Annonce
Annonce
Kultur

Eco var »kæmpestor og fuldstændig særlig«

Selv om Umberto Eco er død, vurderer oversætter Thomas Harder, at offentligheden kan forvente en ny roman eller nye essays fra den italienske verdensforfatter, der især er kendt for 'Rosens navn'.

Annonce

Om Thomas Harder

Thomas Harder (født i 1959) i en dansk-italiensk familie er forfatter og oversætter, cand.mag. i italiensk og historie i 1987 og adjungeret professor ved Copenhagen Business School fra 2004.

Debuterede som forfatter i 1987 og har siden skrevet cirka 25 bøger, fortrinsvis om italienske emner.

Har oversat fire af Umberto Eco’s romaner fra italiensk til dansk og en lang række af hans essays.

Hvis der er en dansker, der om nogen har haft Umberto Eco's tekster - både sagprosa og fagprosa - inde under huden, er det Thomas Harder, der er professor, forfatter og oversætter.

Han har oversat alle de essaysamlinger, der findes af Umerto Eco på dansk samt fire romaner ud af de syv, som Eco nåede at udkomme med inden sin død fredag.

Thomas Harder, hvad tænkte du, da du hørte, at han var død?

»At det jo var trist, meget trist, fordi så kommer der jo ikke flere romaner. Eller faktisk skulle det undre mig meget, om der ikke er noget klar til offentliggørelse - om det så er en roman eller flere essays. Men grundlæggende er det sørgeligt, at der ikke bliver ved med at komme mere, og det er sørgeligt, at man ikke længere har den stemme til at blande sig i alle mulige debatter på det altid tårnhøje niveau, som han gjorde det på«.

En ting er de klummer og kronikker, han skrev i aviser – noget andet var hans essays og romaner – så du også dér en samfundskommenteren?

»Ja, det gjorde jeg jo. Jeg synes jo, at romanerne i høj grad var en iscenesættelse eller praktisk anvendelse af de emner, som han beskæftigede sig med i sit akademiske arbejde og i sit politiske, kulturelle kommentatorvirke. Et gennemgående tema kunne være, at fornuft og viden er godt og ufornuft og uvidenhed er dårligt og farligt. At oplysning og demokrati i det hele taget er godt«.

Hvis han kun havde skrevet romaner, ville han have været meget, meget stor

»Så romanerne var romaner i sig selv og ikke maskerede politiske programskrifter, men de havde et politisk, moralsk og kulturelt indhold, som var nært beslægtet med det andet spor i hans virksomhed«.

LÆS OGSÅNekrolog: Umberto har forladt biblioteket

Hvordan vil du karakterisere Eco?

»Det er svært at karakterisere ham samlet. Men jeg vil sige: Som en enestående kombination af akademisk viden, forskning og klassisk lærdom på et tårnhøjt niveau. Og så en evne at omsætte alt det politiske og kulturelle engagement og alt det akademiske i litteratur. Og gøre det populært for en bred læsende offentlighed – altså for folk, som læser aviser og folk, som læser bøger«.

»Det er den kombination, der gør ham enestående. Hvis han kun havde skrevet romaner, ville han have været meget, meget stor. Og havde han kun skrevet sine lærde værker om sprogfilosofi, ville han også have været kæmpestor, men ville ikke have været nær så kendt. Og hvis han kun havde skrevet essays, ville han have været meget, meget morsom. Det er kombinationen af alt det, der gjorde han til noget fuldstændig særligt«.

Har du nogensinde mødt Umberto Eco?

»Nej, men da jeg oversatte 'Foucaults pendul', udvekslede jeg fax’er med ham. Jeg skrev til ham: Kære professor Eco, mener de, at Eiffeltårnet rejste sig som en enkeltstående stikpille – eller som en enkeltstående antagelse? Begge dele er muligt. Og så skrev han tilbage, at han ganske rigtigt mente som en enkeltstående stikpille«.

LÆS OGSÅStore citater fra Umberto Eco

Hvilken af hans romaner ser du som den største?

»Jeg holdt meget af at oversætte 'Dronning Luanas mystiske flamme', som er en roman, der i høj grad er baseret på Eco’s egne erindringer, da han voksede op i Norditalien og var dreng under krigen og under fascismen. Romanen handler om en klog og dannet mand i Milano, som her i nutiden får en hjerneblødning og vågner op og har mistet en stor del af sin hukommelse».

»Han går i gang med at rekonstruere sit liv ved at opsøge en gård ude på landet, hvor han har opholdt sig som dreng, fordi han var evakueret fra den by, han boede i. Der sidder han så og læser i gamle tegneserier, skolebøger og røverromaner og hører jazzmusik og fascistiske slagsange. Han rekonstruerer sit liv og dermed Italiens nyere historie set gennem barnets øjne. Det er meget smukt og meget følsomt«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce