Koen Gülsüm er blevet omdrejningspunkt i den seneste sag, der udstiller det tyrkiske retssystems firkantede og krænkende forståelse af landets love.

Som det blev dokumenteret ved en konference i Istanbul i weekenden, plejer den slags at ramme forfattere som Orhan Pamuk.

Men i forrige uge stak Gülsüm (det betyder Smukke), en hvid-brun malkeko fra Malatya, af fra sin ejer og løb ind på den lokale skole, hvor den uforvarende, må man gå ud fra, skubbede til og væltede statuen af nationens grundlægger, Atatürk.

Det er forbudt ved lov at ødelægge statuer af landsfaderen, og det kan give fængsel i op til fem år, fordi staten ikke tåler protest imod sig. Mundtlige fornærmelser giver op til 4,5 år.

Efter kræets hærværk blev der sat en politiundersøgelse i gang, og de lokale myndigheder advarede landsbyboerne om, at de alle sammen kunne blive stillet til ansvar for forbrydelsen.

»Koen kan ikke forstå, det er forbudt«, siger Gülsüms ejer Ömer Ates til tyrkisk tv med et smil.

Alle kan føre sag mod Pamuk
Nu kan man sagtens grine ad episoden fra Malatya, og det er der også mange i Tyrkiet, der har gjort, men sagen viser, hvordan tyrkisk lov er skruet sammen og bliver forstået af myndighederne.

Orhan Pamuk har været retsforfulgt for at have sagt, at »30.000 kurdere og en million armeniere blev dræbt her«, og selv om sagen aldrig førte til dom, har højesteret nu tilladt, at tyrkere, der føler sig krænket af udtalelserne, kan føre civil retssag mod ham med krav om erstatning for ærekrænkelse.

Sagen er to gange blevet afvist af en lavere ret, der ikke mente, at alle tyrkere personligt er blevet krænket, men med den nye afgørelse er der fri bane for, at alle tyrkere kan kræve erstatning af nobelpristageren.

Det er nu op til underretten, om den vil følge højesteret.

Kosmetiske ændringer
Efter massivt pres fra EU og civile organisationer i Tyrkiet ændrede den tyrkiske regering sidste år den berygtede paragraf 301 i straffeloven, der forbyder »fornærmelser mod tyrkiskhed«.

Det var den, der blev brugt mod blandt andre Orhan Pamuk, men ændringen er, ifølge tyrkiske ngo’er, i høj grad kosmetisk, og så repræsenterer den også et demokratisk tilbageskridt, fordi den sammenblander den udøvende og den dømmende magt, fordi alle 301-sager skal forbi justitsministerens bord til godkendelse.

Ændringen har heller ikke sat en stopper for retssagerne.

På fredag skal forfatteren Temel Demirer i retten og forsvare sig, fordi han sagde om den myrdede armensk-tyrkiske redaktør Hrant Dink, at han »ikke blev myrdet, fordi han er armenier, men fordi han anerkendte folkedrabet«.

Historisk tabu
Folkedrabet på armenierne fra 1915-1922 er et historisk tabu i Tyrkiet og et, nationen har særdeles svært ved at leve med.

Det begrunder ifølge justitsminister Mehmet Ali Sahin, at han tillader en paragraf 301-sag mod Temel Demirer.

»Jeg vil ikke tillade, at nogen kalder min stat en morder«, sagde han.

Det er i høj grad ytringer om folkedrabet, der fører til retsforfølgelse, men ikke udelukkende.

»Det problem, der ligger i lovene, er, at de tjener til at beskytte staten og ikke borgene. Det er kernen i begrænsningerne på ytringsfriheden, hvoraf masser af ikke-voldelige ord og kritiske meninger karakteriseres som terrorist-propaganda, der fundamentalt underminerer staten – som om staten hvert øjeblik kunne falde sammen«, siger Emma Sinclair-Webb, der er menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watchs repræsentant i Tyrkiet.

Politisk motiverede sager
Hun bemærker det paradoksale i, at selv om der stadig er mange ytringsfrihedssager, så er den offentlige debat livlig og pluralistisk som aldrig før.

I forhold til for bare ti år siden kan næsten alt diskuteres nu, blot må nogle regne med at få en retssag på halsen.

For Sanar Yurdatapan, der er musiker og komponist, og som arrangerede weekendens ytringsfrihedskonference i Istanbul, er der fra det statslige embedsværk et tydeligt politisk mål i de anti-demokratiske retssager.

»Den tyrkiske stat er virkelig bange for at blive medlem af EU, for så vil den miste alle sine privilegier. De kan ikke direkte modsætte sig EU, men de kan bringe de værste eksempler frem, så de konservative partier i Europa, der ikke vil have Tyrkiet med i EU, får argumenter for at være imod«, siger Sanar Yurdatapan.