Netop som regeringen efter alt at dømme lægger op til at lempe beskatningen af olie og gas i Nordsøen, konkluderer formandskabet i Det Miljøøkonomiske Råd, at den bør gøre det stik modsatte.
I lyset af regeringens dramatiske forhandlinger med A. P. Møller – Mærsk og de andre selskaber i Dansk Undergrunds Consortium konstaterer de såkaldte vismænd i deres årlige rapport, at der er »fornyet opmærksomhed om skatteforholdene i Nordsøen«. Herpå konkluderer de, at der efter alt at dømme eksisterer »et betydeligt spillerum for højere beskatning i forhold til det nuværende niveau uden at ramme en urealistisk høj skattesats«.


























