Som ranglet teenager med et anstrengt forhold til autoriteter var tanken om militæret omtrent lige så tillokkende som en rodbehandling uden bedøvelse. Ikke fordi jeg ikke ville bidrage til noget større end mig selv - det ville jeg gerne. Men forestillingen om at passe ind i den kultur, den fysik, den uniformerede ensretning... den føltes fremmed. Jeg overvejede militærnægterlinjen seriøst. Til sidst trak jeg frinummer, og beslutningen blev taget fra mig.
Jeg tænker tit på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

