Sent i eftermiddags blev der lagt blomster ved Politikens berømte svingdør.

På fjernsynskanalerne stod alle de mennesker, Tøger Seidenfaden tidligere har diskuteret med, og talte smukt, respektfuldt og til tider vemodigt muntert om det moderne Danmarks måske største debattør.

Ude fra gaden kom der mennesker ind for at skrive i den kondolencebog, som måtte findes frem, og da Politikens to nuværende chefredaktører Anne Mette Svane og Lars Grarup klokken 18.00 indkaldte Politikens medarbejdere til en mindehøjtidelighed, kom der medarbejdere, der var stoppet, medarbejdere, der var på barsel og medarbejdere, der var på ferie og orlov ind for at sige farvel sammen med deres kolleger.

»Men vi vil ikke holde et minuts stilhed. Det ville ikke være i Tøgers ånd. Lad os i stedet skåle«, som Lars Grarup sagde. Så blev glassene dæmpet løftet, og der blev grædt lidt, men også smilet vemodigt, og endda grinet, mens der blev læst op af nogle af de mange hilsner, som mennesker fra hele landet sendte ind til Politikens netavis.

»Du var min ven. Du vidste det bare ikke«, skrev Ayse fra København.

»Tøger er nu hos sin skaber, og de får uden tvivl en god og lang sludder. Mine tanker går til Tøgers familie«, skrev Ringsing fra London.

Så mange ord
Bare tre timer efter Tøger Seidenfadens død var blevet kendt, havde 80.000 læst om hans død på Politiken.dk, og knap 30.000 havde læst hans nekrolog på nettet, som var skrevet af Anders Jerichow.

Den var helt i Tøgers ånd. Så rig på ord, at man troede, den aldrig ville stoppe.

Af alle de ord, der er blev skrevet og sagt i dag, er fyrtårn nok det mest brugte. Men også ord som modig, anstændig, intelligent, blændende begavet og irriterende, men savnet gik igen.

Folkeligt intellekt
Næsten lige siden han blev født, er Tøger Seidenfaden blevet betegnet som et intellektuel fyrtårn. Men at hans intellekt var folkeligt, og at han ejede den ægte debattørs evne til at udtrykke sig om det vanskeligste i verden på en måde, så alle kunne forstå ham, vidnede de mange overstrømmende og næsten kærlige afskedshilsner om.

»Hvordan vil du huske Tøger«, spurgte vi om på vores netavis, og her er nogle af de mere end 400 indlæg, der blev indsendt.

NEKROLOGAlle samfund har brug for en Tøger

»Manden med sine meningers mod. Handling følger holdning. Stor humanist. Uddøende race. Ham ville jeg gerne leve op til«, skrev Irene Petersen fra Snekkersten, mens Ole Skovgaard fra Brønshøj skrev om en utrolig dygtig debattør med en fantastisk viden indenfor mange områder.

»En rigtig trist nyhed. Tøger Seidenfaden var en intelligent og modig chefredaktør. Outstanding i Danmark!«, skrev Bjørn Ulrik Larsen fra København, og Lars Nielsen fra Århus tilføjede:

»Stil, klasse, begavelse! Danmarks bedste debattør! Det er en trist dag«.

Mange nye danskere har også følt sig repræsenteret af Tøger Seidenfaden, og Mohammed Ali fra Brøndby skrev:

»Som en fantastisk personlighed med menneskelige synspunkter. En, der havde fredelige og rigtige synspunkter. Hver gang, han var på, følte jeg, at jeg var repræsenteret. En fantastisk DANSKER og meget stort menneske. Jeg så op til ham. Han vil blive savnet. Alt, alt for tidlig død«.

Den irriterende Tøger
»Han kan også være rigtigt irriterende«, sagde tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, da Tøger Seidenfaden i efteråret fik Ebbe Munch prisen, som han var meget glad for at modtage.

Uffe Ellemann mente, at valget af årets prismodtager »vil fremkalde hævede øjenbryn, for ikke at sige stærkt forhøjet blodtryk, adskillige steder i dét danske debatunivers, hvori prismodtageren bevæger sig, og hvor han - som det fremgår af bestyrelsens begrundelse - har gjort sig fortjent til prisen«.

Ifølge Uffe Ellemann fik Tøger Seidenfaden ikke kun prisen for det, han mente, men også fordi han altid mente noget, og fordi det var umuligt at lade være med at forholde sig til ham.

»Nu forholder det sig med en meningsmager, som det gør med en avis: Hvis man ikke en gang imellem bliver så rasende uenig med en avis, at man får lyst til at sige den op, så er den ikke værd at spilde tid på. Og tilsvarende: Hvis meningsmagere ikke besidder evnen til at udfordre og irritere, er de ikke spændende nok. Og her må man sige, at både meningsmageren Tøger Seidenfaden og de aviser, han har været redaktør for i de sidste 20 år, lever op til dette væsentlighedskriterium«.

LÆS OGSÅHer er Tøgers syv store sager

Det er Uffe Ellemann-Jensen ikke ene om at mene. Mange andre opfattede ham på samme måde.

»Grænseløs irriterende - og intelligent! Tøger Seidenfaden var en skarp debattør og et vidende menneske. Mit ægte liberale udgangspunkt gør, at han ofte har irriteret mig grænseløst, men det betyder jo bare, han udfordrede mine synspunkter. Vi har mistet et indsigtsfuldt menneske, der forstod at kommunikere sine synspunkter. Æret være hans minde. Mine tanker går til hans familie«, skrev Hans Jørgensen, og Thomas Rasmussen fra Århus var enig.

»Som en mand, som man kunne blive skide sur på, men som man respekterede højt p.g.a. af hans vid og engagement!«

Niels Henrik fra Gentofte: »Som en person, jeg var hamrende uenig med - om stort set alt. Men nu, hvor han er væk, Gud hvor jeg savner ham. Jeg håber, at han får skrevet en masse kronikker i sin himmel! God vind Tøger! Synd, du ikke blev her længere.«

Et forbillede
I Gentofte har Asger Sæmundsson også været irriteret. Men på den gode måde.

»Jeg var engang frustreret over Politikens beslutning om at publicere Muhammedtegningerne. Jeg skrev derfor et lidt følelsesladet brev til Tøger, jeg var ikke så gammel dengang. Han svarede mig, og vi havde en rar, god brevveksling omkring emnet på trods af mine unge år. For mig har han altid været et forbillede. Og det vil han blive ved med at være«.

LÆS OGSÅAvishistorie: Sådan satte Tøger sit præg på Politiken

Annemarie fra København sendte denne hilsen:

»Et renaissancemenneske, en polyhistoriker, en af de sjældne danskere. En fantastisk debattør, som ubesværet skiftede mellem fransk, dansk og engelsk«.

Fra Vejle skrev Jeppe Søe:

»Tøger var en omfattende mundfuld, der konstant mættede den demokratiske debat. Velvalgte ord kaldte altid på svar, og dermed blev Tøger igangsætter i samtalen. Evig respekt for sine modstandere, talte ikke for at kanøfle, men fordi enhver ytring skaber, hvad det nævner. Kæmpe medmenneskelighed og mod til at sætte trykpressen i gang med ord, der for andre var utænkelige. Tøger gav det usagte liv!«

Absolut Tøger
Her til aften er der købt pizzaer ind, fordi en række medarbejdere på avisen arbejder over. Avisen skal laves, som den altid er blevet lavet. Uden Tøger Seidenfadens indblanding i det praktiske. Nogen avissnedker var han ikke.

I hjørneværelset er alt, som det plejer. Her er ikke rodet og heller ikke sirlig orden. På reolen ligger et par tyrkiske aviser og International Herald Tribune fra 13. december. Et blad fra Amnesty International, hvor der står »Det nye Europa«, ligger på skrivebordet, og nede i reolen står Bjørn Lomborgs »Verdens sande tilstand«.

Politikens store fremmedordbog står der også. Aller nederst ligger »Absolut Tøger«. Den har han selv skrevet, og uden på står han splitter nøgen med en hånd på sin mave. På væggen uden for kontoret hænger et billede af Georg Brandes, og som Monika fra København skrev:

»Kære Tøger, tak for alt. Du var og vil altid være en stor inspirationskilde. Hils Brandes fra mig«.