Der findes fem Rasmus Paludan’er i telefonbogen. De to første tager ikke telefonen. Den tredje gør opmærksom på, at den Rasmus Paludan, Politiken søger, er for viderekomne.

Den fjerde Rasmus Paludan bor i provinsen, og den femte tager ikke telefonen, men hvis det er ham, kunne noget tyde på, at han ligger på kanten af det danske normalitetsbegreb.

'Hensynsløs hundeførsel'
Han har en hjemmeside, der hedder kriminelle.dk. Det er sådan en, vi alle risikerer at ende på, for her udstiller han trafiksyndere på nettet. Ikke flugtbilister og promillesyndere, men fortrinsvis folk på Østerbro, der går over for rødt, cykler på gangstier og taler i mobiltelefon, når de cykler.

Han fotograferer de ulovligheder, som politiet ikke gider tage sig af, og billederne lægger han på hjemmesiden, med det resultat at en del bliver noget mellemfornøjede. Paludan har flere gange tilkaldt politiet, fordi der var optræk til øretæver.

Hjemmesiden er fyldt med fotos i kategorier som ’Cykelbefordring af flere end tilladt’, ’Hensynsløs hundeførsel’ og ’Cykelkørsel uden hænder på styret’. Man kigger på dem og tænker, at det er godt nok langt ude. På den anden side. I Sverige er myndighederne begyndt at sende breve til de koner, hvis mænd går til prostituerede. Spørgsmålet er også, hvor forfærdeligt det egentlig er at blive fotograferet, mens man cykler med sin hjertenskær på bagagebæreren?

Lidt senere tager han telefonen. Det er i orden. Vi må godt komme. En fotograf?

»Så må jeg hellere tage lidt pænt tøj på«, siger han.

»Jeg var i TV 2/Lorry i går (søndag, red.). Jeg ved ikke, hvor godt det var, men jeg kunne da se, at jeg var for tyk. Jeg skulle nok også have sat håret lidt bedre«.

Med juridisk præcision
Hans lejlighed på Østerbro er rodet, men trods alt mere på ungkarlemåden end på hjemløsemåden. Virkelighedens Rasmus Modsat er 25 år. Han har en bachelorgrad i jura og er ved at skrive speciale. Ubegavet er han ikke. Det viser sig undervejs, at han havde det niendehøjeste gennemsnit ud af de 187, der blev færdige på hans årgang. Han formulerer sig juridisk præcist og med stor sproglig akkuratesse. Ret gammelklogt, men med selvironi.

Når den første skepsis er overvundet, er han ret morsom. Så hvorfor i alverden foretager han sig noget så rablende vanvittigt som at fotografere harmløse færdselsovertrædelser og endda melde dem, som truer ham, til politiet?

»Fordi jeg er trist over den mangel på hensyn, der er mellem borgerne i dette land. Jeg vil gerne leve i et samfund, hvor det enkelte menneske udviser respekt for fællesskabet, og efter min opfattelse er de mange små regelbrud begyndelsen til det totale anarki. Fællesskabet bryder sammen, når mennesker helt uden skam i livet bryder fællesskabets regler, og den måde, folk cykler på, er en skamplet på Østerbro«.

Men bryder fællesskabet ikke for alvor sammen, hvis vi alle går og fotograferer hinanden og lægger ligegyldige ulovligheder ud på nettet?

»Før i tiden forsøgte jeg også bare at sige til folk, at de gjorde noget ulovligt. Når de kørte på fortovet, standsede jeg dem. Nogle få steg af cyklen, de fleste var ligeglade, og nogle blev rigtig vrede. Faktisk rigtig vrede. Så i maj oprettede jeg den her side, fordi jeg mente, det ville have en større effekt. Jeg ved godt, at halvdelen af befolkningen synes, jeg er en idiot, men jeg står ved, hvad jeg gør«.

Rasmus Paludan registrerer kun de ulovligheder, ingen andre tager seriøst. Dem, som hver dag slynges i ansigtet på os i et omfang, så de reelt ikke længere betragtes som ulovlige, med det resultat at det ikke længere er den, der foretager ulovlighederne, men den, der registrerer dem, som anses for at være aparte.

»Jeg er meget principfast. Nogle gange måske også så principfast, at det ikke er godt for mig selv. Jeg vil da godt medgive, at hvis man udviser en så dødsforagtende principfasthed som jeg, så begrænser det nok ens omgangskreds noget«, siger Rasmus Paludan, der dog tilføjer, »at jeg var i byen i lørdags«. Der er da også venner.

I søndags var han så i TV 2/Lorry. Ekstra Bladet havde fat i ham, og mens vi sidder her, ringer TV 2 News.

Derudover er det ganske vanskeligt at komme ind på hans hjemmeside. Der er rigtig mange, der gerne vil ind.

»Ja, jeg er faktisk ved at blive kvalt i succes«.

Jagtet med jernkæde
Men er det lovligt, det han gør? Politiken har forsøgt at få et par jurister til at udlægge teksten, men det lykkedes ikke. Selv siger Rasmus Paludan:

»Jeg forsøger at skabe debat ved at gøre opmærksom på et problem i samfundet. Derfor er det ret tydeligt, at det vil være omfattet af undtagelsen i persondatalovens paragraf 2 stk. 2, hvor der tydeligt står, at persondataloven ikke gælder for databehandlinger, som er beskyttet efter artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og artikel 10 siger jo blot, at enhver har ret til ytringsfrihed. Så fordi jeg blot vil skabe debat og ikke hænge nogen personligt ud, er det efter min opfattelse i orden. Enhver kan jo se, at hvis man cykler på fortovet, så cykler man på fortovet, og det må man ikke ifølge paragraf 49 stk. 5 i færdselsloven«.

Rasmus Paludan tager oftest billeder ved Søerne i København. Ved det hjørne, hvor Restaurant Guldanden ligger. Her har han i øvrigt søgt tilflugt engang, da en person, som han havde fotograferet, jagtede ham med en jernkæde.

Guldanden ligger ved Østerbrogade, hvor der er et skilt med cykling forbudt. Her er der konstant bid.

»Skal jeg betale noget?«
Denne eftermiddag vrimler det med cyklende cyklister, selv om de burde trække. Rasmus fotograferer en nydelig ung kvinde og henvender sig til hende. Hun stiger straks af.

»Skal jeg betale noget«, spørger hun lidt beklemt.

»Nej, nej. Jeg vil bare gøre dig opmærksom på, at du gør noget ulovligt«.

»Nå, men så skal jeg nok trække næste gang«, siger kvinden med et lettet smil og trækker over på den anden side af Østerbrogade, mens hun ligner en, der ikke helt ved, hvad hun har været udsat for. Men det var ikke skjult kamera. Det var kriminelle.dk. På spørgsmålet, om Rasmus Paludan tror, han har en fremtid som advokat, siger han helt nøgternt.

»Nu er jeg jo dygtig, så det taler for. Det her jeg laver nu, taler jo nok imod. På den anden side er advokater jo også selv nogle personligheder, så jeg skal nok finde en advokat, der synes, jeg er cool. Det skal nok gå«.