Kritikerne har på sin vis ret, når de beskylder museumsdirektør Ole L. Frantzen for at ville udleje sine lokaler på Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet til polterabender, bryllupper og den slags for at få flere penge i kassen.

»Måske ikke polterabender, men ønsker man at holde sit bryllup i Kanonhallen, så bliver det muligt. Ligesom vi gerne vil have konferencer og seminarer ind. Museumsverdenen kan ikke forvente mere i støtte, derfor er vi nødt til at tjene flere penge, så vi kan modernisere museet og levere den brede formidling af Danmarks militærhistorie«, siger Ole L. Frantzen.

Statens Forsvarshistoriske Museum, der består af de to museer, har samtidig varslet fyring af to af sine fire museumsinspektører. Og det har vakt stærk harme blandt en stor del af medarbejderstaben og blandt militærhistoriske forskere.

LÆS OGSÅTøjhusmuseet fyrer vigtige forskere i militærhistorie

De mener, at museet med sin beslutning ofrer den militærhistoriske forskning til fordel for en mere populistisk og kortsigtet satsning på at få et større publikum ind på museet.

De undrer sig over, at historikere bliver fyret, mens museet har udvidet staben af medarbejdere med kompetencer inden for marketing, administration og formidling. Især fordi netop Ole L. Frantzen som chef for museet har været med til at drive forskningen i militærhistorie frem i Danmark.

Ikke alene om forskning
I Weekendavisen og i Politiken har blandt andre professor i historie ved Saxo-Instituttet Gunner Lind og formanden for Dansk Militærhistorisk Kommission, pensioneret brigadegeneral Michael H. Clemmesen, kritiseret museet.

Det er »absurd« og »katastrofalt«, at der efter fyringen af de to museumsinspektører kun er to fastansatte forskere tilbage, siger de og fremhæver, at museet med fyringerne mister en stor del af sin viden om samlingerne og flådens historie.

Ole L. Frantzen forstår ikke deres bekymring. Den ene af de to museumsinspektører, der nu fyres, havde ikke forskningsopgaver, siger han. Samtidig vil arbejdet i fremtiden blive tilrettelagt, så de to tilbageværende forskere kan bruge en større del af deres tid på forskning i den historie, de er specialister i.

»Vi mener, at vi kan fastholde det forskningsmæssige niveau. Museumsinspektørerne har tidligere taget sig af alle mulige administrative og økonomiske opgaver, som de ikke var uddannet til. Det lader vi nu andre gøre, så de to fastansatte forskere, vi har tilbage, sammen med projektansatte forskere kan koncentrere sig mere om forskning«.

Men Ole L. Frantzen er ikke bleg for at indrømme, at forskningen fremover må vige pladsen øverst på piedestalen til fordel for publikum.

»I slutningen af 1980’erne var der ikke mange, der interesserede sig for forskning i militærhistorie, derfor valgte jeg at knytte flere museumsinspektører med forskningskompetencer til museet. Men i dag står vi ikke længere alene. Derfor drejer vi lidt på knapperne, så vi bliver dygtigere til at komme ud til menigmand«, siger han.

Forskning målrettes mod udstillinger
Samtidig mener han, at det er nødvendigt med andre specialer end historieforskning på museet, hvis det skal leve op til sin ambition om at være den brede formidler af militærhistorie herhjemme.

Der er brug for en journalist til nogle opgaver, en designer til andre, udstillingsarkitekter og folk med forstand på økonomi og på ledelse. Opgaver som til en vis grad også har været varetaget af museumsinspektører tidligere, oplyser han.

»Vi er nødt til at vælge de personer, der har de største kompetencer på de områder«, siger han.

Samtidig vil museet fremover målrette sin forskning mod de udstillinger, der laves. Som eksempelvis den velbesøgte om Afghanistankrigen og den kommende udstilling om Krigen 1864.

Museet håber at gå fra et besøgstal på 90.000 om året til mindst 130.000.

FACEBOOKBliv ven med Politiken