld også noget mere eksotisk end på Rådhuspladsen i København.

Susan Petterson beder på syngende skånsk om en »rrrrööd pölse mæ brrröödd« for at stille den lille sult foran Centralstationen i Malmø.

Kort efter ligger én af slagsen i en papbakke foran hende med det velkendte rød-gule tilbehør og en dynge ristede løg.

»De røde er helt klart mine favoritter. Men jeg spiser her altså ikke hver dag«, siger hun undskyldende og tygger færdigt.

Der er hele tiden sultne kunder
Selv om regnen vælter ned denne formiddag, får pølserne ikke lov til at ligge længe i kogevandet i Peter Bengtssons pølsevogn.

Der er hele tiden sultne kunder, der møver sig i ly under halvtaget.

»Det her er faktisk en rigtig dårlig dag. Hvis solen havde skinnet, havde vi haft meget mere at lave«, siger Peter Bengtsson i dampen inde bag ruden.

Han er en af hovedpersonerne i intet mindre end et dansk eksporteventyr. Under navnet Pølsemannen er danske pølsevogne nemlig skudt op i stort tal på den anden side af Øresund de seneste år.

Danskerne vælger pølsen fra
I 2000 havde den danskejede franchisekæde 35 salgssteder – i dag er antallet 55, næsten 60 procent flere.

Omsætningen er steget fra 50 til 80 millioner svenske kroner. Vel at mærke i en periode, hvor danskerne selv i stor stil har valgt pølsevognen fra: På ti år er antallet af pølsevogne i det danske gadebillede faldet fra over 600 til under 100, fortæller Jens Wang Jensen, salgschef i danske Tulip, der ejer konceptet Pølsemannen:

»Svenskerne er vilde med danske pølser. De synes, de smager af mere, og at kvaliteten er bedre end de svenske. Svenske pølser smager jo ikke af noget. Derfor er det vigtigt at signalere, at Pølsemannen er dansk«, siger han.

Pølser uden rejesalat
Dét kan ingen svensker være i tvivl om: Selv ’ø’et’ er bibeholdt på de røde skilte, og i modsætning til de svenske gadekøkkener, der primært sælger hotdogs, serveres Pølsemannens pølser på dansk maner: i papbakke med ristede løg og sød dansk ketchup. Og for guds skyld uden den fede rejesalat, som nogle svenskere på Göteborg-egnen klatter på hotdoggen.

»Men man kan stadig godt få kartoffelmos til. Det holder vi meget af herovre«, siger svenske Pero Kraljevic, der er franchiseansvarlig for kæden.

Og svenskerne har taget de danske pølser til sig. En af dem er Linda Arvidsson, der er ude at shoppe i Jägersrocentret nær Malmø. Hun har netop serveret en udskåret grillpølse for datteren Kajsa på snart to år, der sultent guffer stykkerne i sig fra sin plads i indkøbsvognen.

»Jeg er nu egentlig ikke så vild med pølser. Hverken svenske eller danske. Men Kajsa foretrækker helt klart de danske«, siger hun med et grin.

»For os svenskere er danske pølser noget eksotisk. Da jeg var barn, tog mine forældre mig med på tur til København, og så var det altid en tradition, at man skulle have røde pølser«, fortæller hun.

Svenskerne kan godt lige røde pølser
Robert Lynard, der netop har købt to franske hotdogs til børnene Måns og Disa, er også til rød-hvide pølser:

»De danske smager bare bedre. Der er mere kød i«, siger Robert, der besøger Pølsemannen i centret »en gang om ugen«.

Noget tyder endda på, at svenskernes pølsesmag er blevet endnu mere dansk end danskernes.

40 procent af alle de pølser, Pølsemannen serverer, er nemlig de røde af slagsen. Ifølge Jens Wang Jensen gælder det kun 15-20 procent i Danmark.

En stribe nye 'pølsecafeer
Og i modsætning til Danmark, hvor pølsevogne ofte ligger nederst i fastfoodens statushierarki, forsøger Pølsemannen i Sverige at tage prestige-konkurrencen op med burgerkæderne og pizzeriaerne.

En stribe nye ’pølsecafeer’ i de svenske storcentre er således indrettet med designerlamper, kunstnerisk tapet og trendy møbler, og Pølsemannen ligger nu på en femteplads over de mest kendte fastfood-brands i Sverige.

Netop det stramme forretningskoncept med smarte caféer, rene vogne samt ens menuer er ifølge Jens Wang Jensen en af forklaringerne på succesen. Hvis franchisetagerne ikke følger konceptet, ryger de ud af kæden. Sådan er det ikke i Danmark, hvor næsten alle pølsevogne drives forskelligt af uafhængige pølsemænd.

»Det er vigtigt at signalere, at Pølsemannen ikke er et lavstatusprodukt. At her er rent og ordentligt og gerne også lidt trendy«, fortæller han.

Det har ellers ikke været en dans på røde pølser for Pølsemannen, siden de to idémænd skabte konceptet først i 80’erne. Den rebelske danske pølsevogn har ad flere omgange været en torn i øjet på det strikse svenske system – og dermed på en måde indirekte symboliseret mentalitetsforskellen på tværs af Øresund.

Nyrup vandt pølsekrigen
Dengang krævede det flere års tovtrækkerier med myndighederne, før det overhovedet blev tilladt at sælge mad fra en vogn. Og da tilladelsen endelig kom, og den første pølse i 1986 kunne langes over disken på Södra Promenaden i Malmø, var det uden røde pølser på menukortet. De var forbudt på grund af farvestoffet.

Først efter endnu flere års kamp – og politisk pres fra selveste statsminister Poul Nyrup Rasmussen – blev den røde pølse sælgelig i Sverige i 1993. Aftalen med Nyrups svenske modpart, Carl Bildt, blev fejret med en håndpølse, da de to statsministre mødtes i Norge.

»Det var en gigantisk sejr for os«, husker Pero Kraljevic.

Den dag i dag er Pølsemannen stadig genstand for hidsig debat. Nu i Stockholm, hvor bystyret vil fjerne pølsevognen på det fashionable torv Karlaplan. Det har fået to medlemmer af Rigsdagen til at gå på barrikaderne for Pølsemannen og indsamle underskrifter. Det er foreløbig blevet til mange hundrede.

Men selv hvis Karlaplan skulle miste sin pølsevogn, er der masser af andre byer at erobre, fortæller Jens Wang Jensen.

»Vi mangler jo hele Nordsverige. Det er måske for koldt til pølsevogne, men så må vi ind i storcentrene. Og så skal vi også lære svenskerne at spise bøfsandwich. Med bløde løg. Ligesom i Danmark«.