Annonce
Annonce
Sundhed

Nu skal alle danske børn vaccineres mod leverbetændelse

Fra 15. januar skal børn vaccineres mod hepatitis. Sundhedsstyrelsen var helst fri.

Fra næste uge vil alle børn, der påbegynder det danske børnevaccinationsprogram, blive vaccineret mod hepatitis B, når de er tre, fem og 12 måneder.

Det sker på trods af, at Sundhedsstyrelsen så sent som i 2008 konkluderede, at der ikke er fagligt belæg for at indføre hepatitis B-vaccinen som en del af børnevaccinationsprogrammet, fordi sygdommen er ekstremt sjælden herhjemme.

LÆS OGSÅForældre skal mindes om at få børnene vaccineret

Sagen er, at Statens Serum Institut er løbet ind i tekniske vanskeligheder med at producere den vaccine, børnene normalt får (Di-Te-Ki-Pol-Hib), og en lignende er ikke til at skaffe på det internationale marked.

Derfor bliver Sundhedsstyrelsen nu nødt til midlertidigt at indlemme hepatitis B i vaccinationsprogrammet, hvis man fortsat vil vaccinere danske spædbørn mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og meningitis.

Ingen faglig begrundelse
I foreningen Vaccinations Forum, der arbejder for et oplyst valg, er bestyrelsesformand Else Jensen og kollegerne chokerede over, at man uden videre indfører vaccinen Infanrix hexa for de cirka 60.000 børn født i de sidste måneder af 2013 og det meste af 2014, indtil den almindelige vaccine formentlig kan produceres igen.

»Vi blev forfærdede, da vi fik besked om det, for der er efter vores bedste overbevisning ingen faglig begrundelse for at vaccinere børn mod hepatitis B i Danmark, bortset fra de udsatte grupper, der allerede bliver vaccineret«, siger hun og opfordrer forældre til at drøfte eventuelle bivirkninger ved vaccinen med deres læge inden vaccinationen.

LÆS OGSÅ Flere siger fra over for omstridt vaccine

Formanden for Lægeforeningens lægemiddeludvalg Michael Dupont undrer sig også såre over, at ændringen af børnevaccinationsprogrammet bliver indført uden faglig begrundelse.

»Nu har man i 20 år diskuteret, om hepatitis B-vaccinen skulle gøres til en del af programmet, men konklusionen har hver eneste gang været, at der ikke er nogen grund til at vaccinere danske børn mod hepatitis B«

»Nu kommer vaccinen så alligevel med som følge af en leverandørproblematik, og vi læger bliver bare meddelt det, uden der har været nogen forudgående faglig diskussion. Det virker mærkeligt på mig. Vacciner er jo ofte et ømtåleligt emne i befolkningen, og ved så vidtgående en ændring bør det være lægefaglige overvejelser og ikke en leverandørproblematik, der ligger bag«.

De andre vacciner er vigtige
I Sundhedsstyrelsen forsikrer enhedschef Søren Brostrøm dog om, at der ligger stærke faglige argumenter bag, når man vælger midlertidigt at tilføje hepatitis B til det danske børnevaccinationsprogram.

»Det er ikke, fordi vi ønsker, at alle danske børn skal vaccineres mod hepatitis B fra nu af, men vi står i en situation, hvor vi ganske enkelt ikke kan skaffe en vaccine, der ligner den, vi normalt giver. Vi vurderer, at Infanrix hexa er fuldstændig lige så sikker at give som den, vi normalt giver. Alternativet er, at vi må sætte vaccinationsprogrammet på pause, og det er ud fra et lægefagligt synspunkt helt uforsvarligt«, siger han og henviser til, at de sygdomme, vaccinen ellers beskytter imod - difteri, stivkrampe, kighoste, polio og meningitis - kan være dødelige.

LÆS OGSÅ Sundhedsstyrelsen om udskældt HPV-vaccine: »Jo flere der bliver vaccineret jo bedre«

»Flere af de sygdomme ser vi sjældent i Danmark, men det er jo, fordi vi har et godt børnevaccinationsprogram, der har kørt i mange år. Lige nu ser vi et udbrud af polio i det østlige Syrien, fordi borgerkrigen betyder, at deres vaccinationsprogram er brudt sammen. Det er en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi kører videre med vores program, selv om vi lige nu ikke kan skaffe den vaccine, vi helst vil give«, siger Søren Brostrøm.

I de praktiserende lægers organisation, PLO, har formand Bruno Melgaard Jensen tillid til, at Sundhedsstyrelsen gør det rigtige, når den vælger at lade årgang 2014 vaccinere mod hepatitis B.

»Hvilke vacciner, der skal gives, vil jeg overlade til eksperterne. Jeg går ud fra, at Sundhedsstyrelsen har vurderet den her vaccine som sikker, og lige nu er det jo en nødsituation, hvor det ikke er muligt at skaffe den vaccine, vi plejer at give. Hellere det, end at børnene slet ikke bliver vaccineret«, siger han.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce