Tv i aften: Dansk dokumentar kommer ikke til bunds i bizart identitets-tyveri

retten. Sagens hovedpersoner, Thomas (tv.) og Claus (også kendt som Das Beckwerk), er opmærksomme på hinanden i retssalen.
retten. Sagens hovedpersoner, Thomas (tv.) og Claus (også kendt som Das Beckwerk), er opmærksomme på hinanden i retssalen.
Lyt til artiklen

Det er nemt at forstå, hvorfor Max Kestner har set en film i sagen Claus versus Thomas fra 2011.

I den meget medieomtalte sag mellem to danske kunstnere er virkelighed, sandhed og personlighed begreber, der er forstyrrede i deres indhold og tydeligt udfordres.

Subjektiv og udfordrende for vores virkelighedsopfattelse har Max Kestner også været i tidligere film.

'Mig og dig' fra 2006 hører til blandt de konkrete komedier blandt Kestners værker. 'Drømme om København' fra 2009 og 'Rejsen på ophavet' fra 2004 er personligt vinklede kunstneriske billeddigte fra en af landets mest talentfulde dokumentarister.

En tragisk komedie
Sammenlignet med Max Kestners tidligere film minder 'Identitetstyveriet' mest om 'Mig og dig', der havde sangeren Rasmus Nøhr i en hovedrolle.

Til forskel fra 'Mig og dig' er der ingen ømhed og heller ingen uhøjtidelighed i den tragiske komedie 'Identitetstyveriet'.

'Fiktiv' romanfigur stævner forfatteren

Til gengæld er der i den for lange længde trættende eksponeringer af figuren Narcissus i alle lag af denne her historie om to mænd, der hedder noget andet end det, de egentlig hedder.

Og som målt på omfanget af medieomtale fik enorm succes med i 2011 at sætte spørgsmålstegn ved, om man har copyright til sig selv og sin egen personlighed eller ej.

Fik stjålet sin identitet
Den ene hed Claus Beck-Nielsen, kalder sig for Das Beckwerk, men gik i 2011 under et tredje navn i forbindelse med en retssag anlagt mod ham for identitetstyveri.

Claus, som vi kan kalde ham, skrev i 2009 bogen 'Suverænen', som fra fotografiet på omslagets forside til indholdet ligner et forsøg på at stjæle en andens identitet.

Den anden hed Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, kalder sig Thomas Altheimer, men hed noget tredje i forbindelse med den retssag, han i 2011 anlagde mod Claus Beck-Nielsen.

Slut med Das Beckwerk

Thomas ønskede rettens medhold i, at han havde fået stjålet sin identitet på ulovlig vis af Claus.

I større perspektiv ønskede Thomas dermed at vise, at et menneske her i landet har copyright til sig selv.

Uvæsentlige detaljer
I filmen begynder retssagen først efter en times spilletid. Indtil da er Thomas' referat af forhistorien og Thomas' amatøroptagelser af ham selv i centrum.

Thomas hader Claus, kan ikke få Claus ud af hovedet, vil prøve at vinde retten til at kontrollere sin egen historie tilbage, har problemer med prostata, bliver impotent, droppes af kæresten, møder digteren Morten Søndergaard, der viser sig at være en god ven af Claus, og så videre.

Meget forekommer uvæsentligt for en principiel sag om tyveri af identitet.

Søndergaard skal muligvis repræsentere den danske kulturelites sværmeri for Claus' aparte, provokerende og underholdende stunts. I hvert fald tolkes hans holdning i den retning i filmen.

Mysteriet forbliver et mysterium

Den dilettantiske fotografering og filmens fokus på Thomas' voksende selvudtalte elendighed er mere irriterende end fascinerende.

Det er interessant, at 'Identitetstyveriet' er en film uden hverken entydig helt eller afsløret skurk, men det bruges ikke rigtig til andet end at bevare mysteriet om sagen som ... et mysterium.

Claus selv ses i filmen på billeder fra retssagen, men medvirker ellers blot i afsluttende scener, hvor de to mænd mødes og opretholder en teatralsk gammeldags omgangstone.

LÆS OGSÅ Retssagen mod den døde identitetstyv er i gang

Kunstnerisk er 'Identitetstyveriet' ikke på niveau med Max Kestners øvrige film.

Som undersøgende dokumentar kommer den ikke til bunds i sin sag.

Som underholdende metaeventyr har den nogenlunde samme facit som retssagen, uanset om man vælger at grine eller græde med Thomas: Vinderen er figuren Claus med den blanke historie og det alt for store jakkesæt.

Det er selvfølgelig også en slags morale.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her