Det er historien om et varmhjertet projekt. Om gode viljer i kamp med gustne. Om ludere, lommetyve og storbyens glemte stiknarkomaner. Men det er først og fremmest historien om flere hundrede frivillige, der trodsede myndigheder og politikere, fordi de ville hjælpe en gruppe udsatte mennesker, som ingen andre ville hjælpe. Det var en mandag i september sidste år, at projektet satte i gang, helt bogstaveligt. Den eftermiddag satte en gruppe frivillige nøglen i tændingen på Danmarks første 'fixelance' - et mobilt fixerum, der skulle køre rundt på Vesterbro. Bevæbnet med læger, sygeplejersker, jurister og andre frivillige håndlangere fandt de en fortovskant til den ombyggede ambulance - et sted mellem Den Brune Kødby og Mændenes Hjem, lige dér midt i stofbrugernes stenede baghave. Og sådan gik det slag i slag gennem det næste års tid for stofbrugerne og de mange frivillige: Narkomanerne kunne komme ind i fixelancen, få rene 'værktøjer' og ro til at fixe, mens de frivillige stod klar med sundhedsassistance, hvis det skulle være nødvendigt. LÆS OGSÅFixerum snart klar med rene sprøjter og ro til narkomanerne Bag projektet stod Foreningen Fixerum. 1. oktober i år nedlagde foreningen sig selv. Det var den dag, Københavns Kommune slog dørene op for det første permanente fixerum i Danmark og i øvrigt overtog driften af de to fixelancer, de frivillige nåede at sætte i gang. Historien om det menneskekærlige og uegennyttige projekt er nu udkommet i bogform. 'Fixerummet der fik hjul' hedder bogen, og den er i ord og billeder en dokumentarisk fortælling om meningen med det hele. For der har i den grad været mening bag projektet. Læs blot, hvad en af fixelancens faste brugere, Sonny, siger i bogen:

»Fixelancen giver dig ro og værdighed. Man rykker mange trin op. Tidligere kunne jeg sidde og fixe lige ved siden af, hvor folk pissede, eller hvor der kunne komme en mor med sine børn. Man føler sig ussel, når man sidder og fixer i en opgang. Jeg kan godt forstå, det er for meget for folk. Men man går jo ikke ind i en opgang for at være et dumt svin. Det er netop for at skjule det«. I fixelancen kan man også skjule det, blot ikke for de frivillige, som taler med narkomanerne om deres stofbrug og mulighederne for at få en anden hverdag. Sonny er i øvrigt en af dem, som lagde øre til de frivillige; som kom i kontakt med gadeplansfolkene, fik plads på et behandlingssted og nu er i gang med nedtrapning. Man må håbe for ham, at det lykkes. Lige så vigtigt er det imidlertid, at stofbrugere som ham har et værdigt alternativ til rendestenen. LÆS OGSÅVesterbro holder bingo for at samle ind til mobilt fixerum Historien om fixelancen er også den opmuntrende historie om nogle få frivillige ildsjæle, der på kort tid fik tændt op under flere hundrede andre frivillige. Allerede efter fire måneder var der 120 frivillige tilknyttet det mobile fixerum, der dermed kunne udvide 'åbningstiderne'. Ikke en eneste offentlig støttekrone var der i projektet til at begynde med. Til gengæld blev der samlet penge ind via salg af såkaldte virtuelle produkter: Vesterbros beboere kunne købe 'et knus', 'en modgift' eller 'sociale aktier'. Foreningen Fixerums formand var komikeren Frank Hvam, og han fik i januar i år arrangeret et støtteshow på Bremen - 'Fix the Ride' - som indbragte 123.000 kroner. Det skæggede hipstermiljø på Vesterbro, der normalt ikke har ry for at have andre interesser end sig selv, har også spillet en aktiv rolle i brandingen af det mobile fixerum - båret frem til dåd af kunstnerhappenings og 'Kugledans' fra musikeren Eaggerstunn. Hovedsagen er, at de frivillige påtog sig et ansvar, som politikerne ikke ville tage. Den tidligere VK-regering nedstemte forslag om fixerum. Det var denne afvisning, som i sin tid fik Foreningen Fixerum til at handle - og tak for det. LÆS OGSÅVenstre: Fixerum er en reel parkering af narkomaner I dag er det permanente fixerum på Halmtorvet en realitet. Men de to fixelancer kører videre, nu blot finansieret af Københavns Kommune, der langt om længe har fået lov til at tage hånd om en gruppe borgere, den tidligere regering ikke tillod, at kommunen tog hånd om. Narkomanerne er en af samfundet mest sårbare grupper. Man har længe vidst fra udlandet, at fixerum redder menneskeliv. Alene derfor var forbuddet mod et permanent fixerum en regulær politisk svinestreg. Nu er det her heldigvis, og lad os håbe, at der kommer flere i både København og andre danske storbyer. Ikke fordi heroin og andre hårde stoffer 'bare er helt normale'. Men fordi også stofbrugere har krav på et værdigt liv. Til slut: Jeg bor selv på Vesterbro, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hjulpet en stiknarkoman - hvis nogensinde. Men hvor er jeg glad for, at der er nogen, der gør det.