Annonce
Annonce
Danmark

Stopper det aldrig?

Politikens Thomas Lauritzen bor i Bruxelles med sin familie og oplevede på nært hold, da terroren ramte Europas hovedstad.

Stanken af beskidt røg fra metroen er den ene ting, jeg altid vil huske. Den anden er politifolkenes forkerte blikke, da de kommer løbende op mod mig midt på den næsten mennesketomme boulevard. Øjnene er glasagtige, frosne som hos skræmte dyr.

Alting står stille, sat på pause i en film, jeg ikke vil se. For det er i det øjeblik, at vi alle i de små grupper af stivnede mennesker her midt i Europas hovedstad indser det: Vores by er under angreb.

Klokken er omkring 9.30 om morgenen denne dag, der senere bliver døbt Sorte Tirsdag. Halvanden time tidligere har to mænd sprængt sig selv i luften i Bruxelles’ internationale lufthavn i udkanten af byen og taget 14 uskyldige rejsende med sig i en regn af glas og beton. Men så meget ved vi ikke endnu, da alt bliver stille i EU-kvarteret.

»Der lød et drøn nede fra metroen, og så ligesom ... en kæmpe udånding«, siger en mand, der løber forbi. »Hvad, hvad, hvad?!«, når nogle af os at råbe efter ham, inden politifolkene med de stive øjne kommer. »Bagud! Gå baglæns! Væk!«, råber en af dem, som har skjult sit ansigt med en elefanthue.

For nu har terroristerne, disse rasende unge mænd fanget i fjerne voldsfantasiers net, også bombet min egen metrostation. Senere får jeg at vide, at omkring 20 er døde og mere end 100 såret nede i undergrunden.

Store gule ambulancer

Min kone og jeg ser på hinanden. Ved begge, hvad den anden tænker. Hvor længe kan man holde til sådan noget? Stopper det aldrig?

Jeg står drømmeagtigt naglet til asfalten midt på Rue de la Loi, den store gade, der løber ned gennem hjertet af Bruxelles og huser de store EU-institutioner og Belgiens regeringsbygninger.

Normalt er den en myretue af jakkesæt, kaffe i plastikkrus, turister med kameraer og dyttende biler sådan en helt almindelig tirsdag morgen. Nu er det hele ryddet. Der er politibiler på kryds og tværs overalt, mens store gule ambulancer begynder at vælte ind gennem røgskyerne.

100 meter længere nede, mellem mit kontor og her, hvor jeg står, vil de om lidt slæbe ofrene op fra metrostationen Maelbeek. Tilsodede. Blødende. Folk fanget på den anden side af afspærringen prøver at hjælpe dem, om ikke andet ved bare at lægge en jakke om deres skuldre, indtil ambulancefolkene får tid.

Luften lugter brændt, og den bliver flænset af flere sirener, end jeg nogensinde har hørt på én gang i mit liv. Det hele flimrer forbi mit indre blik: New York, Madrid, London, Paris. Alt dette meningsløse had, jeg har set og hørt og skrevet om siden 11. september 2001.

Nu er det her på mit eget dørtrin. Som en profeti, der går i opfyldelse. Terroristerne, der angreb Paris for 4 måneder siden, kom fra et kvarter nær mit hjem. Da den mest eftersøgte af dem blev fanget i fredags, vækkede det frygten for sovende jihadceller i Bruxelles.

Er det nogle af dem, der nu har slået til omkring mig i den by, der har været min i 20 år?

Jeg prøver at ringe til min kone, mens jeg føler en ukendt kulde brede sig i brystet. Hvad med børnenes skole? Men mobilnetværket er gået ned, fordi alle prøver at ringe til alle. Familie, venner og elskede spredt på gader, i metroer, i busser, på kontorer og i klasselokaler sådan en hverdagsmorgen.

Mens jeg løber tilbage til min bil, støder jeg ind i mange andre statuer af mennesker. Det går op for mig, at det her er, hvad terror er. Når livet holder op, og alt det kendte med et slag bliver forvrænget og skræmmende.

På vej hjemad fortsætter strømmen af ambulancer uafbrudt. Deres sirener vil senere fortsætte med at hyle time efter time »som et åbent sår gennem hele byen«, skriver en belgisk kollega. 15 hospitaler er i aktion, efterhånden som tallene på døde og sårede vokser i min bilradio.

Elever holdes på skolen

Da jeg når hjem, får jeg endelig fat på min kone via en fastnettelefon, og hun kommer straks efter hjem. Vi omfavner hinanden. Hun græder lidt, mens vi kontakter skolerne og bliver over- bevist om vores tre børns sikkerhed.

Vi kan ikke hente børnene endnu. De næsten 1.000 skoler og universiteter i Bruxelles har foreløbig smækket dørene i for at holde eleverne inden døre. Ganske som det var i november, en uge efter attentaterne i Paris, hvor hele Bruxelles var i højeste alarmberedskab og både skoler og metroer var lukket i dagevis.

Dengang var det første gang, vi så pansrede mandskabsvogne rulle ind over brostenene på den postkortsmukke gamle Grand Place. Siden har vi næsten vænnet os til det.

Som de fleste bruxellois kunne vi endda kapere, at den dramatiske jagt på terroristerne fra Paris førte til ildkampe i vores egen kommune tirsdag i sidste uge. Og vi var ved at fordøje, at den mest jagede af dem alle, Salah Abdeslam, blev skudt og arresteret i Molenbeek under en enorm politioperation lige ovre på den anden side af Bruxelles’ kanaler i fredags.

Men det her er værre. Nu er vi selv under angreb.

Nu er det hele Belgien, der er i højeste terrorberedskab, hvilket svarer til undtagelsestilstand. Alle opfordres til at blive hjemme eller der, hvor de nu er, mens al offentlig trafik standses og gaderne fyldes med skræmte mennesker.

Landets regeringsleder, Charles Michel, toner frem på tv-skærmene med store øjne og taler om den »feje og blinde vold«. I Paris siger præsident Hollande, at Belgien og Frankrig nu er »bundet sammen i rædslen«. Der begynder at komme historier om, at terrororganisationen Islamisk Stat tager ansvaret for angrebene på Bruxelles. Det er dog ikke alt det, der brænder sig hårdest fast på nethinden.

Det er billederne fra hovedstadens velkendte lufthavn i forstaden Zaventem, hvor tusinder af mennesker kommer løbende ud over hele parkeringsområdet, efter at loftet i afgangshallen er faldet ned.

Det er skrigene fra de børn, der forsøgte at kæmpe sig ud af det eksploderede undergrundstog nede i tunnelerne ved station Maelbeek. Jeg hørte ikke selv de skrig, da jeg stod der.

Men jeg hører dem nu, mens den nådesløse strøm af billeder og lyd bombarderer Twitter, Facebook og alle andre medier. Jeg ser en klapvogn stå tom, da en røgsky letter, og en mand hvisker »læg dig ned, læg dig ned« til en eller anden. Sønderrevet tøj, blodige ben og arme. Vaklende silhuetter på vej gennem en mørk tunnel.

Det var alt det, jeg så i øjnene på de politifolk, der løb forbi mig i morges på Rue de la Loi, lige der ved min egen metrostation. Mit eget fortov.

Terroristernes baggård

Der er ikke andet for end at gå ud på gaden i mit eget indvandrerkvarter, tænker jeg

Jeg slukker for det hele, da det er lykkedes min kone at hente børnene i deres skoler. Der er tyst i stuen, mens de fortæller om deres skoledag i terrorismens greb. Jeg har lyst til at græde over deres styrke og ro. En venindes far var i lufthavnen og er ikke fundet endnu.

»Så det er godt, du er her«, siger den ene af mine døtre til mig.

Min kone og jeg ser på hinanden. Ved begge, hvad den anden tænker. Hvor længe kan man holde til sådan noget? Stopper det aldrig? Er det her, hvad en familie i Bruxelles skal vænne sig til i 2016?

For gud ved hvilken gang funderer jeg over, om vi virkelig lever i »terroristernes baggård«. Om denne pivåbne, lidt kaotiske og på mange måder vidunderlige by i Europas hjerte er uhelbredeligt såret af socialt armod og pseudo-islamistisk vanvid. Eller om vi bare lever et af tusinder af steder, hvor disse sår vil blive brudt op i de kommende år.

Der er ikke andet for end at gå ud på gaden i mit eget indvandrerkvarter, tænker jeg. Ellers kommer jeg aldrig til at åbne døren igen uden at lugte stanken fra metrostation Maelbeek.

Så jeg går hen til den lokale »araber« for at købe mine smøger som sædvanlig. Vi har lidt svært ved at se hinanden i øjnene først, og der står en anden meget ophidset marokkaner henne i hjørnet.

»Det er slemt, ikke?«, mumler jeg så.

Og den vrede marokkaner begynder at råbe med tårer i øjnene, at han er så forfærdeligt ked af det, og at han ikke håber, jeg bliver bange for ham og hans familie resten af mit liv.

»Jeg kan næsten ikke holde ud at høre nogen sige Allahs navn i dag. Er du klar over, hvor forfærdeligt det er? Og så vil de sindssyge svin have, at vi to skal hade hinanden«, siger han, mens andre i lokalet nikker.

Der bliver stille, mens jeg betaler mine cigaretter. Der er alt for meget at sige. Ingen af os kan mere i dag.

»Må jeg have lov at ønske Dem alle en rigtig god tirsdag eftermiddag, uanset hvad«, siger jeg så.

Manden smiler sørgmodigt, da jeg går.

Redaktionen anbefaler

»Vi vil have pomfritter, vi vil have øl, vi vil ikke have krig«

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce