De blev presset til det yderste.

Aldrig tidligere var så mange soldater blevet såret eller brudt psykisk sammen. Sådan var virkeligheden for de omkring 700 danske soldater på Hold 9, der i seks måneder fra februar til august 2010 opholdt sig i Helmand.

I de foregående otte års krig var i alt 109 soldater ifølge Hærens Operative Kommando (HOK) blevet såret, men under Hold 9 steg antallet voldsomt.

Stort antal hjemsendt
På seks måneder blev 74 såret, og fem soldater døde.

Nye tal viser, at et stort antal soldater desuden måtte hjemsendes på grund af det psykiske pres, mens andre var psykisk ude af stand til at gå patruljer og i stedet blev sat til vagttjeneste.

Soldaterne kæmpede flere steder i dalen nord for hovedbyen Gereshk, men hårdest ramt var Charlie-kompagniets knap 140 kampsoldater på Armadillo-basen.

»Ekstremt kamptrætte«
Ni måneder tidligere var det blevet diskuteret at lukke den fremskudte base, men det skete ikke, selv om Taleban kontrollerede det meste af området.

»I juni 2010 mødte vi ekstremt kamptrætte soldater i Armadillo. Jeg har ikke tidligere set noget tilsvarende. Frygten og angsten for at udløse vejsidebomber var meget fremtrædende«, fortæller militærpsykolog Robert Jonasen.

Han vil ikke forholde sig til basens militære berettigelse.

Forsvaret sendte ham som en del af et kriseteam til Armadillo, efter at en soldat var blevet dræbt få hundrede meter fra porten, og eksploderende vejsidebomber nærmest var blevet dagligdag.

Kunne ikke løse opgaven
Politiken har talt med adskillige soldater fra Charlie-kompagniet, som nu fortæller deres historie om den hårde belastning.

Den 39-årige kaptajn Mads Silberg var en af de erfarne i Armadillo, hvor han var ansvarlig for samarbejdet med civile:

»Soldaterne var fagligt dygtige, og i begyndelsen af missionen var kampviljen stor, men indsatsen havde store omkostninger, og efter min mening viste opgaven sig at være umulig. Vi kunne ikke levere den lovede sikkerhed til de lokale, og derfor hældede de til Talebans side«.

Alene ved Armadillo blev 31 soldater ud af 140 i kompagniet såret og to blev dræbt. Desuden blev 12 soldater fra kompagniet sendt hjem af psykiske årsager, fordi de ikke kunne klare presset.

Lejrens symbolske betydning
Den daværende forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen, har tidligere sagt, at den øverste britiske forsvarsledelse allerede ni måneder før Hold 9’s ankomst til Afghanistan ville have danskerne til at lukke Armadillo for udelukkende at koncentrere styrkerne længere sydpå ved byerne Gereshk og Lashkar Gah.

Forsvarschefen ønskede dog ikke at lukke basen, fordi han mente, at den havde en militærfaglig betydning og en særlig symbolsk betydning i Danmark, fordi det havde krævet store ofre at erobre og holde området.

På trods af de mange sårede og dræbte på Hold 9, mener holdets chef, oberst Flemming Mathiasen, at der på det tidspunkt var god brug for Armadillo, hvor der var placeret artilleri, som støttede Nato’s soldater i dalen.

Desuden fungerede basen som en slags ’bølgebryder’, der skulle genere Taleban, mens danskerne byggede nye baser tættere på Gereshk.

»I den forbindelse havde vi behov for at presse Taleban over hele dalen, så der blev skabt sikkerhed omkring byggeriet«, siger Flemming Mathiasen.

»Det gav ingen mening«
Men ifølge kaptajn Mads Silberg var soldaterne i Armadillo nærmest lukket inde af de mange vejsidebomber.

»Vi var ikke en bølgebryder mod Taleban. De kunne bare gå uden om os. Det gav ingen mening«, forklarer han.

To måneder efter Hold 9 kom hjem, besluttede man at lukke Armadillo, og det skete endeligt i februar 2011.