Sjældent har køen til Det Kongelige Teater været så lang, som den er i aften.

1.300 københavnere har taget opstilling uden for teatrets porte. Når de går op, skal man nemlig ikke vise billet.

Operakoret på 56 mand skal skæres med 16 stillinger, og for at gøre opmærksom på det gør koret noget, der ikke ligefrem skaffer penge. De giver en gratis koncert.

Hvert et polstret sæde på Gammel Scene er optaget af mennesker, der er kommet for at vise deres støtte til operaen.

De røde velourforhæng går til siden. 56 stemmer brager ud mod publikum med et stykke fra operaen Tannhäuser. Da den sidste strofe er sunget, vil klapsalverne ingen ende tage og får det lavmælte ’tusind tak’ til at virke alt for beskedent.

Det er et tydeligt rørt kor, der står på scenen og kigger ud på den fyldte sal.

Drænet kulturpolitik
Operasange og taler afløser hinanden i halvanden time. Første taler er skuespiller Henrik Jandorf. Hans tale er dedikeret til kulturministeren, teaterchefen og til publikum.

»Vi lever i en tid med en drænet kulturpolitik«, lægger han ud.

LÆS OGSÅSkal vi have et blomstrende kulturliv eller en skyttegravskrig?

Det Kgl. Teater er blevet kritiseret for at ynke i en tid, hvor alle skal spare. Men det handler ikke om »kongeligt teaterklynk«, det handler om, at korværker af denne høje kvalitet skal bestå, forsikrer han i talen, inden han slutter med en klar appel

»Så please! Hr. kulturminister. Hr. teaterchef. Vågn venligst op og se, hvad der sker, når I rammer den kunstneriske livsnerve i achillessenen«.

Hvad sker der med kulturen?
Blandt publikum sidder Maja Clementsen på 27 år. Hun er skuespillerelev i Norge.

»I Norge har man ikke samme kulturkrise. Der har man flere penge. Så jeg bliver helt trist, når jeg kommer tilbage til Danmark«, siger hun.

Hun føler sig ramt af nedskæringerne, der betyder færre muligheder for de nyuddannede skuespilelever.

LÆS OGSÅVi kan ikke spare os til det allerbedste

Maja Clementsen har taget sin søster Lotte Clementsen med, som er arkitektstuderende og selv synger i kor. Også hun føler sig ramt af kulturnedskæringer og vil gerne vise sin sympati.

»Jeg har den her følelse af, hvad er det der sker med kulturen?«, siger hun.

Operachef på knæ
Når operachefer dukker op foran tæppet inden en forestilling, betyder det sjældent godt nyt. Det betyder som oftest, at en af skuespillerne er blevet syge og afløses af dubleanten.

I aften står den britiske operachef, Keith Warner, foran sit publikum med dårligt nyt. Med begge knæ placeret på de skrå brædder afleverer han sin begæring til publikum.

»Please. Kan I redde mit kor?«.

Det får hele salen til at svare med stående bifald.

Tårer i øjnene
Sidste operanummer akkompagneres med levende lys. Koncerten ender symbolsk i mørke, da lysene pustes ud.

Og mørket afløses af projektører, stående klapsalver og højlydt trampen i jorden. Et øjeblik kunne man forveksle de finkulturelle teaterpublikummer med fodboldfans på et stadion. Stemningen er højstemt.

»Det var bare så medrivende. Der var flere gange, hvor jeg fik tårer i øjnene. Og man blev helt patriotisk over talerne«, siger Lotte Clementsen.

»Og så følte jeg en kæmpe håbløshed mit i alt det fine«, afløser hendes søster, Maja.

LÆS OGSÅKongelige operasangere vil dø med støvlerne på

Men gør det virkelig en forskel, om de er 56, eller om de er 40 sangere?

»Jeg kan mærke forskel i mit kor på, om vi er 10 sopraner, så kan vi så meget mere, eller om vi er fem sopraner, så kan vi så meget mindre. Det er jo ikke fordi, der er nogen overflødige. Man laver den musik, der er muligt«, siger Lotte Clementsen.

Maja Clementsen har set utallige forestillinger på Gammel Scene. Men aldrig har hun set en så fyldt sal.

»Jeg har været til så mange forestillinger, at jeg ikke kan huske dem alle sammen, men den her kommer til at sidde fast«, siger hun.

FACEBOOKBliv ven med Politiken