Annonce
Annonce
Biler

Kommuner giver elbiler nyt liv

Elbiler er nu billigere for kommunerne end benzinbiler, og København fordobler antallet.

Annonce

Elbiler har traditionelt haft ry for at være for dyre, men efter et par års indkøring i Københavns Kommunes bilpark har kommunen haft held til at presse priserne ned.

Det koster nu det samme at lease elbiler som benzinbiler – 2.600 kroner om måneden – men elbilen bruger typisk kun for 500 kroner brændstof mod benzinbilens 1.500.

»Det er enormt opløftende, at elbilerne i dag er det optimale valg, selv hvis man ser det i et økonomisk perspektiv«, siger Morten Kabell (EL), teknik- og miljøborgmester i København.

Han sigter derfor mod at mere end fordoble antallet af elbiler på under halvandet år; fra 124 i dag – mod 162 benzinbiler – til 251 inden udgangen af næste år.

Samtidig er København ved at indgå et indkøbssamarbejde om leasing eller køb af elbiler med andre kommuner og regioner for at holde priserne nede. Foreløbig har 12 meldt sig, blandt andet Region Hovedstaden og Horsens, Holbæk og Herlev.

København bliver frontløber

Den europæiske tænketank Transport & Environment har ikke hidtil set et projekt for elbiler i den skala. Ifølge Cécile Toubeau, der arbejder med grøn transport i tænketanken, bliver København med initiativet en frontløber på området.

»Jeg tror, andre store byer i Europa vil vente og se, om Københavns initiativer virker«, siger hun.

LÆS OGSÅEn elbil halverer din CO2-forurening

Chefkonsulent Susanne Krawack fra den danske tænketank Concito er også positiv.

»Når København køber mange elbiler, betyder det, at mange får erfaring med dem og interesse for dem, og at de bliver set i bybilledet. Men kommuners investering vil altid blot være en start – hvilket der også er behov for nu«, siger hun.

Hun tilføjer, at usikkerheden om, hvorvidt der fortsat vil være afgiftsfritagelse for elbiler efter 2015, »kan blive en showstopper«.

Afgiftsfritagelsen

Københavns Kommune er også meget optaget af afgiftsfritagelsen, og Morten Kabell opfordrer regeringen til at sikre, at den bliver forlænget, for eksempel i forhandlingerne om næste års finanslov.

Det vil klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) dog ikke love.

»Det er ikke noget, vi har taget stilling til i regeringen endnu. Men spørgsmålet er også, om der vil være behov for en egentlig afgiftsfritagelse efter 2015. For noget tyder jo på, at det, vi har ønsket og ventet på, nu virkelig er ved at komme i gang«, siger han.

LÆS OGSÅHer er elbilen, du kan køre uden angst

Ministeren ringer fra Middelfart, hvor det blot har taget 20 minutter at få strøm til at køre 250 km i ministerelbilen.

Nu er det ikke længere et frø, nu er det en spire

Rasmus Helveg Petersen, klimaminister

»Den her ladestation var der ikke for to måneder siden. Så udviklingen begynder at gå meget hurtigt i den rigtige retning. Og det at København og andre kommuner nu kan få en god forretning ud af at vælge elbiler, bringer os jo også klart nærmere vores mål. Nu er det ikke længere et frø, nu er det en spire, som kan blive til et gennembrud og føre os hele vejen frem til grøn transport«, siger han.

Forskellige krav til rækkevidder

Rasmus Helveg Petersen mener dog stadig, at det kan være nødvendigt, at staten med afgiftsfritagelse og lignende instrumenter hjælper med til at give en ny teknologi som elbilen fodfæste.

Han vil nu undersøge, om staten også med fordel kan skifte til leasede elbiler, men påpeger, at staten oftere har større krav til rækkevidden end kommunerne.

LÆS OGSÅLuksusbilen Tesla går ind på taximarkedet

Borgere og virksomheder har ofte også store krav til elbilers rækkevidde. Men økonomien spiller naturligvis også ind, og derfor kan de billigere priser ifølge eksperter også øge interessen her.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce