Danmark har kurs mod rekordfå trafikdræbte

Cykel. En opgørelse fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik viser, at det forventede antal dræbte i trafikken i 2014 ender på 170.
Cykel. En opgørelse fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik viser, at det forventede antal dræbte i trafikken i 2014 ender på 170.
Lyt til artiklen

Trafikåret 2014 ser ud til at blive godt for danske trafikanter.

Den foreløbige opgørelse over trafikulykker viser nemlig, at færre trafikanter dør i trafikken end året før.

En opgørelse fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik viser, at det forventede antal dræbte i trafikken i 2014 ender på 170.

Det er en forbedring fra sidste år, hvor tallet hed 191. Og hvis beregningerne holder stik, så vil tallet være på niveau med 2012, der var året med færrest trafikdræbte, siden man i 1930 begyndte at registrere en samlet ulykkesstatistik.

INTERAKTIV GRAFIK

Interaktiv grafik: Kortlægning af trafikdræbte i 2014 og 2015

»Vi er meget glade for, at det ser ud til, at tallet er så lavt, som det er«, siger Mogens Kjærgaard Møller, der direktør for Rådet for Sikker Trafik.

Også antallet af tilskadekommende ser ud til at falde igen i år, hvor det foreløbige antal er nede på 3.181.

Det tal er faldet fra 3.394 sidste år og har været stødt faldende siden 2004, hvor tallet hed 7.546.

Det endelige fald i antallet af dræbte vil først kunne oplyses, når Vejdirektoratet har modtaget alle oplysninger om dødsulykkerne fra politiet.

Godt nyt til bløde trafikanter

Det er især de bløde trafikanter som fodgængere og cyklister, der pynter på statistikken.

Blandt dem er der for eksempel sket et markant fald i højresvingsulykker i forhold til 2013. Vejdirektoratets beregninger tyder på, at der i 2014 er tale om en reduktion på op til 40 procent i antallet af højresvingsulykker fra 2013.

Også antallet af dræbte fodgængere i tafikken ser ud til at være halveret fra 2013 til 2014. Og det glæder Marianne Foldberg Steffensen, der afdelingsleder ved Vejdirektoratet:

»Tallene viser, at indsatsen betaler sig. Og jeg tror også, at man vil se, at niveauet holder sig dernede«, siger hun.

Også Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet, ser med stor tilfredshed på tallene og er enig, i at en dansk målrettet indsat med blandt andet oplysningskampagner, har reddet trafikanters liv i 2014.

»Vi har virkelig debatteret både adfærd og opførsel i trafikken meget. Og det er jeg helt overbevist om, har hjulpet«, siger Klaus Bondam.

En sammentænkt indsats

Det generelle fald i antallet af trafikdræbte mener både Rådet for Sikker Trafik, Vejdirektoratet, Rigspolitiets Færdselssektion og Trafikstyrelsen skyldes en koordineret indsats mellem organisationerne, mere sikre veje, skærpet lovgivning for spritkørsel, mere kontrol og ny sikkerhedsteknologi.

»I Danmark er vi en lang række myndigheder og organisationer, der arbejder tæt sammen og for mig at se, er det en stor del af årsagen til, at det går så godt herhjemme. Når vi kører en kampagne, bliver den for eksempel altid fulgt op af politikontrol. Man tænker indsatsen samlet«, siger Mogens Kjærgaard Møller fra Rådet for Sikker Trafik.

Det er blandt andet sket i Kampagnen 'Kom sikkert hjem', hvor der sættes fokus på spritkørsel, der fra 2009 til 2013, kostede 219 mennesker livet. Her fulgte politiet efter kampagnen op med kontroller af netop spritkørsel.

»Vi ser også, at bilerne begynder at blive mere og mere sikre. Og det, tror jeg også, vil føre os et kvantespring længere frem. For eksempel biler som har udendørs airbag og nye bremseteknologier, og som hjælper mennesket der, hvor det fejler«, siger han.

Han tror, at det også vil hjælpe, at politiet i det nye år får 100 nye biler med automatisk hastighedskontrol, og politiet derfor får mulighed for at lave endnu flere fartkontroller.

Trafiksikkerhedskommissionens satte i 2012 målet om, at antallet af trafikdræbte skulle ned på 120 i 2020. Og det mål, mener Mogens Kjærgaard Møller, er muligt at nå.

Overhalet af svenskerne

Rådet for Sikker Trafik mener, at det netop er den koordinerende indsats fra mange forskellige instanser, der gør, at Danmark også ligger blandt de fem bedste lande set i en europæisk sammenhæng.

Her bliver vi for eksempel i 2013 overgået af svenskerne. Og det mener direktør for Cykelistforbundet Klaus Bondam skyldes, at svenskerne blandt andet er bedre til at indsamle og analysere data fra ulykker i trafikken.

»Regionerne siger, at de godt kan skaffe den slags data, men at det vil koste penge«, siger han.

Hos Rådet for Sikker Trafik mener man også, at mere og bedre brug af viden omkring ulykker, kan hjælpe tallet under 170 dræbte i trafikken næste år.

»For 170 er stadig 170 for mange, men set i europæisk sammenhæng er det virkelig et flot niveau. Men når man tænker på, at der sidder nogen og mangler de her mennesker her til jul, så er hver og én én for mange«

Når vi har med så små tal at gøre, kan det så ikke være tilfældigheder, der gør, om tallene ser pænere ud end de foregående år?

»Nej, vi kan virkelig påvirke tallet meget længere ned med en aktiv indsats. Selvfølgelig kan der være udsving, men når vi ser over en periode, så ser vi et konstant fald i både antallet af dræbte og kvæstede. Men vi kan og skal længere ned«, siger Mogens Kjærgaard Møller.

Mie Louise Raatz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her