Når manden bag Das Beckwerk i disse dage befinder sig på anklagebænken i Østre Landsret, er det en paradoksal kulmination på et af de mest radikalt egenartede kunstprojekter set længe.

Igennem en årrække har han konsekvent arbejdet på få aflivet sin identitet, en vis statsborger ved navn Claus Beck-Nielsen.

Men nu står den principielt navnløse, der i den aktuelle retssag opererer under navnet Helge Bille Nielsen, altså anklaget for at have stjålet en anden mands identitet.

Mellem fiktion og virkelighed
Det er ikke underligt, at er retssagen fra flere sider er blevet set som aftalt spil, atter en iscenesat performance fra Das Beckwerks side, nu blot med domstolene som spilarena.

Værkfører Nielsens strategi er jo at plante sine aktioner på virkelighedens scene, om det så har været i form af bøger, blogs, udstillinger, teaterforestillinger eller performanceaktioner. Igen og igen har han sat sin egen personage på spil, med hud og hår og bindestreg, og er krydset frem og tilbage mellem fiktion og virkelighed.

Den mand, der nu anklager ham for identitetstyveri, performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, har tidligere selv taget del i Das Beckwerks aktioner.

Men selv om det kan virke grotesk med dette realityshow i retten, så er der principielt gods i sagen. Ikke bare for retsvæsenet, men også med hensyn til, hvad der gennem årene har været på spil hos Das Beckwerk.

At fritstille kroppen
Selvsagt er det en ordentlig bredside mod en ekstremt identitetsfikseret kultur, hvor Sidney Lee, miss Hvemsomhelst og alle vi andre kappes om at producere, booste og brande den mest salgbare identitet.

Men her står vi altså med en mand, der gør hvad som helst for at slippe af med sin identitet.

Nedskrive, udradere og nulstille sin personage – for at kunne fritstille kroppen til at gå i aktion på mangfoldig vis. Indtil videre dog uden større held.

Klar politisk dimension
Et er at skrive en selvbiografi og erklære sig selv for død, ’Claus Beck-Nielsen 1963-2001’. Noget andet er ligefrem at få lagt sin gravsten på en kirkegård.

For at få sat en endelig stopper for, at rygterne om hans død skulle være overdrevne, foranstaltede beckværket her i efteråret sin egen storstilede begravelse, ’Funus Imaginarium’ – komplet med spektakulær lit de parade og ligtog gennem byen med flere hundrede deltagere og begravelse af hans uhyggeligt vellignende kopikrop på Assistens Kirkegård.

LÆS OGSÅ Retssagen mod den døde identitetstyv er i gang

Det udfordrende i Das Beckwerks projekt er, at det insisterer på ikke bare at være kunst, men virkelighed. Det er langt mere end en tidstypisk uforpligtende leg med identiteter.

Der er en klar politisk dimension bagved, og selv om værkfører Nielsen på massiv, selvcentreret vis står i centrum af det hele, er det faktisk lykkedes ikke bare at få projektet til at handle om ham som privatperson, men om ’statsborgeren’.

Das Beckwerk
Da Nielsen i 2002 oprettede Das Beckwerk og forlod teatrets og fiktionens arena til fordel for virkelighedens, bevægede han sig ud i den »uafgørlighedszone«, som er hans foretrukne element.

I skikkelse af figuren Nielsen fra hans forestilling ’Parlamentet’ på Gladsaxe Teater drog han med sin demokratikuffert på mission i bl.a. Irak og USA, hvor han valfartede rundt og diskuterede demokrati for til sidst at slutte af i Afghanistan, hvor ’Parlamentet’ blev opført i Kabul.

LÆS OGSÅSlut med Das Beckwerk

Det er umuligt at dechifrere, hvor kunsten hører op, og virkeligheden begynder.

Ikke at Das Beckwerk dermed erklærer, at virkeligheden er en stor performance, men demokratiaktionen, hvor den udsendte Nielsen blandt andet skrev reportager hjem til Weekendavisen, formåede at vise, hvor iscenesat mediernes dækning af den vide verden i det hele taget er.

Derudover var det en sigende lilleputkommentar til Danmarks og USA’s militære interventioner: en ’heroisk’ forfejlet demokratiaktion, der i sidste instans kom til at handle mere om Nielsen end om den vide verden.

Identitetsopskrivning
Det står også som overordnet resultat af hele projektet med identitetens død: at det samtidig har været én stor identitetsopskrivning. Som sin egen enmandshær er beckværket rykket frem på flere fronter med sit megalomane projekt – hvor ekskompagnon Skade-Rasmussen Strøbech undervejs blot har tjent som forlænget arm.

Det har alt i alt befæstet Beckwerk-multikunstner-monsteret som identitetsfænomen. Salig Nielsen kunne nok være blevet et større nul, hvis han simpelthen havde gravet sig ned og holdt kæft.

Men projektet gik jo netop ud på at vise, hvordan identitetsmaskineriet kører løs, uanset hvad. Det må siges at være lykkedes.

Reality strikes back
En væsentlig erfaring med at bruge virkeligheden som arena har imidlertid været, at den har det med at svare igen på uventet vis.

Det måtte Nielsen sande, da han i 2000 startede det hele med at gå på gaden og udgive sig for at være hjemløs med hukommelsestab, uden navn og personnummer – et stunt, som blandt andre Ekstra Bladet og Information hoppede på.

LÆS OGSÅ Kunstner ville dø i Politikens spalter

Kort efter stod kunstneren imidlertid selv uden hjem og familie, med et liv brudt sammen efter en tumultarisk skilsmisse.

Nu oplever han det igen: Reality strikes back.

Retten får det sidste ord
Faktisk var det hans hensigt at lukke Beckwerket og al identitetsforvirring med den offentlige begravelse. I stedet er han af en tidligere medspiller blevet hentet ind i noget så hårdtslående reelt som en retssag, der kan få konkrete følger for, hvor tæt på virkeligheden han – og andre – fremover kan gå som kunstner.

Derved bliver det ikke hans performance, men retten der får det sidste ord i sagen om identitetens død.

LÆS OGSÅ Afdød kunstner klager over krænkelse af gravfreden

Godt det samme.

Ganske utilsigtet kommer der så også et håndfast resultat ud af Das Beckwerks aktiviteter: en retslig stadfæstelse af, hvorvidt identiteten kan statueres som open source – med konsekvenser for en stor del af den virkelighedsopsøgende samtidskunst og for journalistiske dokumentarprojekter.

Så må man bare håbe, at beckværket får lov til at hvile i fred. For efterhånden viste projektet, manisk insisterende, alle tegn på at være ... ja, kørt død i det.

Så man til sidst kun havde lyst til at kondolere med et: Så stopper det!

Men lur os, om det er slut med dead man walking. Det forlyder, at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech får retssagen optaget med henblik på at lave en film ud af det.

Døden har ingen ende.