Politikerne er godt i gang med at gøre det svært at være folkekirke i Danmark.

De blander sig for meget i folkekirkens sager og binder kirken på hænder og fødder med anklager om, at kirken er for politisk. Det mener flere biskopper, når de ser tilbage på 2009.

Året, hvor irakiske flygtninge indtog Brorsons Kirke, hvor toppolitikere gik i kirke for at støtte den fordrevne præst i Tingbjerg, og hvor politikere og biskopper var i åben strid om folkekirkernes ret til at ringe med klokkerne for klimaet.

LÆS MEREBrorson-præst sigtet for at skjule flygtninge

»Der skal komme det mindste pip fra en præst eller en biskop, så medfører det straks, at en politiker siger, at vi blander kristendom og politik«, siger biskop i Århus Kjeld Holm.

Idealet om at holde det religiøse og det politiske adskilt er en tradition i den danske folkekirkeordning, og landets biskopper ser da heller ikke årets kontroversielle sager som et udtryk for, at kirken er blevet mere politisk.

Ud af osteklokken
Biskopperne mener, at præster altid har forholdt sig til deres omverden fra prædikestolen og i deres handlinger, og det skal præster også.

»Kristendommen lever ikke i en sfære for sig. Evangeliet giver ganske vist ikke konkrete politiske løsninger, men det taler ind i den almindelige hverdag. Hvis budskabet bliver inde i en kirkelig osteklokke, så ender vi med at få åndenød«, siger Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller.

Biskopperne synes omvendt, at politikerne blander sig i det religiøse, når de ville blande sig i, hvornår kirkerne skal ringe med klokkerne eller når de går i kirke i en konflikt, som handler om ungdomskriminalitet.

Konsekvenserne af, at politikerne stikker næsen i kirkens sager, har biskopperne flere bud på. Men flere fremhæver, at det værste, der kan ske, er, hvis kirken trækker sig tilbage og ikke tør at læse kristendommen ind i den virkelighed, danskerne lever i – for det er en vigtig del af kirkens berettigelse.

»Det kristne budskab skal tales ind i det offentlige rum. Det er ufatteligt vigtigt, at der er noget, som ikke er politisk, og at vi fastholder, at kristendommen har noget at sige i den politiske virkelighed«, siger Haderslevs biskop, Niels Henrik Arendt.

Folkekirken skal ikke underholde
Men politikerne fejer biskoppernes kritik af banen. Sognepræst Søren Krarup, som er medlem af kirkeudvalget for Dansk Folkeparti, mener, at det er biskopperne, der politiserer kirken.

»Jeg vil fastholde, at kirkens opgave er at forkynde Evangeliet, og at biskoppernes støtte til Brorson-sagen og til klimaringningen var en klar politisering. Det viser, at deres teologiske niveau er blevet så lavt, at de skulle sætte sig ned og læse Luthers katekismus«.

Han er dybt uenig i, at kirken skal forholde sig til den politiske virkelighed for at være nærværende.

»Hele tanken om, at forkyndelsen skal tilpasse sig de politiske og sociale omstændigheder er forkert. Når en præst holder en kristen prædiken, kan enhver forstå det og blive tiltalt af det – præsten skal ikke underholde«, siger Krarup, der er glad for, at en stribe kirker undlod at ringe for klimaet.

LÆS MEREDe fleste kirker siger nej til klima-kimen

Heller ikke formanden for Folketingets Kirkeudvalg, Venstres Britta Schall-Holberg, er enig med biskopperne.

»Som politikere er vi forpligtede til at udtale os om, det vi hører. Det er det, vi får vores penge for«, siger hun og understreger, at den nyeste lovgivning på området har haft til mål at give menighedsrådene vide rammer for deres arbejde, så politikerne ikke blander sig.

Skarpe skel
Hun frygter, at biskopperne selv bliver så politiske, at det splitter kirken – og giver som eksempel, at det har splittet menighedsråd at skulle tage stilling til klimaringningen.

»De skal overveje, om de på lang sigt er med til at undergrave folkekirkeordningen, hvis de melder ud om politiske sager«, siger Britta Schall-Holberg.

Men det skarpe skel mellem det religiøse og det politiske er under opbrud.

DEBATKirke og stat må adskilles

Det vurderer adjunkt på Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen, og derfor vil vi se flere politiske sager, som dem vi har haft i år.

Det skyldes blandt andet, at præster har forskellige opfattelser af grænsen mellem religion og politik, og at politikken de sidste 10 år har ændret sig.

»Regeringen og det politiske system insisterer på at diskutere værdipolitik – så kan alt blive politisk. Så bliver folkekirken central. Det er de nye vilkår, kirken må tilpasse sig, så når biskopperne beder politikerne om ikke at blande sig, taler de ud fra en gammel virkelighed«.