Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 14. maj. 2012 KL. 03.00

Børnepasning er billig i Danmark

Hver måned betaler danske forældre tusindvis af kroner for daginstitutionspladser. Men det er billigt sammenlignet med forældre i andre lande, viser OECD-rapport.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Forestil dig, at du hver måned skal sætte 27.000 kroner af til at få passet dine børn i de lokale daginstitutioner.

Sådan er situationen for mange familier med to børn i den britiske hovedstad, London, der ligesom resten af Storbritannien er et af de steder i verden, hvor familier bruger den største del af deres indtægter på børnepasning. Billigt er det heller ikke at få passet børnene i Irland eller USA, hvor det er hver fjerde lønkrone efter skat, der ryger videre til daginstitutioner eller en ’nanny’. Det viser en undersøgelse af børnefamiliers vilkår fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Til sammenligning bruger en dansk børnefamilie kun 9 procent af lønnen på institutionspladser og er dermed blandt de billigste blandt OECD-landene.

»Vi glemmer nogle gange, hvor godt det danske samfund er lagt til rette for børnefamilierne. Det er tæske hamrende dyrt at drive daginstitutioner, men det er vi ikke helt bevidste om herhjemme på grund af de store offentlige tilskud«, siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

Store summer
En opgørelse foretaget af Ministeriet for Børn og Undervisning for Politiken viser, at det er store summer, som hvert eneste år gives i støtte til børnepasning.

Den årlige udgift til pasning af et barn mellem 0 og 2 år er 121.200 kroner. Heraf dækker det offentlige 97.300 kroner, mens forældrebetalingen blot udgør 23.900 kroner – i gennemsnit knap 2.000 kroner om måneden. For de 3-5-årige betaler det offentlige 62.100 kroner, mens forældrebetalingen udgør 11.700 kroner – altså knap 1.000 kroner om måneden.

LÆS OGSÅStor regnefejl rammer børnepasning i København

Tilsyneladende har briterne nu fået øjnene op for, at pasningen af børn kan tilrettelægges på en måde, der er billigere for forældrene. Blandt andet er chefanalytiker Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) blevet kontaktet af den britiske ambassade for at fortælle om, hvordan danske daginstitutioner bliver finansieret.

»Vi snakker altid om, hvor meget vi betaler i skat i Danmark. Men vi taler sjældent om, hvor meget vi får for den«, siger han og tilføjer: »Danmark er et af de lande, hvor der bliver passet flest børn uden for hjemmet. Det er uden tvivl en vigtig forklaring på, at så mange danske kvinder er på arbejdsmarkedet«.

Vi er i global konkurrence
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerlige tænketank Cepos minder om, at historien om de lave pasningsudgifter i Danmark ikke kun er rosenrød.

»Når børnefamilierne bruger så få penge på pasning, modsvares det jo af verdens højeste skatter og afgifter. Skatterne er medvirkende til, at vi samlet set arbejder mindre, og dermed mindskes velstanden, som OECD også tidligere har påpeget«, siger han.

Mads Lundby Hansen sætter desuden spørgsmålstegn ved, om ikke daginstitutionerne kunne drives mere effektivt, hvis der var en højere grad af privat finansiering og drift: »Spørgsmålet er i sidste ende, om vi får value for money for de mange penge, vi betaler i skat«.

Jørgen Goul Andersen mener, at den massive offentlig støtte til børnepasningen er en fordel for Danmark i den globale kamp om arbejdskraft.

»Den billige børnepasning er en solid krog i de unge veluddannede familier. Det kan godt være, at du kan få billigere skatter i udlandet. Til gengæld følger der en række andre udgifter med«, siger han.

FACEBOOKBliv ven med Politiken