»Gud, det er da en lille diskokugle. Hvor hyggeligt«. Anders Matthesen peger smilende mod loftet i elevatoren. Vi er på vej op på filmselskabets tagterrasse for at skyde fotos, og nærmest i refleks griber han straks chancen til at transformere de indbyggede spots til noget mere interessant. »Og sådan nogle ludobrikker her«. Han fingererer ved et par udstående skruer i væggen. »Åh, jeg havde lige håbet, man kunne skrue dem af«. Vi kender ham nok alle sammen, hele Danmarks and. Brovtende Onkel Steward, animerede Terkel, Vesterbros værste julefigurer og et utal af stand-up-jokes er alle produkter af hans på en gang krøllede og skarpe hjerne.
'Sorte kugler'
Fra på fredag kan Anders Matthesen også skrive filminstruktør på cv’et. Her får ’Sorte kugler’, som han har skrevet og spiller hovedrollen i, nemlig premiere.
I filmen møder vi den gennemført utilfredse og vrantne ejendomsmægler Alex. Han kan godt nok ikke få solgt sit hus på grund af finanskrisen, men lige bortset fra det er hans liv faktisk tæt på perfekt.






