«Jeg voksede op uden at nogen så det«.

Sådan lyder én af de indledende sætninger i den norske filminstruktør Margreth Olins ’Englen’.

Om druk, mishandling, usunde symbiotiske forhold mellem mødre og døtre og stofmisbrug. Alt sammen sat op i en poetisk kulisse i et lille hus i Norge, der er plantet i et eventyrligt vildnis af en have, hvor stedmoderblomsterne får en ordentlig rystetur, hver gang toget kører forbi i baghaven.

Her spenderer Lea en fredelig barndom med sin mor og sin kræftsyge far.

Druk og vold
Men da faren dør, er det slut med det glade og enkle familieliv. Moderen finder sammen med sin tidligere kæreste Ole, der tager både druk og vold med sig ind i hjemmet, så stedmoderblomsterne næsten ryster hovederne af sig af skræk.

Den tidlige barndoms solskinsdage bliver snart afløst af en hverdag præget af frygt, ensomhed og uforudsigelighed. Mens moderen fortsat knytter Lea så stramt til sig, at det er svært at trække vejret.

Da Lea som ung stofmisbruger bliver mor til datteren Sonja, må hun vinke farvel til drømmen om, at give datteren al den omsorg og opmærksomhed, hun ikke selv fik som barn. Eller i hvert fald se i øjnene, at det ikke bliver hende selv, der kommer til at give hende den.

For inde bag det slørede forhæng af heroin har Lea ét mål, hun ikke svigter. Og det er, at Sonja ikke skal vokse op i frygt. Og derfor træffer hun den næsten umulige beslutning om at give sin datter fra sig og lade hende vokse op i en plejefamilie.

Set af mere end 100.000 norske biografgængere
Margreth Olins spillefilmsdebut og Norges Oscarbud vandt publikumsprisen på filmfestivalen i Göteborg og er set af mere end 100.000 biografgængere i Norge.

Den fik dansk premiere for nylig, og i den forbindelse var både instruktør og hovedrolleindehaver Maria Bonnevie i København for at fortælle om ’Englen’.

LÆS ANMELDELSE Voice-over kvæler norsk Oscar-kandidat

Egentlig skulle den have været en dokumentarfilm. Og egentlig skulle den have haft premiere for ti år siden. Margreth Olin havde fulgt veninden og stofmisbrugeren Pia gennem to år, plakaten var færdig, premieredatoen var sat, filmen var i klippebordet, og Pia var ved at afslutte et længere behandlingsforløb og var stoffri.

Men også meget angst og på tærsklen af at skulle forsøge at starte et nyt liv.

»Hun sagde til mig, at hun ikke vidste, om hun orkede at stå igennem, at den film skulle ud. Det blev et valg mellem livet og kunsten – og så lagde jeg projektet ned. Mens jeg filmede Pia, var hun så syg, og på et tidspunkt var hun ved at dø. Og der greb jeg ind i den virkelighed, jeg filmede, og prøvede at hjælpe hende. Så filmen blev på en måde sekundær. Pia havde betalt så mange priser i sit liv. Og hun skulle ikke også betale prisen for, at min film skulle ud«, fortæller Margreth Olin.

Filmet afvænning
De to mødtes, da Margreth Olin lavede en dokumentarfilm på et plejehjem. Her stødte hun ind i Pias mor, der introducerede de to for hinanden. Pia var på det tidspunkt afhængig af heroin.

Moderen ønskede, at Olin skulle skildre hendes kamp med sundhedsmyndighederne. Og instruktøren fulgte med, både da hun var i fængsel, da hun i tre måneder var tvangsindlagt, og da hun var på afvænning.

»Hvis du er vokset op, som Lea gør i filmen, så er der 40 gange større sandsynlighed for, at du enten begynder at skade dig selv, får en spiseforstyrrelse eller bliver stofmisbruger«, siger Margreth Olin.

»Hvis du skader dig selv eller har spiseforstyrrelser, bliver du betragtet som patient. Men hvis du udvikler stofafhængighed, så bliver du betragtet som kriminel«.

Stjerne på stoffer
Men dokumentarfilmen blev altså lagt ned, og Olin lavede andre dokumentarfilm i stedet. Sideløbende skrev hun på et manuskript til den spillefilm, som nu er kommet, hvor hun brugte meget af det, hun har mødt i miljøet af stofmisbrugere. Men hun løftede familiehistorien væk fra Pias og digtede en ny, så den ydre fortælling var en anden.

Det var Pias forslag, at Maria Bonnevie skulle spille Lea.

»Så jeg kontaktede Maria, og vi mødtes gennem mange uger. Jeg havde brug for at lære hende at kende og finde ud af, om vi havde en kemi, der gjorde, at jeg følte mig tryg ved, at jeg kunne tage hende så langt ud, som der var brug for«, siger Olin.

Maria Bonnevie mødte Olins venner fra misbrugsmiljøet, som tog hende med rundt i byen, hun var der, når de tog heroin, hun var med i gruppeterapi på et afvænningssted, og hun mødte også Pia.

»Jeg tror, at den optakt var nødvendig«, fortæller Maria Bonnevie.

»For vi kunne begge mærke, at det ville komme til at koste os meget at gennemføre det projekt. Men jeg var hurtigt klar over, at dette her var et tilbud, man sjældent får, og som har et tema i sig, som jeg havde lyst til at være en del af«, siger den norske skuespiller.

En heroinsprøjte i højre balle
I filmens åbningsscene skal Lea sammen med sin mor besøge datteren i plejefamilien.

På vejen stopper de på en tankstation, hvor Lea trækker bukserne ned ude på toilettet og planter en heroinsprøjte i højre balle, der er blåsort af tidligere stik, inden hun køber en pakke cigaretter og et tøjdyr og er fuldstændig væk i sine egne tåger resten af eftermiddagen.

»Margreth ville ikke have, at filmen skulle skriges ud. Man skulle forstå, at dette er hverdag for mange. Og når man har problemer, så prøver man jo længe at lade, som om man ikke har det. Det tænkte jeg meget på i forhold til Lea. At man hele tiden prøver at være normal. Også når man sidder i sofaen hos plejefamilien og overhovedet ikke kan fokusere. Og netop det, at man prøver at normalisere det, er det, der gør så ondt. For det er jo ikke normalt«, siger Maria Bonnevie.

Familierelationer
For hende handler filmen først og fremmest om relationen mellem mor og datter. Om hvordan en familie kan slå en usund cirkel om sig selv og sine traumer. Og hvor meget der skal til for at bryde en families destruktive mønster.

»Leas mor håndterer sit liv ved at binde Lea meget tæt til sig, mens hun får tæsk af sin mand og drikker for meget. Men det bliver en usund symbiose, hvor Lea ender med at være den voksne. Men også den destruktive kærlighed binder os så stærkt. Som voksen vælger Lea selv en anden vej. Hun vælger at give sin datter fra sig. Og det synes jeg er meget stærkt«.

Men det er jo også smertefuldt at blive valgt fra?

»Helt klart. Man risikerer at tage så meget afstand fra et mønster, at det kammer over i den anden retning. Men der er jo det med livet, at der ikke er nogen enkle svar«, siger Maria Bonnevie.

Hvad med værdigheden?
Som forberedelse til rollen bad Olin hende om at tabe sig og blive lige så papirtynd som Pia. Og det fysiske var næsten det hårdeste ved rollen, forklarer hun:

»Manuskriptet er let at relatere til følelsesmæssigt. Men Margreth ville have, at jeg skulle være meget tynd – og tyndslidt. Og jeg tænkte: Er det virkelig så vigtigt, er det ikke en myte? Men jeg spiste mindre og begyndte at træne, og samtidig øvede jeg på Ibsen-stykket ’Brand’ på Nationaltheatret i Oslo, hvor jeg gik rundt i tre timer hver dag og bar på en 6-årig dreng, så jeg blev meget tyndslidt«.

Og det virkede.

»Det gjorde noget ved mig. Som stofmisbruger får du nærmest dyriske kræfter for at få fat i dit stof. Og samtidig er du også et skamskudt dyr helt uden forsvar og facade«.

Værdigheden forsvinder
For Margreth Olin er missionen at vise, at samfundet fordømmer stofafhængighed mod bedre vidende.

»Men stoffer har en funktion i nogle menneskers liv. For eksempel at dæmpe en dyb angst. Leas angst forsvinder sammen med virkeligheden, når hun tager stoffer. Ifølge vores love er det forbudt. Man bliver fængslet, og de tager stofferne fra én. Men hvis man gør det, må man erstatte det med noget andet, for stofferne har en funktion. Jeg har prøvet at lave en film, som viser, hvordan det behov opstår, og hvad stofferne gør for Lea«.

Ifølge instruktøren bliver stofmisbrugere ofte frataget både værdighed og selvbestemmelse, når de søger hjælp.

»De bliver set ned på og får at vide, at de ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Jeg ønsker at vise den handlekraft, som Lea har. Hun besidder en viden om sit eget liv og om sin datters behov, og hun foretager et umuligt valg og ved, at det er rigtigt. Og det kunne vældig mange andre også have gjort, hvis de havde tillid til systemet. Men det har de ikke. Så mange stofafhængige med små børn har en utrolig høj tærskel for, hvornår de beder om hjælp. Og sådan burde det ikke være, for børn kan ikke vokse op med forældre, der er afhængige af heroin«.

Virkelighedens Lea
For Margreth Olin findes der ingen narkomaner, kun folk, der har problemer med stoffer. Der findes ingen kriminelle, men mennesker, der begår kriminelle handlinger.

»Og det, jeg gør i mine film, er at forsøge at vise mennesket bag stereotyperne«.

»Det gør ondt at se ’Englen’. Men det er ikke bare en sad song. Lea kommer på afvænning. Og der findes håb i, at hun ser, hvad der er bedst for hendes barn. Til slut får hun også sagt fra over for sin mor«.

Også virkelighedens Lea har et barn, hun har givet fra sig. Barnet er i dag 16 år og bor i en plejefamilie og har kontakt med sin mor, der i øjeblikket er i metadonbehandling. Da filmen var færdig, lejede Margreth Olin en biografsal, hvor hun og Pia sad og så den mutters alene.

»Jeg måtte stoppe filmen halvvejs, så hun lige kunne komme ud og trække vejret. Og vi græd og holdt hinanden i hånden undervejs. Men hun er glad for filmen. »Lea er ikke mig, men jeg kender hende alligevel«, sagde hun. Og det var lige det, jeg gerne ville have«.