Et stort mindretal i den danske folkekirke er vrede over udsigten til vielser af homoseksuelle, og fire ud af ti biskopper er i åbent opgør med kirkeministeren om sagen. Den ophedede debat udstiller behovet for at trække klarere grænser mellem staten og kirken og sætter turbo på udviklingen, vurderer flere eksperter. »Vi ser lige nu en historisk krise i fornuftsægteskabet mellem stat og kirke, og vi er på vej mod en separation af en art«, siger analytiker af kirkelige forhold og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard.

LÆS ARTIKEL Hver fjerde nægter at vie homoseksuelle

I sidste uge skrev tre af landets ti biskopper – Henning Toft Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen – i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, at minister Manu Sareen (R) er gået over grænsen for, hvad han kan blande sig i. Sareen har insisteret på, at homoseksuelle fremover skal kunne velsignes i kirken og tilspørges som ægtefæller.

Men kan han bestemme det? Det er der ingen lov, som svarer på. I Danmark har vi ingen kirkeforfatning, der slår fast, hvad kirken reelt må bestemme over. Så længe kirken overholder lovgivningen, er det en uskreven regel, at ministeren ikke blander sig i dens indre anliggender.

»Der er et retligt tomrum. Vi ved ikke, hvem der reelt bestemmer over salmebogen, og vi ved ikke, hvem der kan udarbejde ritualer om begravelse, dåb, gudstjenester og vielser. Det hører til kernen i religionsudøvelsen, og det er noget værre bøvl, at der ikke er klare linjer, så vi får skænderiet hver gang«, siger professor i religionsret ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen.

Kollektiv nej ville ende i højesteret
Hvis man tænkte sig, at alle landets ti biskopper nægtede at lave et ritual for kirkelig vielse af homoseksuelle, vil en højesteretssag faktisk være den eneste måde at fastslå magtforholdet mellem dem og ministeren på.

Så vidt når vi dog næppe i den aktuelle konflikt, for flere biskopper har allerede sagt ja til at lave et nyt ritual, så homoseksuelle kan blive viet. Og hvis ægteskabet skal gælde i juridisk forstand, er biskopperne nødt til at følge ministerens ordre om at bruge ordet ’ægtefælle’, vurderer Lisbet Christoffersen:

»Det er lovgivningsmagten, der bestemmer, hvad et ægteskab er. Hvis regeringen og Folketinget ændrer ægteskabsloven, er biskopperne nødt til at bruge de ord, som står i loven, når de tilspørger folk«, forklarer hun.

LÆS ARTIKELSareen får homoer til at juble og kirkens højrefløj til at skælve Morten Thomsen Højsgaard forudser, at det knagende parforhold mellem en magtfuld stat og en stadig svagere kirke i første omgang vil resultere i en form for kirkeforfatning. Det vil sige, at kirken formelt får selvbestemmelse på bestemte områder og dermed også bliver en politisk størrelse. »Det vil blive værdsat og billiget blandt mange både i og uden for kirken. Store dele af kirken vil gerne være herre i eget hus«, siger Morten Thomsen Højsgaard. »Det er livsfarligt for kirken«