Annonce
Annonce
Danmark

Rapport: Stort bosted svigter psykisk syge

Misbrugere styrer på det psykiatriske bosted Sundbygård, så angste beboere burer sig inde. Ensomhed er udbredt, mens ansatte sidder ved computerne.

Annonce

Medarbejderne på det store kommunale psykiatriske bosted Sundbygård i København bruger for lidt tid sammen med de psykisk syge beboere og er ikke nok engagerede i dem.

Beboerne er isolerede, ensomme, utrygge og så angste for overgreb fra andre beboere, at de kun tør forlade deres lejligheder i dagtimerne.

Det fremgår af en rapport fra Socialtilsyn Hovedstaden, der afslører, at misbrugere styrer i fællesarealerne, hvor der sælges stoffer.

De ansatte er så »intenst« optaget af at arbejde med dokumentation på computerne, at det »påvirker kerneopgaven i negativ retning«.

»Systemet er blevet målet«, fastslår socialtilsynet efter to besøg på bostedet i november.

»Vi giver med rapporten Sundbygård en løftet pegefinger«, siger lederen af socialtilsynet, Mie Andresen, til Politiken. Sundbygård med 99 beboere skal i løbet af de næste par måneder redegøre for, hvordan udviklingen kan rettes op.

CHEFENVi vil ikke være formyndere

Systemet er blevet målet

Socialtilsynets rapport

Tilsynet kræver, at medarbejdernes tidsforbrug til dokumentation »minimeres væsentligt, og at en større del af personaleressourcerne anvendes i det konkrete arbejde med borgerne«.

Den er også gal med den pædagogiske linje på Sundbygård, som kaldes »ensidig«. Der er for stærk fokus på støtte i eget hjem frem for arbejdet med at få beboerne til at få kontakter i omverdenen.

»Borgerne har ikke forstået strategien, så noget er gået galt«, hedder det.

Og så halter det med at beskæftige beboerne. Socialtilsynet har ikke kunnet finde konkrete mål for uddannelse eller beskæftigelse på Sundbygård, og under en femtedel deltager i aktiviteter eller er i anden form form for beskæftigelse.

En årsag til de forringede vilkår kan være, at Sundbygård er begyndt at indskrive borgere, som »ikke umiddelbart hører til« målgruppen. Det er mennesker med behandlingsdomme, massive misbrugsproblemer, udadreagerende adfærd, som socialtilsynet vil vide, hvad Sundbygård kan tilbyde. Det er ikke beskrevet i dag.

Ansatte bange for beboere

Pårørende har også fortalt tilsynsfolkene, at der er blevet mindre tid til den enkelte beboer, og at deres familiemedlemmer er blevet dårligere.

En af dem er Lisbet Jørgensen, hvis søn har boet på Sundbygård i 15 år.

»Min oplevelse er, at kontaktpersonerne mange dage kun tilbringer få minutter sammen med de beboere, de skal tage sig af. Blandt andet i forbindelse med medicinuddeling. Der arbejdes ikke i tilstrækkelig grad med at støtte beboerne i at få et bedre liv, som de er glade for«, siger Lisbet Jørgensen, der betegner sin søn som ensom og trist.

»Han bliver ikke hjulpet til noget socialt fremadrettet. Og så er han berørt af, at der kommer nyt personale hele tiden. For at komme væk fra vrangforestillingerne og isolationen skal beboerne få tillid til et eller flere andre mennesker, der ser dem, og som de kan stole på«.

Tyveri og stoffer

Medlem af socialudvalget i Københavns Kommune, Karina Rohrberg-Jessen (V), mener, at »det skriger til himmelen«, når Socialtilsynet skriver, at en ellers veluddannet, men erfaringsfattig ledelse synes mere optaget af systemet end af de udsatte borgere. Hun har stillet en række spørgsmål til socialforvaltningen.

»Socialtilsynets rapport er forstemmende læsning, som kræver øjeblikkelig handling. Men desværre beviser den, at socialforvaltningen har siddet de mange advarsler overhørig«, siger Karina Rohrberg-Jessen og sigter til, at hun tidligere har spurgt forvaltningen om forholdene.

»Jeg er bange for, at sagen er typisk for socialområdet, hvor systemet kommer før borgeren. Det er svært at gøre op med i en rød kommune«, siger V-politikeren.

De skal bæres ud

Det overordnede mål på Sundbygård er, at beboerne på et tidspunkt skal være styrkede nok til at flytte til »mindre indgribende foranstaltninger«, men medarbejderne har fortalt Socialtilsynet, at det sjældent sker. De fleste udskiftninger skyldes dødsfald.

Lederen på Sundbygård, centerchef Jesper Holbæk, finder ikke kritikken berettiget. Han mener, at når psykiske syge i dag opholder sig mere i deres boliger i stedet for fællesrummene, skyldes det »en mere individualiseret pædagogik«, udviklet i takt med at beboerne har fået rummelige lejligheder frem for små værelser.

»Nu tager pædagogikken i højere grad udgangspunkt i at styrke den enkelte frem for at presse beboerne ind i et fællesskab, som også kan være en total umyndiggørelse, hvor man er belastet af de andres dårligdom«, siger Jesper Holbæk.

Lisbeth Sørensen, mor til en af beboerne, er helt uenig i, at den pædagogiske udvikling kan forklare forholdene. På andre institutioner af samme karakter magter de efter hendes opfattelse at gøre beboerne trygge.

»Personalet på Sundbygård er forstyrrede og fortravlede. De har ikke tid til at tale med pårørende eller med beboerne, der er nødt til at opsøge dem på deres kontorer. Nogle gange kommer de bare ud af kontoret for at snakke ude på gangen om meget personlige ting. Beboerne føler sig til besvær, og det gør de pårørende også«, siger Lisbet Jørgensen.

Socialtilsynets leder Mie Andresen ønsker ikke over for Politiken at gå i dybden om de enkelte kritikpunkter, men fastslår, at selv om der i den offentlige sektor er et krav om at måle og dokumentere resultater, er det en ledelsesopgave at sikre, at »der også er tilstrækkeligt med tid til at levere direkte støtte«. Hun vurderer, at de problemer, tilsynet påpeger på Sundbygård, kan hænge sammen med, at psykiatrien generelt er under stort pres.

»For det første får mange flere en diagnose. Men der også mange, som udskrives hurtigt fra de psykiatriske hospitaler. Nogle af dem er dårligere, end vi før har set uden for hospitalssystemet, så kommunerne skal have de rigtige tilbud«.

Mie Andresen understreger, at bostedet ikke er ved at blive lukket:

»Hvis vi var i tvivl om den generelle kvalitet, ville vi give påbud, sætte stedet under skærpet tilsyn eller fjerne deres godkendelse«.

Politisk ansvar

Sekretariatschef i landsforeningen Sind, Ole Riisgaard, kalder udviklingen med misbrug, stofhandel, vold, trusler og tyverier mellem beboere uantagelig. Han mener, at der er tale om et entydigt ledelsesproblem – en ledelse, som i sidste ende er socialudvalget.

Ole Riisgaard afviser, at der bare er tale om en ny pædagogik med øget respekt for privatlivets fred.

»I Københavns Kommune bruger man ofte at henvise til »privatlivets fred«, når man skal spare. Men det er en kunstig modsætning at sige, at man ikke skal lave for meget omsorg af hensyn til den enkeltes selvstændighed. Når mennesker med store psykiske problemer skal hjælpes, skal der en positiv pædagogisk indsats til for at motivere dem«.

Politikerne i Københavns Kommunes socialudvalg burde være mere proaktive, synes Ole Riisgaard.

»Kritikken af forholdene har været rejst flere gange, og politikerne er moralsk forpligtede til at vide, hvad der sker. Der er for langt fra rådhuset til institutionerne. Men måske skulle politikerne tage et par overnatninger derude«.

Socialborgmester i København, Jesper Christensen (S), forsvarer den pædagogiske udvikling: »Der er en generel bevægelse mod mere selvstændighed og bedre boliger i stedet for små værelser, og det giver en vis usikkerhed og risiko for ensomhed, som vi skal være opmærksomme på«, siger Jesper Christensen. Han mener, at »vi er på rette vej», men forsikrer, at han tager alle punkter i socialtilsynets rapport alvorligt.

De ansatte må gemme sig for aggressive beboere og taler om en sikkerhedsbrist?

»Der er nok ikke den helt rette balance. Men det er noget, vi arbejder med«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce