To af kommunalvalgets spidskandidater i Guldborgsund Kommune, Bo Abildgaard(S)(tv) og René Christensen(DF)  stillede op til fotografering sammen med  5.b på Nørre Alslev Skole, så eleverne kunne få et foto med hjem. I forgrunden elevernes lærer med en mobiltelefon.
Foto: Finn Frandsen

To af kommunalvalgets spidskandidater i Guldborgsund Kommune, Bo Abildgaard(S)(tv) og René Christensen(DF) stillede op til fotografering sammen med 5.b på Nørre Alslev Skole, så eleverne kunne få et foto med hjem. I forgrunden elevernes lærer med en mobiltelefon.

Kommunalvalg

Præsidentopgør i Guldborgsund med vittigheder, overtro og stjernestøv

Tre spidskandidater til borgmesterposten - de absolutte politiske modstandere - i kommunen på Lolland-Falster tog på roadtrip.

Kommunalvalg

»Jeg har sagt, at de skal stemme på mig«.

Guldborgsunds siddende borgmester, John Brædder, pjatter med, at han har forsøgt at overtale sine politiske modstandere - spidskandidaterne fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - til at sætte kryds ved ham.

»Så behøver de ikke at betale for benzinen«, siger han, og så griner de alle tre.

Spørgsmålet er, hvem der griner i aften. Det vil vække opsigt landet over, hvis DF-spidskandidaten René Christensen får borgmesterposten, for han kan så blive den første Dansk Folkeparti-borgmester.

Han fik kommunens højeste personlige stemmetal sidste gang, og alle vil følge med i, om han er manden, der kan veksle Dansk Folkepartis landspolitiske succes til en borgmesterkæde.

Foreløbigt er stemningen god. Som en anden præsidentvalgkamp kører tre af de absolutte spidskandidater til borgmesterposten i Guldborgsund Kommune rundt til en række valgsteder. Sammen i borgmesterens bil

Tonen mellem de tre politikere så fri og munter, at man skal knibe sig selv i armen for at huske, at det var René Christensen, som ved sidste valg lagde stemmer til, at John Brædder blev borgmester, men at netop René Christensen og socialdemokraten Bo Abildgaard har indgået flere forlig udenom borgmesteren fra Guldborgsundlisten – blandet andet om årets budget.

Omvendt har Bo Abildgaard offentligt sagt, at han ikke vil lægge stemmer til, at René Christensen bliver borgmester.

»Men vi kan sagtens køre i bil sammen«, siger Bo Abildgaard.

»Jeg har vasket min bil og tage en bestemt skjorte på. Det er gået godt de to andre gange, hvor jeg har gjort det sådan - så det skal ikke være min overtro, som står i vejen«

Bilen er vasket

Det er ikke for at agitere, at trekløveret er på rundtur, men fordi de er del af kommunens valgbestyrelse og skal se, at alt klapper.

På Nørre Alslev Skole, en nyrenoveret skole med hvide vægge og orange linoleumsgulv, hilser René Christensen fra Dansk Folkeparti,  Bo Abildgaard fra Socialdemokratiet og borgmesteren på de valgtilforordnede, og noterer sig, at allerede omkring klokken 14 har sneget sig op over 31 procent.

»Og ventetiden skal jo gå«, sukker John Brædder, der forklarer, at han er helt klar til dagen.

»Jeg har vasket min bil og taget en bestemt skjorte på. Det er gået godt de to andre gange, hvor jeg har gjort det sådan - så det skal ikke være min overtro, som står i vejen«, smiler borgmesteren, der er iført hvid skjorte og slips under en pullover.

Han har været borgmester i to perioder for den lokale Guldborgsundliste og er gået til valg på en tredje periode.

De tre politikere taler om, at der var fartkontrol på landevejen, men at det ikke gør noget, for »det er John, som kører«, hvis de får en bøde.

Stemmesluger stjal billedet

En del ældre borgere går ud og ind af valgteltene med de to lange stemmesedler flagrende. 5.b er her også.

»Kan I huske det med rød og blå blok?«, spørger læreren, og så får eleverne lov at hilse på politikerne, og John Brædder må forklare det med en lokalliste.

Bagefter vil børnene gerne fotograferes med politikerne. De vil gerne tage selfies alle sammen, som var der tale om rockidoler, men læreren kommer politikerne til undsætning og tager et foto af alle eleverne med René Christensen og Bo Abildgaard foran i billedet.

Det er tilsyneladende René Christensen, eleverne er mest interesserede i, måske fordi han også er landspolitiker og sidder i folketinget.

Og det er eleverne ikke alene om. Ved politikernes næste stop i Horrebyhallen, ikke langt fra René Christensens bopæl, er det også ham, som løber med opmærksomheden. Indtil flere landsdækkende medier er dukket op mellem håndboldnet og måltavlen for at få foto, hvor han stemmer.

»Nu må vi se, hvad vælgerne siger«, nøjes René Christensen afventende med at sige.

Omkring klokken 22 vil stemmerne være optalt i Guldborgsund Kommune, og forhandlingerne om, hvem der bliver borgmester, går i gang.

Så må vi se, om tonen mellem de tre stadig er lige jovial.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce