Niels Ryde med Bowies guitarist
Naturligvis skal DU op af sofaen og ud til noget herlig Vinterjazz - come on! Februar er et overflødighedshorn af god musik landet over. Er man eksempelvis i køreafstand af Odense, bør man aflægge Dexter en visit allerede i morgen. Ellers kan man nøjes med Nørrebro Jazzklub på lørdag.
Begge dage byder den toneangivende el-bassist Niels Ryde op til særoplevelse i trio med trommeslager Morten Hæsum og en af tidens største jazzguitarister, Ben Monder, der var med til at gøre David Bowies svanesang ’Blackstar’ til så stemningsrig en oplevelse. Monder kan (som Ryde) noget med melodispil, og hans klangmesterskab med elektroniske effekter er i særklasse.




























